Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1307Visninger
AA

10. Løgn

"Du hedder slet ikke Primbelle, gør du?"

Hun så forskrækket op. Han stod der pludseligt som en mørk skikkelse i døren.

"Tony? Hvad mener du?"

"Dit navn er ikke Primbelle," mumlede han. Han hakkede i stemmen, og gråden sad i halsen.

"Jeg... ved ikke hvad du taler om. Du vrøvler. Fortæl mig nu, hvad han sagde."

"Dit navn er slet ikke Primbelle! Hvem er du? Og hvordan kan du eksistere?"

Hun åbnede munden med et lynende blik i øjnene, men sagde ingenting. Som om at nogle havde slugt endes ord. En tårer trillede langsomt ned af hendes kind. Og derefter en til.

"Undskyld..." hviskede hun. "Undskyld, Anthony, undskyld. Jeg har løjet for dig."

Han stirrede bare tomt på hende.

"Mit navn er Veronica, ikke Primbelle. Ja, jeg flygtede fra branden sammen med min storesøster. Vi sad fortabte ude i skoven i en hel nat, og så blev Georgia bange, og ville hjem. Jeg sagde, at vi ikke kunne gå tilbage, for de ville sende os tilbage til det rædselsfulde børnehjem..." hun tørrede tårerne væk. Hendes ord var grådkvalte og uvirkelige.

"Georgia gik uden mig. Jeg så efter hende. Hun forsvandt bare og kom ikke tilbage, så jeg løb ud for at se efter hende. Jeg hørte hende skrige kort, og så forsvandt det som et ekko ud over skoven. Jeg så hendes hånd synke under den mørke vandoverflade... Jeg ville redde hende, så jeg sprang i. Men vandet var så koldt, og da jeg prøvede at trække hende ind, var hun for tung. Mit tøj var vådt og tungt, og jeg sank. Jeg havde glemt alt om, hvordan man svømmede. Mit hår klistrede til mit ansigt, og jeg slugte litervis af vand. Og så sank jeg langsomt, og så det hele forsvinde. Og nu..." Hun stoppede. Tony så på hende.  

"Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal gøre af mig selv, eller hvad jeg er. Jeg har ikke set mennesker her i... evigheder. Jeg har ikke snakket med nogle i noget der føles som årevis."

Tony tog nogle skridt imod hende og hun lukkede øjnene. Han rakte hånden ud imod hende, og hun førte panden imod hans fingre. Hans fingre gled igennem hende som luft.

"Jeg har ikke turdet gå med ind til din bedstefar, for han ville ikke kunne se mig. Alle skovhuggerne så mig heller ikke, de gik lige forbi mig, og ignorerede mine skrig. Det er forfærdeligt at være fanget i denne tilstand." Hun lod fingrene løbe over støvet der havde sat sig på trappekanten.

"Jeg er et spøgelse, og det vil jeg altid være," hviskede hun grådkvalt.

"Nej," mumlede Tony. "Du er ikke et spøgelse, Veronica."

"Hvad ville du ellers kalde mig? Jeg er, hvad folk frygter, jeg er noget, folk bare vil have til at forsvinde. Hvad er jeg så, hvis jeg ikke er et spøgelse, Tony?!" 

"Du er en engel," hviskede han, kun lige højt nok til at hun kunne høre ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...