She Don't Like The lights - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2012
  • Opdateret: 16 sep. 2012
  • Status: Igang
Katrine er 19 år og er en helt almindelig teenagepige, indtil hun en dag ved et uheld er ved at køre en hund ned. Det viser sig at hunden tilhører den berømte sanger, Justin Bieber og de falder i snak.
Det udvikler sig til en spirende kærlighed men kan Katrine leve som Justin? Kan hun klare presset fra fans og paparazzier?

HUSK AT TJEK TRAILEREN!

50Likes
31Kommentarer
6879Visninger
AA

12. Tolvte

 

Jeg satte mig op og fik øje på en sorthåret dame. Hun kiggede smilende på os.

- Mor? sagde Justin så og rejste sig op. Jeg kunne ane en lille rødmen i hans kinder, ligesom i mine. Hans mor? Fuck hvor pinligt. Jeg rejste mig også op og børstede det værste skidt af mig efter jeg havde ligget på jorden. Jeg smilede sødt til (åbenbart) hans mor. 

- Og hvem er så din veninde? spurgte Justin's mor og hentydede til mig.

- Åh ja, det her er Katrine, sagde Justin og præsenterede mig. Jeg smilede og mumlede et lille "hej". 

- Hej Katrine. Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Pattie og jeg er Justin's mor, sagde hun smilende og kiggede så på Justin.

- Jeg kom bare for at hente de der ting fra loftet, sagde hun og Justin nikkede for at bekræfte at han godt vidste hvad hun snakkede om. 

- Kan jeg evt. komme over med det senere? spurtge han så og Pattie nikkede.

- Ja selvfølgelig. Du har jo også gæster. Vi ses måske igen Katrine. Hej, hej.

Hun forsvandt ind i huset.

Justin vendte sig om mod mig igen og kiggede lumsk på mig.

- Nå, hvor kom vi fra?

Han løb over til mig og begyndte at kilde mig igen. Han stoppede pludselig og kiggede mig så dybt i øjnene.

- Din mor er sød, sagde jeg så lige pludselig. Justin grinte lidt af mig.

- Ja, hun er dejlig, sagde han så og grinede lidt mere. Jeg smilede af ham. Hvorfor var han så forfærdelig sød? Og så forbandet flot?

Han begyndte pludselig at smile helt vildt.

- Hvad er der? spurgte jeg undrende.

- Dine øjne. De er virkelig smukke.

Jeg smilede et smil så stort at det næsten ikke kunne blive større. Jeg rødmede en smule og lagde mit hoved på hans skulder fordi jeg blev genert.

- Du behøver ikke blive genert. Det er bare mig, sagde han så og jeg kiggede dybt i hans øjne.

Bare ham? Hvordan skulle jeg fortolke det? Jeg begyndte at blive en smule nervøs af at han stod så tæt på mig. Tænk hvis jeg kom i trance lige pludselig. Jeg brød vores øjenkontakt og løb over mod basketbolden. Jeg tog den op i mine hænder og skød mod målet. Jeg ramte lige ned i kurven og jeg vendte mig smilende om mod Justin.

- Skal vi tage en kamp til? spurgte jeg så og Justin nikkede smilende.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...