She Don't Like The lights - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2012
  • Opdateret: 16 sep. 2012
  • Status: Igang
Katrine er 19 år og er en helt almindelig teenagepige, indtil hun en dag ved et uheld er ved at køre en hund ned. Det viser sig at hunden tilhører den berømte sanger, Justin Bieber og de falder i snak.
Det udvikler sig til en spirende kærlighed men kan Katrine leve som Justin? Kan hun klare presset fra fans og paparazzier?

HUSK AT TJEK TRAILEREN!

50Likes
31Kommentarer
6801Visninger
AA

9. Niende

- Du er i avisen.

Oliver smed ugebladet foran mig. Jeg kiggede undrende på ham og så ned på avisen. Overskriften sagde: Bieber har haft besøg af mystisk blond pige, læs mere på side 2

Et sug udviklede sig i min mavesæk. Åh nej. Jeg skyndte mig panisk at åbne avisen op på side 2. Et stort billede af mig inde i min røde mercedes dukkede op. Jeg måbede.

- Nå Katrine. Hvad lavede du igår? spurgte Oliver og satte sig på kanten af min seng. 

Jeg kiggede måbende på ham.

- Jeg var jo bare inde for at aflevere hans hund.

Da jeg sagde det følte jeg lidt at jeg løj overfor Oliver. Jeg havde jo ikke kun afleveret hans hund. Vi havde sludret hele dagen, og jeg havde faktisk nydt hans selskab.

- og hvad mere? spurgte Oliver og kiggede afventende på mig. Jeg prøvede virkelig at skjule mine røde kinder men Oliver så det og han brød ud i latter. Jeg tog den nærmeste pude og kastede den grinende i hovedet på ham. 

- Hvad lavede i ellers?

Han kunne altid læse mig som en åben bog og det irriterede mig for vildt.

- Vi snakkede bare, okay? Ikke andet, sagde jeg og rejste mig fra sengen.

Oliver kiggede nysgerrigt på mig.

- Ikke andet? spurgte han med et smil om munden.

- Stop nu bare, Oliver.

Han grinede af mit surmulende ansigt. 

- Faktisk aftalte vi at mødes igen, sagde jeg uden at kunne skjule min glæde.

Oliver smilede. 

- Fik du hans nummer? spurgte han så og kiggede ned i gulvet.

- Næh…

Det gjorde jeg faktisk ikke. Hvordan havde jeg tænkt at jeg skulle kunne få fat på ham? 

- Måske skulle jeg også bare droppe det, sukkede jeg og satte mig ved siden af Oliver på kanten af min seng.

- Måske er det bare bedst sådan, sagde Oliver med en smule medlidenhed i stemmen.

- Tja, du har nok ret. Han er jo også kendt. Hvad tænkte jeg overhovedet på? spurgte jeg mig selv.

Oliver grinede af mig.

- Vil du med på McDonalds? spurgte Oliver så, helt spontant.

- Det ved du jeg vil, sagde jeg grinende og vi rejste os fra sengen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...