Seaweed Soup {Phantom}

Okay, klokken lort i nat hørte jeg Phantoms sang Seaweed Soup, og jeg syntes den var så sød, at jeg skrev en OneShot til den (Ja, klokken lort i nat xD)

Sanchezs kæreste er både vred, og trist, fordi dagen før havde Sanchez råbt og skreget af hende. Men hun er mest vred på grund af dagen han råbte af hende. Fordi det var hendes fødselsdag

3Likes
3Kommentarer
794Visninger
AA

2. Seaweed Soup

Med tårer i øjnene stirrede jeg ud af vinduet. Dagen i går stod stadig printet i mit hoved. Kort kom et glimt igennem mine tanker.

”Lad mig nu være!” Jeg kneb mine øjne sammen, mens jeg bed mig let i underlæben. Hvordan hans blik havde været vredt, og afvisende. Men det var ikke det værste. Det var dagen han havde valgt at gøre det. Det sårede mig mere end hans råben.

En vase smadrede ind i væggen lige ved mit hoved. Jeg skreg helt lavt, og gled ned på knæ. Beskyttende gemte jeg mit hoved under mine arme, mens han råbte videre.

Nej! Nu måtte jeg tage mig sammen! Han fortjente ikke at jeg græd over ham. Uanset hvor meget jeg elskede ham, og hvor såret jeg var. Jeg vidste ikke en gang hvorfor han havde været så vred, det var bare som om han helt bevist havde valgt at være sur den dag. Men hvorfor lige den dag. Som om den var ligesom alle de andre.

Jeg sukkede lavt, og kiggede på et billede hvor han stod med sine venner, og bandmedlemmer. Måske var han bare stresset? De skulle jo snart udgive sange igen. Og selvfølgelig kunne man være stresset over den slags. Men… hvorfor lod han det gå ud over mig? Tårerne blev ved med at strømme ned over mine kinder. Hvorfor skulle jeg også elske ham så forbandet meget, når han så nemt kunne sårer mig? Men jeg kunne ikke selv svare på det.

”San… Sa…” stammede jeg, men jeg nåede ikke videre, før han endnu en gang råbte højt.

”LAD MIG NU VÆRE!”

Jeg gik hen til vindueskarmen, og rørte let ved en plante, mens en anden lagde på gulvet.

”NEJ! Ikke planten!” råbte jeg forskrækket, da han vredt smadrede den ned i gulvet. Skårene fløj omkring ham, blandet med jorden. Lidt efter lagde den rødgrønne plante på gulvet, og han havde ødelagt et minde.

Mindet om den dag vi var på vores første date, hvor han forærede mig den som gave. Fordi han ville have at jeg vidste hvor højt han elskede mig. Men jeg var ikke længere sikker på om han overhovedet holdt af mig! Forsigtigt satte jeg mig på knæ foran planten, og løftede den op. Efter en enkelt nat, hang bladende trist ned, ligesom mit humør. Den var fuldkommen død. Ligesom dens potte, som vi begge havde siddet i køkkenet og malet. Som to forelskede idioter, havde vi siddet med hver vores pensel, og rød maling, og malet hver vores side af potten. Men den var ødelagt nu, og ville aldrig kunne lappes.

Mon vores forhold ville kunne lappes? Jeg var pludselig i tvivl. Hvorfor skulle han dog overhovedet forsøge, hvis han hadede mig? Og værre endnu, var jeg virkelig vred på ham. Over flere ting.

Jeg gik forbi kalenderen, og pludselig strømmede tårerne hurtigere ned af mine kinder. Den dag vi begge havde tegnet et hjerte omkring. Han på sin kalender inde ved drengenes hus, og jeg inde i vores lille lejlighed. Men han havde ikke været hjemme i næsten en uge.

Og når han endelig kommer hjem, er det for at sårer mine følelser.

”San… Sanch…” jeg græd så kraftigt at jeg næsten ikke kunne få fremstammet et ord. Kort efter hørte jeg døren smække med et brag. Og han var forsvundet. Igen.

Endnu en gang kastede jeg et blik hen mod billedet. Der hvor han stod sammen med sine to bedste venner og så så glad ud. Men det var forbi nu. Jeg vidste ikke hvorfor han var blevet så vred, jeg havde knap nok sagt noget til ham, inden han havde rejst sig op, og råbt af mig. Men det havde bare gjort mig vred. Utrolig vred.

Der, ved siden af hinanden, stod Kiggen, Hanhae og… Sanchez. Min elskede Sanchez. Nej. Jeg elskede ham ikke. Ikke efter i går. Pludselig, bare ved at se hans ansigt, begyndte en vrede at kører rundt i min mave, op til hjernen, og ned i arme og ben. Helt, helt ned i fingerspidserne. Jeg… jeg trængte til at smadre noget!

Hurtigt greb jeg billedet, og tyrede det ind i væggen. Glasset gik i stykker, og blandede sig med skårene fra potten. Jeg gik igennem alle glasskårene, og ind i køkkenet. Jeg greb hurtigt et glas, og smadrede også den ind i væggen. Mens jeg stod der, vred som jeg var, kunne jeg pludselig hører en forsigtig musik.

Sa… Sanchez? Undrende fulgte jeg lyden, helt forsigtigt, da en stemme blandede sig med musikken. Denne gang var jeg helt sikker på at det var Sanchez.

Henne ved glasdøren ud til vores lille have, stod en radio. Det var derfra musikken kom fra. Det var en sang fra Sanchezs band. Men… jeg havde aldrig hørt den før. Før jeg nåede at hører videre i sangen, ringede det på fordøren. Kort kastede jeg et blik ud på haven, inden jeg tøvende gik hen mod fordøren. Jeg havde mere lyst til at blive.

Jeg gik endnu en gang igennem alle glasskårene, til jeg stod foran hoveddøren. Jeg stod lidt, og overvejede det hele, inden jeg forsigtigt åbnede døren.

”I’m sorry, I really didn’t know it was your birthday.” Sagde en stemme forsigtig. Udenfor stod Sanchez. I hans hænder var en skål varm Tangsuppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...