The haunted girl

They were best friends, but something went wrong .. That summer.

1Likes
1Kommentarer
571Visninger
AA

2. Dead girls won't speak

Du gjorde det, og du ved det.

Du gjorde det, og du ved det.

Jeg vågnede med et sæt, og satte mig op i sengen. "du gjorde det, og du ved det?" hviskede jeg for mig selv, og tændte min natlampe. Men det skulle jeg aldrig havde gjordt. Jeg fór under min dyne igen, og slukkede natlampen.

Hvem ville vågne op midt om natten, efter et mareridt, og se hele ens værelse smurt ind i blod?

Jeg vågnede af min mor der sang den morgen, og i alt frygt åbnede jeg øjnene og så at.. Mit værelse var helt normalt? Jeg satte mig forvirret op i sengen, og gned mig i øjnene. Var det hele bare et dumt mareridt?

Med dovne skridt rejste jeg mig op for sengen, og gik ned af trappen. "Godmorgen Allison, sovet godt?" spurgte min mor mig, og jeg rystede på hovedet. "Tænkte for meget på Soph" jeg fik tårer i øjnene, og kiggede ned i bordet. Min mor satte sig ned ved siden af mig, og tog min hånd. "Hvorfor tager du ikke ud og besøger hende?" spurgte min mor, og jeg tørrede mine øjne. "Det havde jeg tænkt mig"

Jeg startede min bil, (nyvasket, men stadig med bule!) og kørte mod hospitalet. Det var en meget varm dag, og jeg var iført mine shorts som jeg havde fået af Sophie i fødselsdags gave.

Da jeg ankom til hospitalet blev jeg ført op til Sophies stue af en læge. Vi tog elevatoren, og den var ret langsom, så jeg tog tiden til at betragte ham lidt. Det var en mand i slutningen af tyverne, ville jeg tro. "Havde du et nært forhold til Sophie?" spurgte han, og kiggede nysgerrigt på mig. "Hun er ikke død endnu. Jeg HAR et nært forhold til hende" snerrede jeg. "Det beklager" sagde han, og så ud som om han mente det. "Du skal ikke undskylde, jeg er bare lidt.. Chokeret" mumlede jeg, og klemte en smil frem til ham. Jeg ville lyve hvis jeg sagde han var grim. "Det er forståeligt", og i det han sagde det, gik elevator døren op.

"Du skal gå ned på værelse 29, så skulle Sophie Hustlerson ligge der" sagde han og smilede. Jeg smilede til ham som 'okay', og gik ned på værelse nummer 29.

Jeg bankede lige så stille på, og gik ind. "Hej Allison" sagde Sophies far, og jeg kunne se han græd. "Hej" sagde jeg trist, og gik tættere på hende. "Hvad siger lægerne?" spurgte jeg. "De siger, at hun har omkring 2 uger til at vågne i, og hvis hun ikke vågner", Sophies fars stemme knækkede over, "så er der ikke flere chancer. Så må vi bestemme der hvad ville gøre" Sophies far tørrede sine øjne, og kiggede på mig. "Jeg ville give jer lidt alene tid" sagde jeg, og gik uden for døren igen.

Hospitalet var gammeldags indrettet, og der lugtede af.. Ja, hospital. Der gik travle læger rundt på gangen, og nogle få patienter der turde vove sig ud mod kaffevognene.

Sophie's far kom ud af døren, han så helt forkert ud i ansigtet. "Du kan gå derind, jeg lige snakke med Dorthe" sagde Sophies far, og jeg gik stille ind til Sophie.

"Hej Sophie", sagde jeg stille og satte mig ned på en skammel. "Hvad lavede du også på grusvejen på vej mod Hillerød? Var? Der plejer ingen mennesker, eller biler at være, og der var helt mørkt, du havde ingen reflekser på dig. Hvis det altså var dig jeg ramte med min bil. Men alligevel.. Undskyld. Jeg er så frygtelig ked af det!" jeg hulkede højt, og tørrede mine tårrer væk. "Var det dig der ville skræmme mig i nat?" spurgte jeg, og forventede ingen svar, selvfølgelig.

Ugerne gik, og hver dag føltes som et helvede. Daglige besøg, daglige skuffelser, og dagligt savn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...