Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1304Visninger
AA

3. Når folk forsvinder

Hans hjerte sank mindst fem centimeter, da den gamle, røde ford kørte over det knasende grus, og stoppede foran den nedslidte gård, han nu kunne kalde sit hjem. Han støttede albuen i bilens vindue, og havde plantet sin hage i håndfladen. Han stirrede tomt ud af vinduet, imens Maxwell tømte bilen for hans kufferter og tasker. Han havde pakket stort set hele sit værelse med i bilen. Det virkede så forkert at efterlade alle minderne derhjemme. Eller, det der engang havde været 'derhjemme'.

"Skal du sidde derinde hele dagen?" spurgte Maxwell pludseligt. Det gav et sæt i Tony, da hans ansigt sprang frem foran vinduet. Irriteret lukkede han døren op, trådte ud og smækkede den i igen. Han svingede tasken om på ryggen og begyndte at slæbe sine kufferter indenfor.

"Vent lige lidt, knægt, hvorfor har du så travlt? Lad mig lige se dig." Stemmen fik det til at krible i ham, og med et dybt suk lagde han forsigtigt kufferten i gruset. Han vendte sig og sendte Maxwell en udmattet grimasse.

"Hvor du ligner din mor," sagde Maxwell, med et helt andet tonefald. Han vendte sig igen og begyndte at rode i bagagerummet. Tony bed sig i underlæben og så ned af sig selv. Det var noget, folk tit lagde mærke til. Han havde tit fået det af vide.

"Du, Maxwell. Hvor skal jeg læsse mine ting af?" spurgte han efter lidt tid.

"Du kan bare kalde mig bedstefar," sagde han med ryggen til. Han havde rodet efter noget længe. Noget, Tony begyndte at tvivle på overhovedet var der.

"Det vil jeg helst ikke." Ordene gled igennem Tonys læber, før han overhovedet fik kontrol over dem. Han sank en klump, da Maxwell langsomt vendte sig om.

"Hvorfor dog ikke det? Jeg er jo din bedstefar."

"Det ved jeg godt, men.." Han vidste ikke, hvordan han skulle sige det. 

"Men hvad? Der må da være en grund, så spyt ud." Han forsøgte at bevare roen, men det han bemærkede godt vreden i hans stemme.

"Det er ikke bare det samme, når mor er død. Du ville ikke forstå det," mumlede Tony.

"Det tror jeg allerede, jeg gør. Du vil simpelthen ikke kalde mig bedstefar, fordi du ikke længere føler, jeg er en del af din familie, efter din mor døde." Han løftede brynet. Tony svarede ikke, han trådte bare sig selv over fødderne. Det var præcist sådan, det var.

"Hør..." Pludseligt bevægede Maxwell sig hen ved siden af ham, lagde en arm omkring hans skulder og smilede varmt til ham.

"Uanset om din mor er død eller ej, vil hun altid være hos dig. Og det vil jeg også. Og jeg vil være din bedstefar, selv efter jeg er død. Det kan intet ændre på." 

Han smilede over hele femøren, og for første gang i lang tid, smilede Tony tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...