Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1314Visninger
AA

5. Pigen på billedet

Mørket faldt på tidligt ude på landet. Maxwells gamle bulldog, Caisa, havde lagt sig til at sove under køkkenbordet. Den snorkede højlydt, imens Maxwell og Tony sad overfor hinanden ved bordet. Ingen sagde noget. I radioen fortalte de i nyhederne om en bådulykke, ved havnen, der lå godt to kilometer fra Maxwells gård. Pludseligt brød Maxwell tavsheden:

"Jeg har faktisk noget, jeg gerne vil vise dig." Hans knæ gav et lavmælt knæk da han rejste sig, og med besvær bevægede sig op af trappen. Tony svingede med benene og lænede sig op af den rødkalkede væg. Der var spindelvæv oppe i et af hjørnerne. Dette sted var ikke ligefrem hvor han havde troet, han skulle tilbringe resten af sin barndom. Han hørte trappen knage bag ham og han lænede sig frem for at se, hvad Maxwell kom tilbage med. I hånden holdt han en guld billedramme, med et støvet billede i. Man kunne knap nok se personerne på det. Han satte sig ved siden af Tony, og kørte hånden hen over billedet. To pigeansigter dukkede op i billedet. Det ene ansigt var fuldstendigt kradset ud, med en fingernegl eller lignende, det andet var lysende og smilende. - Og på en måde bekendt. Hun havde karamelbrunt hår, der hang bølget omkring hendes skuldre og havde fregner over næsen og chokoladebrune øjne.

"Det er din mor," sagde Maxwell og pegede på pigen med fregnerne. Nu kunne han se det.

"Hun ligner mig," mumlede Tony uden at tage blikket fra pigen.

"Men hvem er hende den anden?" spurgte han med løftet bryn. Maxwell sukkede.

"Hendes navn var Veronica, hun var en af din mors bedste veninder. De legede sammen hver dag efter skole. Jeg husker, at de engang samlede frøer nede ved dammen. De var så tætte. Så en dag, var det meningen Veronica skulle komme forbi. Din mor havde planlagt alt. De skulle have solbærsaft og ride på vores heste. Men Veronica kom aldrig. Guderne må vide, hvad der skete med hende. Hun var kun tolv år, arme pigebarn. Hun fór vel vild i skoven, og frøs ihjel, det regner man hvert fald med."

Tony så længe på billedet uden at sige noget. Hendes ansigt var helt væk.

"Hvad gjorde mor, efter hun døde?"

"Ingen kan vide, om hun er død," rettede Maxwell ham. "Men din mor var fuldstendigt knus. Din bedstemor og jeg prøvede alt, men intet virkede. Hun gik helt ned med flaget. Ak, og to år senere, døde din bedstemor, og så..." Maxwell stillede billedet på bordet. Tony så på ham og kørte en hånd op af hans arm. Han smilede med tårerne glimtende i øjnene.

"Jeg savner dem. Dem begge to. Jeg savner dem så pokkers meget. Det er så mærkeligt, jeg ikke har dem her mere. Og lille Maicy." Han tørrede hurtigt tårerne væk med bagsiden af hånden.

"Det er ikke retfærdigt, at de skulle dø nu... ingen af dem. Det var alt, alt for tidligt. Så du må forstå, Tony, at du er alt jeg har tilbage. Du er den eneste, der betyder noget for mig nu. Det er måske derfor jeg er lidt urimelig. Jeg elsker dig, og jeg vil ikke lade noget ske dig, forstår du?"

"Jeg forstår. Men Maxwell... jeg kan godt klarer mig selv. Det nytter ikke noget, du holder mig fanget i hele mit liv." Han hev luft ind. "Må jeg ikke tage i skoven i morgen?" 

Der gik lidt tid, men til sidst nikkede han modvilligt. Tony smilede stort og slog armene omkring ham.

"Tak, Maxwell, - og jeg skal nok være forsigtig. Du er for sej." Han bar sin tallerken over på bordet, og gik imod trappen. Han stoppede i døren, og stod i nogle sekunder, før han hviskede:

"Godnat... bedstefar."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...