Små forsigtige regndråber.

Historien. indtil videre handler om en pige, og hendes mor der har arvet et stort hus fra morens tante.

5Likes
9Kommentarer
791Visninger
AA

2. Rum og tid

Jeg drejede mig og trådte udover dørtrinnet. Jeg bevægede mig hen ad den mørke og lange gang. På begge sider af gangen var der en masse tunge store træ døre. De fleste havde jeg undersøgt, men nogle af dørene havde jeg ikke kunne åbne, enten på grund af at de var låste, eller på grund af alt det rod der lå bag dem. Da jeg kom til enden af gangen drejede jeg til venstre, men før jeg vidste af det lå jeg på gulvet. Jeg kiggede op, en stor grå og kedelig stenmur mødte mig. Jeg rejste mig op (eller det vil sige jeg prøvede) men mine ben ville ikke rigtig lystre, hvorfor ved jeg ikke, så jeg blev nød til at støtte mig til dørhåndtaget, på døren ved siden af mig. Jeg var kommet halvt op at stå, før at jeg så igen væltede. Døren havde åbenbart åbnet sig imens jeg havde støttet mig til den. Jeg kom på benene, og stod fuldt oprejst igen. Mine ben var stadig væk lidt slatne, men næsten uden besvær tog jeg noget det mindede om et skridt. Et stort værelse åbnede sig da jeg kiggede op. Nogle kommoder og skabe var placeret forskellige steder rund omkring i værelset. En enkelt kiste stod over i hjørnet, ensom og alene, den store træ kiste så en del ældre ud en alle de andre ting. Jeg gik over mod den, støvet hvirvlede rundt omkring i luften. Jeg kørte en finger over kistens låg, et tykt lag støv blandet med edderkoppespind, og noget der kommer fra en mus bagende, klistrede sig nærmest til min finger. En lille stemme inde i mit hoved skreg til mig at jeg skulle åbne den, mens en anden lille stemme skreg at jeg skulle lade vær. Det var lidt ligesom at havde en engel og en djævel på hver skulder. Problemet var bare at jeg ikke vidste hvem der var hvem. Jeg anede ikke hvem jeg skulle lytte til, men uden at jeg vidste det var mine fingre automatisk begyndt at åbne kisten. Nede på kistens bund kom en hvid seddel til syne, eller hvid og hvid, jeg vil nu mere kalde dem lysegrå så lang tid havde den ligget der. Jeg tog sedlen op og gik hen til den eneste lampe der var i rummet. En lille voks snor bandt sedlen sammen. Der var bundet en utrolig irriterende knude, som var virkelig svær og få op. Da jeg langt om længe havde fået knuden op, foldede jeg sedlen ud. Jeg rystede på hovedet, personen der havde lagt denne seddel havde en altså en underlig form for humor. Papiret var blankt, jeg drejede og vendte seddelen for at se om der stod noget. Men der var ikke andet end tomt papir. Det irriterede mig meget at der ikke stod mere. En underlig følelse bredte sig i min krop. En mærkelig blanding af både skuffelse og vrede. Jeg puttede seddlen i lommen, og kiggede rundt i værelset. Jeg havde det som om jeg på en eller anden måde blev overvåget. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, og lyttede. Ikke en lyd, ikke engang en knagende lyd fra gulvet, eller en susende vind fra hullerne i taget. Jeg åbnede øjnene og gik hen mod døren. Jeg kiggede på håndtaget, et tykt lag støv havde sat sig på den lille guld kugle der sad midt på døren, og det så ikke ud som om det havde tænkt sig at gå væk. Jeg rakte stille min hånd ud for at tage fat i det støvede håndtag. En kold vind gik gennem mig da jeg rørte det. Jeg drejede det stille frem og tilbage men døren hverken rokkede eller åbnede sig. Da jeg havde drejet et par gange, begyndte jeg at hive og trække i døren. Men hverken hjalp det. Døren var låst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...