Vampyre har ikke et hjerte.

Emma er en ikke normal pige. Hun er vampyr og bor sammen med Niklas, hendes bedste ven. De bor sammen i en hule, med mørke sten. Emma er ked af at være vampyr. Men da de skal ud og besøge vampyr veninden Wendy, sker noget uventet.

1Likes
3Kommentarer
608Visninger
AA

1. Emmas historie.

Jeg så en pige i spejlet. En pige med sort hår og blå øjne. Det var ikke bare en pige, det var mig. Et lille smil bredte sig, men forsvandt hurtigt, da mine hugtænder kom frem. Mine øjne blev tavse. En ny person kom hen i spejlet. En dreng med brunt pjusket hår, grønne øjne og et smukt smil. Niklas, min bedste ven. Den eneste grund til at jeg er vampyr. Niklas, jeg smagte lidt på navnet. "Ems, hvad er det du glor på?" Det var Niklas. Jeg vendte mig hurtigt om. "Mig selv." Jeg var træt, efter den lange jagt. "Niklas, jeg er træt." Jeg gabte stille, for at bevise det. ”Bliver man træt af at kigge på sig selv?” Jeg gav ham en hurtig lussing, hvor efter han bare begyndte at grine. Jeg lagde mig ned i sengen. Jeg kiggede op i hulens mørke sten. Ja, vi bor i en hule. Prøver at gemme os for mennesker. Men det er svært. Især når man går rundt med hugtænder og sort tøj. Jeg er virkelig træt af mit liv. Jeg forstod ikke jeg var venner med Niklas. Det var jo ham der havde bidt mig ... Jeg tog mig til et lille ar, på min hals. Jeg opdagede først nu at Niklas gloede på mig, med hans grønne øjne. ”Hvad tænker du på, Ems?” Jeg var ved at blive træt, af at kaldte mig Ems. Hvor kan han ikke bare kalde mig Emma? ”Jeg tænker bare på ... Hvorfor bed du mig?” Hans øjne blev triste. ”Du har aldrig fortalt mig hvorfor du bed mig. Du vil jo aldrig snakke om det.” Min stemme lød utrolig træt. Jeg så i hans kolde grønne øjne, hans ansigt viste ingen følelser, han virkede helt tom for ord. Jeg smed mig i sengen. ”Fint, du vil ikke fortælle mig det.” Pludselig smed Niklas sig ved siden af mig i sengen. ”Jeg kan jo ikke hele historien. Jeg var 14 år gammel, du sad på en gynge ud foran hulen. Jeg var sulten og så bed jeg dig.” Jeg holdte stadig på mit ar. ”Du er virkelig dårlig til detaljer. Okay, du for min version af historien.” Jeg trak en vejret, helt ned i maven. ”Jeg sad nede i beskyttelse rummet, der var krig og jeg var bange. Min lillebror, mor og far var døde. Jeg var fortabt. Vi havde et madkammer nede i beskyttelse kammeret. Så der spiste jeg mad. Jeg ventede i 2 uger på at krigen blev færdig. En dag kom der et brev ind ad sprækken. Jeg løb hurtigt over og greb geværet. Jeg holdte det i hånden, imens jeg tog brevet. Jeg satte mig ned, lod geværet glide ud af min hånd. Da jeg opdagede det var fra min moster, vidste jeg hvad hun ville. Men jeg åbnede det alligevel.

Kære Emma.

Du ved sikkert godt at der har været krig. Jeg har hørt at dine forældre er døde, samt din lillebror. Krigen er nu ovre. Så du kan trygt gå ud af beskyttelse rummet. Jeg kommer og henter dig om 4 dage. Du bliver boende hos mig, indtil du er gammel nok til tage hjemme fra.

Kærligst Din moster Anna.

Jeg puttede brevet ned i lommen, på min kjole. Jeg åbnede døren. Da jeg så vores hus, var det som at blive skudt. Alt var ødelagt. Jeg kiggede mig omkring, der var ingen mennesker. Jeg gik igennem det ødelagte hus, hvert skridt jeg tog gjorde ondt. Da jeg nåede til mit værelse stod jeg bare og kiggede. Det var så mærkeligt. Jeg satte mig på hug. Jeg rejste mig hurtigt op igen. Jeg gik hen til mit ødelagte skab. Jeg satte mig ned og begyndte at rode alle ting væk, som lå oven på mine ting, som havde været inde i skabet. Jeg fandt noget af mit tøj, en taske og et billede af min familie. Jeg fik tårer i øjnene. Hvorfor skulle det her også ske? Jeg løb og løb. Ud i skoven! Væk for ALTID! Jeg ville ud til min gynge, jeg havde ude i skoven. Der var altid hyggeligt. Det var så stille og dejligt. Ved siden af hulen lå en sten hule. Jeg så gyngen ud af min øjenkrog. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Da jeg stod ved siden af gyngen, smed jeg min taske. Jeg satte mig på gyngen. En tårer trillede ned af min kind. Jeg strøg den hurtigt væk. En gren knækkede i det fjerne. Jeg kiggede mig hurtigt om. Pludselig kunne jeg mærke en smerte i min hals. Jeg skreg og græd endnu mere. Da jeg vågnede lå jeg i en hule af mørke sten. Så så jeg dig. Ja, det var vel det" Jeg vendte mit hoved mod Niklas, som var ved at falde i søvn. "NIKLAS!" Han fløj op. "Jeg hørte efter ... I min tanker." Jeg sukkede dybt. "Ej, jeg prøvede bare at forstille mig det du fortalte. Ems, lig det til at sove. Hvis vi skal ud til Wendy i morgen, skal du sove."

_____________________________________________________________

Jeg håber i kan lide den. ;)

 

MMAK.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...