The one that got away (1D)

Den 18-årige Amber har været bedste venner med Zayn Malik, siden for ever! De grinte, græd og fjollede sammen. Men da Zayn bliver en del af boybandet One Direction, har de ikke så meget tid til hinanden, men hvad sker der, når Amber kommer til London efter 2 år. Hvad sker der når hun finder ud af at Zayn har en kæreste.....Og kommer Zayn og Amber nogensinde til at være sammen?

2Likes
0Kommentarer
569Visninger
AA

4. In another life, i would be your girl...

Jeg vågnede, og kiggede rundt i værelset. Zayn holdt stadig fast i min hånd. Jeg skulle til at rejse mig, men da jeg prøvede at tage min hånd til mig, mumlede Zayn i søvne:

"Du må ikke gå, Amber"

Jeg smilte og lagde mig igen i sengen.

"Jeg ville aldrig gå fra dig, Zayn"

Jeg prøvede at falde i søvn igen, men kunne ikke, så jeg kiggede bare på Zayn. Han så faktisk ret flot ud...Det var først nu jeg lagde mærke til det, for jeg havde aldrig kigget sådan her på ham. Jeg kunne ikke være....forelsket i ham? Nej!! Vel?! Jo jeg var.....Jeg var forelsket i min bedsteven. Jeg smilte, da han rørte på sig. Jeg var ligeglad, med at jeg var forelsket i ham. Det betød ikke noget nu. Det eneste der betød noget, var at vi var sammen. Jeg lagde ikke mærke til, at han var vågnet, før han sagde:

"Godmorgen smukke"

Jeg smilte til ham.

"Godmorgen lækre"

Han grinte. Vi rejste os, og jeg tog tøj på. Efter det gik vi ud i køkkenet. De andre var ikke stået op endnu.

"Skal vi ikke lave pandekager?"

Spurgte jeg ivrigt. Han nikkede smilende. Jeg tog det vi skulle bruge, og alle redskaberne. Vi startede med at bage, men pludselig endte det ud i en mel-kamp. Jeg skreg, da han hældte hele mel-posen ud over mig. Jeg stod stille i et øjeblik, og tog så nogle æg, og kastede dem efter ham. Han grinte, da jeg ramte forbi, men fik så et æg lige i hovedet. Jeg grinte, og skulle til at løbe over mod ham, da jeg gled i den klistrede masse på gulvet. Jeg faldt hen mod Zayn, og vi faldt begge ned på gulvet. Jeg faldt lige ned ovenpå ham. Vi grinte, men stoppede så og kiggede hinanden i øjnene. Vores læber kom tættere og tættere på hinanden. Så hørte vi en åbne en dør, og vi rullede væk fra hinanden. Det var Niall.

"Hvad laver i?"

Spurgte han forvirret. Jeg grinte bare, og Zayn så lidt tænksom ud. Jeg svarede:

"Pandekager"

"Det ligner ikke, at i laver pandekager, det ligner mere, at i mislykkes i at lave pandekager"

Jeg smilte, og kiggede hen på Zayn

"Skal vi tage ned i butikken, og købe nogle pandekager?"

Zayn nikkede, og smilte svagt. Vi rejste os. Pludselig udbrød Niall:

"Burde i ikke tage et bad, før i gør det?"

Vi nikkede. Jeg tog først et bad, også tog Zayn et. Vi gik ud, og satte os i Harrys bil. Vi kørte i stilhed mod supermarkedet. Da vi ankom til supermarkedet, snakkede vi lidt. Da Zayn tog en vogn, hoppede jeg op i den. Han grinte og lavede bil-lyde, mens han kørte rundt i supermarkedet. Jeg fniste. Da vi havde fundet, hvad vi havde brug for, og lidt til, betalte vi, og gik ud. Da Zayn stilte vognen på plads, hoppede jeg op på hans ryg. Jeg grinte, men stoppede. Han kunne mærke, at jeg stivnede, og spurgte:

"Hvad er der galt?"

Jeg hoppede ned fra hans ryg, og gik lidt væk fra ham. Det kunne ikke passe! Hvorfor havde han gjort det? Han vendte sig om og kiggede på mig. Jeg kiggede forvirret på ham, og rynkede øjenbrynene.

"Hvor er din tatovering, Zayn?"

Der hvor VORES tatovering havde været, var der ingenting. Han kiggede sørgmodigt på mig.

"Jeg har fået den fjernet..."

Vi stod lidt i stilhed.

"Hvorfor?!"

Spurgte jeg med en undrende stemme.

"Fordi..."

Pludselig begyndte han at snakke rigtig hurtigt. Jeg opfattede ikke det meste, men han sagde noget med Perrie.

"Hvem er Perrie?"

"Min kæreste"

Sagde han tøvende. Jeg mærkede et stød i hjertet, da han sagde kæreste.

"Hvorfor fortalte du ikke, at du havde en kæreste?"

Her havde jeg stået og troet, at jeg havde en chance, også havde han en kæreste. Men det der gjorde mest ondt, var at han havde fjernet tatoveringen, for denne Perrie. Jeg fik tårer i øjnene.

"Det var derfor jeg ikke svarede på dine beskeder. Jeg ville bare glemme dig...fordi jeg elsker dig, men du er fortid..."

Nu græd jeg.

"Og det betyder, at der ikke er plads til mig i dit liv længere..."

Afsluttede jeg for ham.

"Nej, Amber, det va ikke det jeg mente..."

"Nej du behøver ikke at forklare.....Du har fået et nyt liv, en ny fremtid, og jeg er fortid....Jeg forstår"

Han skulle til at åbne munden, for at sige noget, men jeg afbrød igen.

"Jeg ville ønske, at jeg sagde det her til dig før...men jeg elsker dig Zayn!"

Jeg græd nu....

"Men du elsker hende mere"

Jeg tog en dyb indånding. Trådte hen til ham, og kyssede ham. Jeg trak mig væk fra ham, og hviskede:

"I et andet liv, Zayn, så ville vi være sammen.....Jeg elsker dig"

Jeg vendte mig om, og gik. Efterlod Zayn. Jeg sukkede, og tørte mine tårer væk. Det var bedst hvis jeg bare gik. Da jeg kom hjem, pakkede jeg. Jeg kunne ikke være det samme sted som Zayn. Det ville gøre alt for ondt. Den næste morgen var jeg der ikke mere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...