Vampyre har ikke et hjerte.

Emma er en ikke normal pige. Hun er vampyr og bor sammen med Niklas, hendes bedste ven. De bor sammen i en hule, med mørke sten. Emma er ked af at være vampyr. Men da de skal ud og besøge vampyr veninden Wendy, sker noget uventet.

1Likes
3Kommentarer
614Visninger
AA

2. Hvor er du, Wendy?!

"NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!" Jeg faldt om på gulvet og begyndte at græde. "WENDY!" Jeg kiggede på Niklas som bare kiggede ned. "Hvordan kunne de gøre det, Niklas? Hvordan?" Jeg kiggede på seddelen de havde lagt.

Vi har fanget hende. Vi får også fat i jer.

Vampyr jægerne.

Hvorfor hende? Jeg rejste mig op og krammede Niklas. "Vi må klare os selv nu. Bare rolig Emma det skal nok gå."

"Nej, hun var den eneste der vidste hvornår månen ville komme. Den eneste, Niklas." Jeg gik ud af hendes grotte. Jeg ville bare hjem.

Hun havde altid været der for mig. Kloge dejlige Wendy. Jeg forstillede mig Wendy, lange flotte lyse krøller og de mørke blå øjne.

Jeg begyndte at løb. "EMMA!" Jeg kunne høre det var Niklas. Jeg vidste han var hurtig. Hurtigere en mig. Selvom jeg var vampyr. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Men 5 sekunder efter, stod Niklas foran mig. "Ems, du skal ikke løbe. Jeg ved du er ked af det. Men vi skal hjem." Han tog en arm om mig. Det gjorde han ikke så tit.

Jeg begyndte at fryse. Det var ret koldt herude om vinteren. "Fryser du?" Niklas stemme var blød. "Her tag min jakke." Han rakte sin jakke ud, jeg tog hurtigt jakken på. Den var varm. Han lagde igen en arm om mig. Det plejer han aldrig at gøre. Niklas opførte sig mærkeligt, hele turen hjem.

Da vi kom hjem var jeg bange, stille og kold. Jeg smed mig i sengen og kiggede op i de mørke sten. "Ems?" Niklas stemme var rystende. "Hvad nu?"

"SCH! Ikke så højt!" Jeg rejste mig fra sengen. "Er det dem?" Jeg prøvede at være så stille som jeg kunne. Niklas stod og kiggede ud gennem en sprække. Jeg gik hen til ham. Hans hånd tog fat i mig, i et fast greb. "Emma, lige meget hvad så bliver du her." Han var skrækslagen.

"Niklas, hvad gør vi?" En tårer trillede ned af min kind. "Lad mig se." Niklas tog nogle skridt væk. Men holdte stadig det faste greb

. Tre mænd i sort tøj og mørkt hår rendte rundt i skoven. De havde alle sammen et ar i panden. En mand mere kom til syne. Han havde et bur med sig. En lys håret pige, med krøller og mørkeblå øjne sad i buret. Det tog lidt tid før jeg fattede det var Wendy. "Niklas, Wendy er derude." Han skubbede mig væk og kiggede ud gennem sprækken. Jeg har altid haft en følelse, af at han godt kunne lide Wendy.

"Emma, vi kan ikke redde hende."

"Hvorfor ikke hun er jo lige der ude."

"Det er for farligt."

 

______________________________________

Kapitlet er ikke så langt denne gang.

MMAK  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...