Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1304Visninger
AA

7. Nysgerrighed

Havde han fortalt Maxwell om ulven, havde han aldrig sluppet ham ud igen. Så han lod vær. Han fortalte ham heller ikke om Primbelle, selvom han var meget spændt på at lære hende bedre at kende. Men selvfølgeligt var det første, Maxwell gjorde, da han trådte ind af døren, at spørge ham, hvad han havde rendt og lavet. 

"Jeg fandt en fuglerede," løj Tony og smed sig med et udmattet støn i sofaen.

"Hvilken slags fugl var det?" spurgte Maxwell, imens han prøvede at få liv i kakkelovnen.

"Det lagde jeg ikke mærke til. Lærker, måske.

"Det er længe siden, vi har haft fuglereder her. Fugle har vi ikke set mange af, siden juni.

"Nå, men jeg fandt altså den her fuglerede," sukkede Tony og begravede hovedet i puden.

 

Han fik ikke meget søvn den nat, heller, men morgenen kom hurtigere, end han havde forventet. Maxwell havde bedt ham muge ud i stalden. Selvom det ikke lige var det, Tony havde på sin liste over ting, han ville gøre, protesterede han ikke. Stalden lugtede mindst lige så grim som dagen før, og det var svært, for han kunne ikke tage øjnene fra Arabella, som stod og stirrede på ham med et nysgerrigt blik. Han lavede en sjov grimasse, og heste prustede, som om hun forstod ham. Han lo kort og smed bunken med hø og skidt op i trillebøren. Bagefter havde Maxwell planer om at lave gødning, så han skulle samle det hele sammen. Ret klamt, efter hans mening. Da han var færdig, stod han lidt og nussede Arabellas mule. 

"Jeg skal mødes med Primbelle i dag," sagde han og pressede læberne sammen. Arabella drejede hovedet imod ham.

"Hun virker sød, men hun er også lidt skræmmende. Hun er helt dækket til med snavs, det er kun hendes hår der er rent. Og hun snakker mærkeligt. Hun taler, ligesom en voksen.

Han sukkede dybt og så imod trillebøren. Han burde kalde på Maxwell, at han var færdig, men så ville han bare blive sat i gang med noget nyt. Det var efterårsferie, og Maxwell kunne hundse med ham hele dagen, hvis det var det, han ville.

"Jeg ville ønske, jeg vidste, om Primbelle ventede på mig nu," sukkede han. "Jeg ville ønske, at jeg kendte hende bedre." Han gav Arabella en sukkerknald, som hun fornøjet gumlede på, imens han snakkede.

"Jeg tror, at hun kommer fra en går nær os, men hun vil ikke sige noget. Hun får et mærkeligt udtryk i øjnene, når jeg spørger. Som om hun ikke tør sige det. Jeg gad vide, hvilken historie, der gemmer sig bag de øjne."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...