She Don't Like The lights - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2012
  • Opdateret: 16 sep. 2012
  • Status: Igang
Katrine er 19 år og er en helt almindelig teenagepige, indtil hun en dag ved et uheld er ved at køre en hund ned. Det viser sig at hunden tilhører den berømte sanger, Justin Bieber og de falder i snak.
Det udvikler sig til en spirende kærlighed men kan Katrine leve som Justin? Kan hun klare presset fra fans og paparazzier?

HUSK AT TJEK TRAILEREN!

50Likes
31Kommentarer
6799Visninger
AA

2. Anden

 

Klokken ringede ud og børn væltede ud af dørene. Oliver og jeg fulgtes ud mod hans cykel. Min telefon vibrerede pludselig fra min lomme. Jeg tog den op til øret.

- Hallo?

- Hej skat, det er mor. Jeg ville bare lige sige at du har fået jobbet som hjælper i teateret og du skal allerede starte idag. Så bare kom herhen efter skole.

Endelig! Jeg havde ventet på det job i meget lang tid. Det var et job hos vores lokale teater og fordi jeg altid gerne ville have været noget med teater var det en god mulighed for mig at starte i de små. Min mor arbejdede der også så hun havde skaffet jobbet til mig.

Mit smil blev større og større og Oliver begyndte at blive nysgerrig.

- Hvad er der sket? spurgte han nysgerrigt.

- Fedt mor! Tusind tak. Jeg har fri nu, så jeg kommer om 10 minutter. Vi ses. Jeg ignorerede Oliver's spørgsmål og lagde på. Jeg var ikke typen der kunne multitaske, så at snakke i telefon med én samtidig med at en anden snakkede til mig kunne jeg ikke lige styre.

- Det var bare min mor der fortalte at jeg endelig har fået jobbet, sagde jeg smilende og ventede spændt på Oliver's reaktion.

Han kiggede smilende på mig og krammede mig.

- Tillykke med det, sagde han og trak sig ud af krammet.

 

Den sorte dør ind til teateret knirkede da jeg skubbede den forsigtigt op. Jeg kiggede ind. Den store overvældende scene var fuldstændig tom. De mange træsæder, som så virkelig ukomfortable ud, til publikum var også tomme. Jeg trådte ligeså stille ind. Mine skridt gav genlyd i den store sal og jeg følte mig meget lille. 

Jeg kunne høre tunge skridt bag fra scenen komme tættere på. Min mors lyse hår dukkede op og hun kom smilende frem.

- Hej skat.

Hendes stemme rungede. Jeg smilede og min mor førte mig om bag scenen hvor jeg fik kost og spand i hånden. Jeg fik besked på at gøre rent imellem sæderne, selvom der allerede så helt rent ud. Der kom vist ikke så mange gæster her. 

Jeg smed sæbevand ud på gulvet og der fløj små bobler op i luften. Pludselig gik den sorte dør knirkende op og jeg stoppede med at vaske. 

En dreng trådte ind. Han havde strittende brunt hår, et smalt ansigt, en t-shirt med en cowboyjakke ud over, et par sorte bukser der hang lidt og suprasko på. Umiddelbart virkede det som om at jeg havde set ham før.

Han lukkede døren bag sig og kiggede endelig op. Et par hasselbrune øjne mødte mine. Jeg følte mig fortryllet. Som om jeg svævede. Jeg blev suget ind i dem. Noget jeg aldrig havde prøvet før. 

- Undskyld?

Hans mørke lidt sexede stemme trak mig ud af hans øjne. Han kiggede spørgende på mig. Pludselig kunne jeg kende ham. Det var Justin Bieber. Ham den verdenskendte popsensation som alle piger i hele verdenen dånede over. Mine veninder var helt skudt i ham. Jeg må indrømme at han var meget pænere i virkeligheden end på plakater. Hans øjne gjorde bare et eller andet ved mig.

- Hvad kan jeg hjælpe med? fik jeg fremstammet. Jeg blev pludselig helt nervøs ved hans nærvær. Hvor underligt. Jeg fik beroliget mig selv lidt og fik et smil frem.

Han gik tættere på.

- Jeg ville bare spørge om vej til… 

Han stoppede og tog et stykke papir frem. Han skimmede hvad der stod og fortsatte så:

- Thaistreet 6491. Han kiggede op fra papiret og smilede skævt.

- Det ved jeg godt hvor er. Det er lige i nærheden, svarede jeg.

Han kiggede afventende på mig. 

- Nå ja, du skal bare gå til venstre og så følge vejen indtil du ser et skilt hvor vejnavnet står. svarede jeg og smilede tilfreds.

- Okay, mange tak. Han smilede og blev stående og kiggede. Jeg kiggede ind i hans brune øjne men slog med det samme blikket mod jorden. Jeg skulle nødig gå i trance igen, når han nu stod så tæt på mig. Det ville være ydmygende. Ingen af os sagde noget og det begyndte at blive akavet.

- Nå, men jeg må nok også hellere komme afsted, sagde han så og forsøgte at få øjenkontakt.

- Ja, selvfølgelig. sagde jeg og holdte mit blik i jorden.

- Jamen, så… ehm. Farvel, sagde han og blev stående lidt endnu.

Jeg kiggede ligeså stille op og smilede forsigtigt. 

- Farvel, sagde jeg og Justin vendte sig endelig om. Jeg fulgte ham med øjnene mens han traskede over mod døren. Han gik sjovt. Han gik med fødderne udaf men kun fordi ellers ville hans busker falde af. Jeg fniste lidt for mig selv, uden at han hørte det. Justin åbnede døren men inden han gik ud vendte han sig om en sidste gang og vi fik øjenkontakt. Ville den dreng bare have mig i trance eller hvad? Jeg smilede skævt og vinkede akavet. Hvorfor vinkede jeg? Kikset. 

Jeg bandede af mig selv. Jeg havde aldrig været god til det med drenge. Nu synes verdens største stjerne sikkert jeg var vildt kikset. Døren lukkede efter ham og jeg pustede ud. 

Jeg fortsatte med at vaske gulv som om intet var sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...