Forladt - Höki sa reta

Denne historie er en stil jeg har afleveret. Jeg er selv ret godt tilfreds med den.

Den skulle handle om en dukke på en sten, som dukken på billedet, og ordet 'Forladt'. Derudover skulle den have flashback i. Engentlig er dette en opgave for 9. klasse på vores skole så er rimelig glad og stolt over den! :D Jeg fik 10 for den. Fik den for i slutningen af 7. klasse. :) Nu går jeg i 8. klass4 :)

1Likes
6Kommentarer
1883Visninger

1. Stranden

 

Hun træder med tunge skridt ned på det fugtige sand. Bølgerne kruser fint og larmende. Himlen er grå. Skyerne har dækket det hele med et fint gråt lag og har ikke lavet ét eneste musehul. Hun kigger ud over havet. Ja havet.. Hun stopper sine tunge skridt og vender sig mod havet. Det er første gang hun har været her siden ulykken.

Hun sukker tungt og sætter sig på en stor sten bag hende. Den er stor og flad men ikke for lav. Havets bølger bruser af stolthed mens hun sidder dér, i sine egne tanker. Hun forstår ikke stoltheden i havet. Hvorfor er det så stolt? Efter hvad det har gjort mod hende er det ikke til at forstå. Her har hun været indelukket i sit eget hus i et år, uden kontakt til omverdenen, og så er havet stadig så stolt. Hun er fortabt. Hun mangler noget. Hendes hjerte.. Hun har ingen følelser længere. Det som om hele hendes liv er gået bort. Alt sammen. Ingen venner, familie eller kærlighed tilbage. Alt sammen pga. havet. En knude har siddet hård og urokkelig i hendes mave lige siden ulykken – og den vil aldrig forsvinde..

Hun tænker tilbage til ulykken. Gråden, smerten, mareridtet og håbet. Hun havde sådan håbet at alt ville ordne sig og at hun ville finde datteren igen. Men nej. Sådan skulle det ikke være.. Hun ser det stadig tydeligt for sig. Det lille barn med langt, slangekrøllet, mørkt hår som løber rundt på stranden med en lyserød prinsessespand i hånden. Nede i den er den lille lyserøde spand var der en blå skovl i. Den lille pige havde været utilfreds med den blå skovl. Det skulle jo have været en lyserød! Hun smiler ved tanken. Hun havde været så sød da hun kom klagende med den blå skovl i hånden. Hun havde viftet et par gange i luften med den inden hun sagde: ,,Mor! Man ikke kan blande blå og lyserød!” Det var så sødt. Derefter havde moren sagt: ,,Men vi har ikke andre lille skat. Jeg er sikker på det nok skal gå.” Den lille pige løb derefter rundt og legede i sandet.

Kvinden tager en dyb indånding. Det var jo dengang. For et år siden - Kun et år siden. Hun finder sin brune slangeskins taske frem og begynder at rode i den. Hun finder hurtigt en fakta pose frem. I denne pose ligger der en ting som betyder noget for hende – men en ting hun skal give slip på.

Hun står med den i hånden. Det er plastic, øjnene kan åbne og lukke, munden er stram, håret er stift og slidt. Hist og her er der små steder på hovedet hvor der ingen hår er. Det er en typisk dukke som alle små børn har. Hun husker da den lille pige sad og legede med den. Skreg af grin og glæde. Ligesom hende selv. De havde leget med alle hendes dukker. De havde leget at de var til et te-selvskab med alle hendes bamser og dukker, og så havde de leget skole hvor den lille pige havde været den strenge skolelærer. De havde altid hygget sig sammen. Men dukken. Den dukke. Den var helt speciel, og som alle andre dukker var det en dukke der bliver slidt hurtigt og elsket. En dukke alle kan få et minde med. Kvinden har et, alle omkring den lille familie har et og den lille pige havde et.. Dukken bliver lagt på stenen mens kvinden træder frem mod vandet. Tårende triller ned af kinderne mens hun udstøder små klynk. Hele hendes krop er følelsesløs. Hun er bange, såret og har mistet det hun elskede allerhøjest.  

Hun ser tilbage. Tilbage på den frygtelige dag, mens hun desperat griber dukken til sig igen, og knuger den ind til sig. Knuger den hårdt ind til sit bryst, med sine kolde fingre. Måske for at holde fast i de sidste minder der er tilbage. Måske fordi hun ikke er parat endnu. Altså til at give slip. Måske? Måske ikke. Men den lille pige i bølgerne ligger i hendes hovedet. Den lille pige der skriger om hjælp. Den lille pige der prøver at overdøve bølgernes brusen og mågernes skrig. Hun kan ikke svømme men basker vildt med arme og ben – desperat! Hendes mor står ved bredden med cowboyshorts og hvid t-shirt. Bange. Hun kan heller ikke svømme, men hun kaster sig ud i vandet, drevet af moderinstinktet. Folk står som tilskuere og løber omkring hinanden. De er i panik og livredderen er borte. Han er gået, for at få en is, noget vand måske. Ingen finder nogensinde ud af det. For det var forsent. Pigen derude forsvandt i bølgerne før moderen nåde ud til hende. Druknet. Havet havde slugt hende i en mundfuld og nu var det forstærket. Det trak op til uvejr og folk skulle gå ind. Selv den fortabte mor der ledede efter sin datter i det sorte og ophidsede vand. Hun blev til sidst trukket ind af fire mænd. Ingen kunne få hende til at slappe af men hun skulle altså ind til landjorden igen. De fik besked på at sende en redningsbåd ud.. Men de fandt aldrig den lille pige.

Kvinden tager endnu en dyb indånding og opdager hun har knuget dukken indtil sig mens tårene løber ned af hendes kinder. Hun går længere ud i vandet. Helt ud så vandet når hendes knæ. Hun kigger ud i horisonten. Et øjeblik står hun stille. Helt stille. Er det hun giver den lille datter nok? Hun sukker langsomt og går så langt ud at vandet når hendes hofter. Det er mørkt og koldt men til at leve med. Dukken i hendes hænder har endnu ikke rørt vandet men snart vil den. Hun tager den lille dukke og ligger den vandret over vandet. Nu er hun klar. Klar til at gøre det. Klar til at give slip – og det gør hun. Dukken flyder langsomt til bunds i det mørke vand. Livløs som datteren havde været.

”Bare rolig skat. Jeg skal nok komme snart.. Og husk – Jeg elsker dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...