Don't tell mom

Steffani er en pige på knapt 10 år. Hun har altid haft en hård og barsk opvækst, uden en pause fra larm og ballede. Hun skubber alle følelser væk og lader som om alt er okay, for at kunne komme igennem dagen. Hun er bange. Ved mor mon hvor ondt det gør?

10Likes
10Kommentarer
1151Visninger
AA

1. Du må ikke vække mor

Jeg stod og kiggede ned fra trappegelænderet og ned i vores gang. Der var næsten helt mørkt, bortset fra at der kom en smule lys ind i rummet fra badeværelset. Døren stod på klem derind til. Jeg vidste at der snart ville ske noget som jeg ikke brød mig om. Jeg valgte at lunte hurtigt ind på mit værelse igen og lade som om jeg sov. Jeg skyndte mig så lydløst som muligt, at krybe ind under dynen og lukke øjnene.

Efter noget tid, hørte jeg de velkendte fodtrin på trappen, som der fik min mave til at sno sig sammen. Jeg fik kvalme og en klump i halsen af den angst som greb mig, ved lyden af de knirkene lyde, som kom nærmere. Jeg kunne høre at døren til mit værelse, åbnede sig med en irriterende pivende lyd. Jeg mærkede hans blik. Det næste jeg hørte var skridtene der nærmede sig mere og mere. Jeg kunne mærke åndedrættet lige ved siden af mig nu. Vejrtrækningen lød som et lidende dyr.

"Sover du Steffani?" Sagde en lav hæs stemme. Min vejrtrækning begyndte også at blive påvirket vildt nu. Jeg trak vejret endnu hurtigere. Jeg hørte hans blide stille grin. Han havde åbenbart fundet ud af jeg stadig var vågen. Jeg mærkede hans ru hånd mod min kind. Han nussede mig forsigtigt. Jeg åbnede øjnene stille. Det første mit blik fangede var noget skarpt. I næste øjeblik vidste jeg godt hvad det var, at han havde i hånden. Hans øjne kiggede kærligt på mig. Men jo dybere jeg kiggede ind i dem, så de mere ondskabsfulde ud, end noget andet. Han fjernede hånden fra min kind, med en hurtig bevægelse. Han lagde hovedet en smule på skrå.

Jeg mærkede hans hånd på min arm nu. Jeg fik gåsehud over hele kroppen. Den skarpe spids af kniven, kørte langsomt hen af min arm, mens han stadig kærtegnede den, med ydersiden af hånden. Jeg bed mig i læben for ikke at hulke, men der kom stadig nogle små tavse hvin fra mig af smerten. " Shh Steffani.. Nu skal du jo ikke vække mor vel?" Jeg rystede skræmt på hovedet i det han fortsatte, " Du ved jo hvor en travl dag hun har haft.."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...