Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1341Visninger
AA

9. Forvirring

"Jeg går ikke med der ind. Jeg venter herude," sagde Primbelle og satte sig på en halmballe. Tony himlede med øjnene med nikkede så kort.

"Han er lidt skræmmende, men han bider altså ikke. Jeg går ind, bliv her."

"Det skal jeg jo nok, har jeg sagt."

"Du skal love det."

"Fint, jeg lover det!" vrissede hun og krydsede armene over brystet. Han smilede, tog en dyb indånding og gik indenfor. Maxwell var i gang med at støve af, da han så ham. Han havde ikke opdaget Tony, før han stod lige bag ham. Det gav et sæt i ham.

"Anthony! Du skræmte livet af mig..." mumlede han og lænede sig op af reolen.

"Jeg har noget, jeg skal spørge dig om," sagde Tony bestemt, fuldstendigt upåvirket af, at han kunne have skræmt sin bedstefar til døde.

"Så spørg, barn," mumlede Maxwell og tændte sin pibe.

"Kender du til en brand, her i området?" spurgte Tony. Maxwell tabte underkæben.

"Hvor ved du det fra, at her har været en brand?"

"Jeg har mødt en pige i skoven, men svar nu." Modvilligt så Maxwell op på ham.

"Jah.. Det var familien Everetts gård, der brændte. Det var forfærdeligt. Mange dyr omkom, og det gjorde børnene også."

"Børnene?"

"Ja, familien Everett var én kæmpe plejefamilie for forældreløse børn. De sov alle sammen, og døde, da de indåndede røgen. Kun to piger overlevede, men de forsvandt. Man regner også med, at de er døde. Det var frygteligt og over alt i nyhederne."

"Der var én der overlevede, ikke sandt?"

"Forældrene overlevede."

"Ja, men af børnene," sagde Tony og himlede med øjnene. Men nu vidste han, at Primbelles forældre havde overlevet ulykken. Man kunne dog ikke sige det samme om hendes søskende.

"Nej, det husker jeg intet om. Eller... man ved det ikke. To af plejebørnene flygtede. Kan du huske Veronica? Hun var et af dem. Og så hendes storesøster Georgia."

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det?!" vrissede Tony. Maxwell veg tilbage

"Jeg ved kun, at hun er forsvundet. Men hun er død. Man har ikke hørt noget fra hende i over tyve år, knægt. Var hun overlevet, var hun blevet fundet, og så ville alle vide det."

"Tyve år? Veronica? Georgia?" stammede han. Han satte sig med et bump i sofaen og Maxwell trak ham ind til sig, da tårerne ustyrligt begyndte at trille ned af kinderne på ham.

"Primbelle..." hviskede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...