Don't tell mom

Steffani er en pige på knapt 10 år. Hun har altid haft en hård og barsk opvækst, uden en pause fra larm og ballede. Hun skubber alle følelser væk og lader som om alt er okay, for at kunne komme igennem dagen. Hun er bange. Ved mor mon hvor ondt det gør?

10Likes
10Kommentarer
1153Visninger
AA

2. Angstens bobbel

Jeg tvang mine ben udover sengekanten, imens jeg puffede dynen til side. Mit blik var som limet til det støvede gulvtæppe, som gulvet på mit værelse var belagt med. Jeg gned mig i det ene øje, før jeg rejste mig op. Jeg gik hen til kommoden og åbnede den ene skuffe. Mor havde lige vasket igår, så alt mit tøj nu var rent. Selvom man egentlig ikke skulle tro det.. - For der var kun nogle få trøjer, og et par bukser. Jeg tog den langærmede trøje, som nok også snart var for lille til mig på ærmerne alligevel. Jeg trak min nattrøje op over hovedet og smed den på gulvet.

I det samme kom han ind, "Steffani!", sagde hans hårde stemme. Jeg kiggede straks ned i gulvet. Jeg følte skam og skyldfølelse, men jeg blev også pinlig berørt, i det jeg stod topløs. Mine arme hang som døde dukkearme, ned langs min krop. Jeg vidste han skulle til at skælde mig ud, og sige jeg havde travlt og skulle skynde mig. Men i stedet fik han øje på trøjen, der lå nede på gulvtæppet. Han gik rasende imod mig, med tunge voldsomme hurtige skridt. Jeg bed tænderne nervøst sammen. Han greb fat i min skulder, med et så hårdt tag, at jeg troede min arm ville ryge af. Men han gjorde ikke mere, end bare at have sin hånd omkring min skulder. Hans greb omkring mig gjorde ondt.. Jeg kiggede taknemmeligt på den langærmede trøje, som jeg med sikkerhed vidste kunne skjule en masse, som jeg ikke ville have nogle skulle se.

Jeg tvang mig selv til at kigge op på ham, for at se hvad han havde tænkt sig. Hans blik var strengt og hårdt, men pludselig kiggede han blidt på mig i stedet. "Jeg har sagt, at du ikke skal smide dit tøj på gulvet. Du ved, at mor hader, når du roder på den måde." Jeg kiggede skamfuldt ned igen og sagde tavst med en kvalt stemme, "Undskyld.." Han slap min skulder. Døren lukkede sig efter ham. Jeg skulle lige til at bryde sammen på gulvet, men tvang mig selv til at løfte hovedet og tørre mine øjne. Jeg kiggede kort på min skulder - Jeg kunne tydeligt se hvor hans hånd havde været. Der var helt rødt. Jeg sukkede ved tanken om, hvor øm jeg ville blive. Men nu stoppede jeg med at ynke om mig selv, jeg skulle trods alt skynde mig i skole. Og mor ville nok blive ked af det hvis jeg kom for sent..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...