Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1332Visninger
AA

6. Ulven

Det føltes godt at løbe igen. Han ignorerede smerten fra de grene, der piskede ham i ansigtet, da han susede igennem krat og kviste. Han lod hjertet pumpe, lod pulsen stige og mærkede varmen stige op i kinderne. Han mærkede det mørkebrune strithår trække sig tilbage, når vinden ramte det. Det var længe siden, han havde løbet. Før i tiden var det ikke noget, han frivilligt gik ind for, men lige nu, var det netop hvad han havde brug for. Han havde løbet i nogle minutter, men så begyndte det at gnave ved hans hofte og hjertet begyndte at trykke. Han lænede sig op af en træstamme og hev efter vejret. Han gled langsomt ned på jorden, stadig med ryggen lænet op af stammen. Han samlede en kvist op og knækkede den tre gange. Så smed han den væk, og tog en ny. Sådan blev han ved i lang tid. Denne skov var ikke som andre. Der var noget dunkelt over den. Den havde ikke kvidrende fugle, eller legende ræveunger. Den havde mørke træer, dybe huller og en flod med en livsfarlig strøm. Den var ikke et sted for et barn, det vidste Tony godt. Han havde bare et behov for at komme lidt væk. Væk fra Maxwell, og have noget han kunne skylde alt sin vrede og sorg ud over. Sådan som det så ud nu, ville han egentligt ønske, han også døde i den bilulykke. Det var ikke fair, at han skulle være den eneste der ikke døde. Han havde risikoen som alle de andre. Han brækkede armen, og det var ikke i orden at han skulle se hans familiemedlemmer dø som fluer omkring ham. Hverken for ham eller for dem. Han blev flået ud af sine tanker, da han hørte et knæk fra en gren, hvor det ikke kom fra ham. Han var hurtigt på benene. Han samlede en tyk gren op. Pludseligt dukkede noget op fra busken. En gråsort ulv, en halv meter lavere end ham, radmager, knurrede af ham. Hans øjne blev kuglerunde og han tabte med det samme grenen. Maxwell havde godt forklaret ham om dem. De kom sjældent men det var sket før. De havde engang dræbt en lille pige der legede på vejen udenfor sine forældres gård, og slæbt hende med ind i skoven. Han sank en klump og forsøgte at bakke. Ulvens knurren blev højere og han stoppede. Hans hjerte hamrede hårdt og han hev lavmælt efter vejret. Han tænkte ikke en tanke, udover, at han skulle væk. Pludseligt lagde ulven hovedet på skrå og forsvandt ind i buskene igen med en pibene lyd. Tony lagde forvirret hovedet på skrå og vendte sig om for at se, hvad der havde skræmt dyret. "Du burde ikke være herude alene."

En pige med gyldent hår og himmelblå øjne samlede en kvist op. Hun var meget yndefuld. Hendes hår var slået op på ryggen og var slået ud, så det bølgede i et flot mønster. Hendes ansigt var yndigt, høje kindben og store øjne med lange, sorte øjenvipper. 

"Det burde du heller ikke..." mumlede Tony og snøftede. Det gjorde han altid, når han var nervøs. Det var ham en irriterende vane.

"Jeg kan tage bedre vare på mig selv, end du kan." Hun pegede på ham med kvisten. 

"Det ved du da ikke noget om," mumlede Tony fornærmet. Selvom hun muligvis havde ret. 

"Du var nær blevet spist af en ulv, som jeg skræmte væk. Jo, det gør jeg vidst." 

Tony tav.

"Men hvem er du egentligt?" spurgte hun lige bagefter. Hun var overhovedet ikke genert.

"Jeg hedder Tony. - Anthony Kiesler, hvad med dig?" 

"Jeg hedder Primbelle."

"Primbelle? Det var et... specielt navn."

"Ja, det er det. Der er ikke så mange der hedder det. Jeg har hvert fald aldrig mødt en.

"Heller ikke jeg," mumlede Tony. Han vidste ikke, hvad han dernæst skulle sige.

"Hvor kommer du fra?" spurgte hun heldigvis, og førte en tot pandehår om bag øret.

"Min bedstefar ejer den store gård.. Maxwell, måske kender du ham?"

Pigen så på ham med et tomt blik, og så derefter ned i jorden.

"Maxwell... jo, jeg har godt hørt om ham."

"Men hvor kommer du så fra?" spurgte han endeligt.

"Det siger jeg, når jeg kender dig lidt bedre," sagde hun, og sendte ham et overlegent smil. Han åbnede munden som om han skulle til at protestere, men begyndte derefter at grine. 

"Så vi skal lære hinanden at kende?" sagde han og smilede.

Hun nikkede så hendes hår faldt om foran skuldrene igen.

"Jo. Vi kunne godt blive venner." Han smilede og hun gengældte det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...