The one that got away (1D)

Den 18-årige Amber har været bedste venner med Zayn Malik, siden for ever! De grinte, græd og fjollede sammen. Men da Zayn bliver en del af boybandet One Direction, har de ikke så meget tid til hinanden, men hvad sker der, når Amber kommer til London efter 2 år. Hvad sker der når hun finder ud af at Zayn har en kæreste.....Og kommer Zayn og Amber nogensinde til at være sammen?

2Likes
0Kommentarer
560Visninger
AA

2. The begining

Jeg smilte til mit spejlbillede og rettede lidt på mit hår. Jeg var spændt. For to år siden, stillede min bedsteven, Zayn Malik, op til X-factor og kom videre. Sammen med fire andre drenge, havde han et band, der hed One Direction. Jeg smilte mere ved tanken om Zayn. Jeg havde ikke fortalt ham, at jeg var flyttet til London, for at uddanne mig til designer. Jeg smilte ved tanken om, at se hans ansigt, når han så mig. Jeg tror ikke, at han kan huske mig. Jeg har forandret mig meget. Jeg havde farvet mit hår fra brunt til blondt. Også var jeg vokset, og havde fået flere kvindelige former. Jeg sukkede og gik ud fra toilette i lufthavnen. Londons lufthavn. Jeg gik med selvsikre skridt hen mod udgangen, med min tiger-stribede kuffert på slæb.

Da jeg kom ud i Londons gader, prajede jeg en taxa. Så gav jeg taxa-chaufføren adressen. Imens han kørte, tjekkede jeg twitter og face. Det var længe siden mig og Zayn havde skrevet sammen, så det var derfor, at jeg ikke var sikker på om han kunne huske mig. Jeg sukkede, da jeg så min mors mange beskeder:

Er du ankommet?-Mor

Er du ok?-Mor

Er der sket noget?-Mor

Hvorfor svarer du ikke?-Mor

Og mange flere beskeder i den dur. Der var også et par beskeder, fra mine veninder, Kate og Ashley. Jeg svarede på alle beskederne, og slukkede min mobil. Taxa-chaufføren, stoppede taxaen, og jeg betalte og hoppede ud med min kuffert. Jeg skulle ikke bekymre mig om møbler, fordi det havde vi klaret for lang tid siden. Jeg gik op trapperne og hen mod min lejlighed. Jeg åbnede døren, og kiggede tilfredst rundt. Der var en lille gang der førte ind til stuen, der var okay stor. Der var en sofa og et fjernsyn, og alle de ting man forbinder med en stue. Der var en 2 døre i stuen. Den ene førte til et køkken, og den anden til soveværelset. I soveværelset var der en dør mere, der førte ind til et toilet. Jeg satte min kuffert i soveværelset, og bestemte mig for at udforske London. Da jeg kom ned i byen, var der mennesker overalt. Jeg hoppede forskrækket frem, da jeg kunne mærke et prik på skulderen. Jeg vendte mig om mod to piger. En sorthåret og en blondine.

"Er du ikke hende modellen?"

Spurgte de ivrigt. Jeg nikkede. Jeg har nok glemt at fortælle, at før jeg bestemte at blive designer, så var jeg model. Zayn vidste ikke det med model-arbejdet...og han vidste heller ikke det med designer-delen. Jeg smilte stort til pigerne.

"Må vi ikke få din autograf?"

"Jo selvfølgelig! Har i noget at skrive på og skrive med?"

De stak papir og pen op i mit ansigt.

"Hvad hedder i?"

"Jeg hedder Taylor!"

Sagde Blondinen

"Og jeg hedder Katy!"

Sagde den sorthårede. Jeg smilte igen over ivrigheden i deres stemmer. Jeg var et meget smilende menneske. Efter autograferner, så fik de også nogle billeder. Jeg gik videre efter at have sagt farvel til de glade piger. Jeg gik smilende i min egen verden, da jeg gik ind i en. Jeg faldt lige ned på rumpen. Jeg kiggede op og så en fyr med hættetrøje og solbriller på. Vi sagde unskyld på samme tid, og smilte så. Han mindede mig om en, men jeg rejste mig bare op og gik videre. Jeg kunne ikke bruge hele dagen på at kigge underligt på fyren, vel?Jeg gik ind på Starbucks, og fik mig en capucinno. Jeg drak langsomt af den, mens jeg kiggede på den myldrende gade. Jeg begyndte at tænke på Zayn.

Jeg fniste, mens Zayn snakkede. Han vendte hovedet mod mig.

"Hvad er det, der er så sjovt?"

"Ikke noget!"

Han grinte af mig. Vi lagde på en eng. Man kunne godt sige, at det var vores eng. Vi havde fundet den, da vi gik i skoven. Vi kiggede begge op på himmelen. Pludselig sagde han:

"Vi skal være bedstevenner for evigt...ik?"

"Hvad er det for et dumt spørgsmål?! Selvfølgelig skal vi det!"

Han kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede med et blidt blik på ham. Jeg tænkte mig lidt om.

"Lad os lave en pagt, ok?"

Han nikkede.

"Vi skal lave et tegn på, at vi skal være sammen for evigt..."

Vi tænkte os lidt om. Pludselig udbrød han:

"En tatovering!"

Jeg smilte stort.

"Perfekt....Vi kan gøre det senere"

Han nikkede, og vi lagde i stilhed. Pludselig vendte vi hovederne mod hinanden. Vi smilte. Han rakte sin hånd frem, og jeg tog den. Folkene i byen, sagde altid at vi var som skabt til hinanden. De sagde også at vi var som siamesiske tvillinger. Man så aldrig den ene uden den anden. Zayn vendte hovedet mod mig. Han kom nærmere. Hans læber var tre centimeter fra mine. Pludselig ringede min mobil. Jeg trak mig væk. Det var min mor. Jeg hostede.

"Øhmmm....Jeg skal hjem"

Jeg gav ham min hånd og trak ham op.

Jeg blev pludselig nærværende igen. Dagen efter engen, stillede han op til X-factor. Også så jeg ham ikke i to år. Jeg sukkede, og satte pengene på bordet. Så rejste jeg mig op, og gik. Den der tatovering vi snakkede om....Den havde jeg stadig. Min var på skulderbladet. Hans var det samme sted. Tatoveringen var et rødt hjerte, og inden i stod der: Us two forever

Man kunne godt tro, at vi var kærester, men vi var bare rigtig gode venner. Ja, på et tidspunkt, før han rejste, så blev vi forelskede i hinanden, men det var så lang tid siden. Jeg gik gennem Londons gader og tænkte. Ville Zayn blive glad for at se mig? Jeg var pludselig i tvivl. Hvad hvis han blev sur.....Han havde jo ikke svaret på mine opkald i lang tid. I cirka 4 måneder, havde han ikke svaret på opkald eller sms´er. Jeg måtte bare forsøge. Det værste der kunne ske var, at han smækkede døren i hovedet på mig. Jeg havde fået at vide hvor han bor, fra hans søstre. Efter at han gik, blev vi gode venner. Ikke så gode venner som mig og Zayn, men gode. Jeg sukkede. Jeg ville først besøge ham i morgen. Så havde jeg tid til at tænke. Da jeg kom hjem, gik jeg igang med, at lave noget tøj. Det gjorde jeg altid, når jeg var frustreret. Så slappede jeg af. Jeg lukkede mine øjne og tog en dyb indånding. Han ville blive glad for at se mig.....Det ville han? Ikke?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...