You & I: forever

Jen og Emilie har været bedste veninder siden børnehaveklassen. Men nu kalder den virkelige verden. Her på det sidste har deres forhold ændret sig en del, og deres veje er gået i to forskellige retninger. Men alligevel finder Jen tid til sin bedste veninde.

48Likes
29Kommentarer
2037Visninger
AA

2. The beginning, the middle and the end.

Jeg trak min cardigan tættere omkring mig. Ikke fordi det var koldt, - slet ikke, det var faktisk meget varmt i dag. Men fordi det fik mig til at føle mig tryg, sikker. Den milde brise løb igennem mit hår og legede med de lysebrune lokker, som indrammede mit solbrune ansigt, der var fyldt med fregner. Fregner, som kom en gang om året, og som jeg hadet som pesten, men du opmuntrede mig jo altid og sagde, at de var charmende. Du talte altid så flydende og overbevisende, at alle troede på, hvad du sagde, lige meget hvor latterligt det lød. Jeg jokede altid og sagde, at du en dag ville blive politiker eller ejendomsmægler, måske endda international sælger, men så skulle du jo rejse væk fra mig, og det kunne jeg ikke acceptere. Jeg gik i gennem den frodige skov og legede med grenene, som hang rundt omkring, mens jeg nynnede en vuggevise, min mor havde sunget for mig, da jeg var mindre. Ikke en kendt en, men en betydningsfuld en. Noget om at venskabet ville overvinde alt. Og det var vel meget passende, når man tænkte på os to. Altid ved hinandens side, indtil nu. Nu var vi ligesom gledet fra hinanden, og kun disse ugentlige møder genoprettede vores kontakt.

 

Jeg gik i gennem lysningen og så dig. Du sad der blandt blomsterne og så smuk ud som altid. Jeg løftede hånden og sendte dig et strålende smil.

”Hey min blomst.” grinede jeg og dumpede ned ved siden af dig. Men du forblev tavs. Det kom dog ikke som en overraskelse for mig, du havde ikke hilst igen i lang tid, men du vidste, at jeg forstod. Dine omstændigheder var jo også anderledes end de var før. Jeg åbnede min tunge skoletaske, som var fyldt med de nye bøger, vi havde fået i løbet af ugen, og fandt colaen frem, - almindelig, præcis som du kunne lide den.

”Jeg har taget chips med,” fortalte jeg og gravede det lange grønne rør op ad tasken. Tidligere havde vi kunne kværne et rør hver på fem minutter, men nu var det anderledes. Jeg skulle passe på figuren, som min mor sagde, og du spiste ikke så meget for tiden. Men igen, det var jo klart.

 

”Jeg startede i skole i tirsdags, som du jo ved,” startede jeg og rev det runde papir af, som afskærmede chipsene fra fugt.

”1.D på htx. Det er fantastisk! Som du ved, er jeg ikke glad for alt det pigedrama, så htx var lige mig, og dig selvfølgelig, men du har jo gået en lidt anden vej. Men vi er kun cirka syv piger og 21 drenge! Det er meget anderledes end folkeskolen. Men linjen er lige mig. Science; Fysik og matematik. Alt jeg har drømt om, siden vores tørre uddannelsesvejleder begyndte at tale om videregående uddannelser.” Jeg sukkede kort og kiggede indgående på dig. Mon du blev træt af mine lange talestrømme? Sikkert, men du var sød nok til at holde kæft med det.

”Pigerne er meget søde, men sådan lidt indadvendte, lige modsat af mig, du ved. Så jeg har ikke rigtig snakket med dem endnu, men hvis det bliver disse klasser, skal jeg nok begynde at lære dem at kende. Lige som du ønskede. Men drengene er friske og sociale. Lige et pust af frihed som jeg virkelig behøver her for tiden.

 

Især en af dem er virkelig fantastisk. Han hedder William. Han har det der lyse hår, der bare sidder præcis som det skal, lige meget på hvilket tidspunkt af døgnet. Hans øjne er brune, og du ved, hvor meget jeg elsker brune øjne, jeg smelter bare helt inden i."

Jeg sendte hende et stort smil, som endte i vores grin. Grinnet vi havde grint så mange gange, når vi talte om lækre fyre. Blandt andet den gang du først begyndte at tale om Lucas, din første kæreste. Jeg bøjede mine ben, så jeg kunne læne hagen på mine knæ, mens jeg holdte om mig selv. Stedet gav mig altid en smule myrekryb, men det var hvor du ville mødes, så hvad kunne jeg gøre? Jeg bøjede mig selvfølgelig i støvet for dig.

 

”Kan du huske sidste gang, hvor vi blev afbrudt af din mor? Hun kiggede bare skræmt på os med store øjne og bakkede stille væk. Det gav et godt grin. Hvorfor var det mærkeligt, at vi var sammen? Bare fordi vi ikke gik i samme klasse mere, har vi da stadig været bedste venner siden børnehaveklassen.” Min mor var godt nok begyndt at sige, at jeg måske skulle komme videre og finde nogle nye venner. Det havde jeg da også planlagt, men ingen skulle erstatte dig. Du ville altid være min bedste veninde.

”Eller dengang hvor mine forældre havde besluttet sig for at blive skilt, og jeg var flygtet hjem til dig klokken halv to, og du lukkede mig selvfølgelig ind, fordi som du sagde: ”Venner lader intet komme i mellem sig, især ikke dumme forældre og ækle tidspunkter som halv to.””

Tårerne begyndte at samle sig i mine øjenkroge, så jeg blev nødt til at kigge væk. Du behøvede ikke at se mig med våde kinder. Det ville dog ikke være første gang, du så mig græde. Det var sket flere gange, især her på det sidste på dette sted. Men igen, - under omstændighederne var det også forståeligt.

 

Jeg skævede til mit ur. Der var gået omkring to timer, og jeg havde en bunke lineære funktioner, som ventede på mig, når jeg kom hjem. Jeg udstødte et kort suk og fjernede tårerne fra mine øjne.

”Jeg bliver nødt til at tage hjem nu. Men jeg lover at komme om en uge.” Jeg lagde armene omkring dig og snøftede kort.

”Du ved, I morgen er der velkommen til putterne i dyrehaven for min nye skole. Jeg ville virkelig ønske, at du kunne komme og møde William. Men hvis det bliver seriøst i mellem os, skal han nok komme forbi og sige hej. Du skal jo lige godkende ham.” grinede jeg og prøvede forgæves at stoppe min mascara i at løbe ned i lange baner.

”Jeg savner dig bare forfærdelig meget Emilie. Det er snart et år siden, jeg kiggede ind i dine fantastiske brune øjne, eller hørte din latter. Hvorfor skulle du også tage din taxa! Jeg sagde jo, at du kunne køre med mig hjem! Hvordan kunne du forlade mig på den måde?! Eller dine forældre? Lille Nick? Er du klar over, hvordan han har det? Han sidder alene i skolegården og græder Emilie. Vi savner dig alle sammen.”

 

 Jeg rystede på hovedet. Det var jo latterligt at komme her og tale med dig! Du var jo død for guds skyld. At fortælle en gravsten, at jeg savner dig, var jo dybt godnat. Men alligevel hjalp det på min sorg. Det var min måde at afreagere på. Jeg samlede rystende min taske op og svingede den over skulderen. ”Undskyld.” snøftede jeg og lagde en buket blandt de andre blomster.

”Jeg elsker dig, at du ved det.” hviskede jeg og strejfede gravstenen, før jeg løb gennem lysningen og ud af kirkegården, og væk fra min bedste veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...