Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1322Visninger
AA

8. Fortid

Han havde ikke forventet, at Primbelle ville vente på ham. Han havde forventet, at han skulle lede hele dagen, for så aldrig at finde hende. Men hun stod ved det store egetræ, og så på ham uden at fortrække en mine. Vinden greb fat i hendes lyse lokker og svingede dem omkring hendes ansigt. I dag havde hun en lang, hvid jakke på. Den skjulte hendes magre krop godt, og han tænkte over, om det måske var meningen. 

"Jeg troede ikke, du ventede på mig," sagde Tony og smilede.

"Det gjorde jeg heller ikke. Jeg har været her hele tiden," mumlede hun og kravlede op i træet. Hun sad på en tyk, fast gren, cirka halvanden meter fra ham og kiggede ud i luften. Hun lænede sig op af stammen og holdt fast om grenen. Tony satte sig på en væltet stamme og sad bare der og kiggede på hende. 

"Har du noget, du vil lave?" spurgte han efter kort tid. Hun bed sig i underlæben.

"Jeg har faktisk noget, jeg gerne vil vise dig." I en hurtig bevægelse sprang hun ned fra træet og fortsatte ind i skoven. Han fulgte lige efter hende, for han kendte ikke selv vejen hjem. De gik langt, følte han. De snakkede ikke så meget på vejen. Hun kiggede bare ned på sine fødder, uden at sige et ord. Som om hun slet ikke behøvede at kigge op, for at finde vej. Hun stoppede først, da de stod foran et kæmpe bøgetræ. Hun pegede uden et ord op. Op på en lille træbygning, kun lidt større end hans loftværelse.

"Er det dit træhus?" spurgte han hende. Hun nikkede uden at fjerne blikket fra træhuset.

"Ja, men det er længe siden, jeg har været deroppe."

"Hvorfor?" spurgte han han med løftet bryn. Hun tøvede og skubbede lidt til en stige, der førte derop. 

"Du går derop først," sagde hun, uden at besvare hans spørgsmål. Med et suk tog han fat omkring stigen og begyndte at kravle op. Han havde egentligt højdeskræk, men det var ikke noget, han ville tænke på. Ikke nu. Ikke foran Primbelle. Så han fortsatte op, uden at kigge ned. Der gik ikke mere end et par sekunder, før han sad på træpladerne deroppe. Primbelle kom lige efter ham. 

"Her er fuldstendigt ligesom da jeg forlod det..." hviskede Primbelle og pillede lidt ved en stak papir. Tony så sig omkring. Der lå muslingeskaller, et uldent tæppe og små tekopper lå og flød over alt. Træet var mørnet, men det gav ikke en eneste lyd fra sig.

"Jeg kan huske, at jeg altid kom her, da jeg var lille," mumlede hun.

"Du er da stadigvæk lille," rettede Tony hende. "Her er vildt flot. Har du bygget det?"

"Det har min far." Hendes stemme knækkede, da hun skulle sige ordet 'far.' Tony mærkede en trykken fra brystet. 

"Hvor er din far nu?" spurgte han for at bryde tavsheden, ordet havde skabt.

"Det ved jeg ikke, han er vel død." Hun kørte noget hår om bag øret og sukkede.

"Mener du, at du ikke ved, om din far er død eller ej?" spurgte Tony forvirret.

"Det kommer ikke dig ved."

"Derfor kan jeg jo godt vide det."

Hun tav. Han satte sig ved siden af hende, og hun så ned i gulvet.

"Der var en brænd, og jeg løb. Jeg... ved ikke mere," hikstede hun.

"Vil det sige, at du har levet herude, helt selv?"

"Det er mærkeligt. Jeg hverken fryser eller sulter. Jeg er heller ikke bange. Det er som om, jeg er skabt til at leve herude."

"Primbelle..." hviskede Tony. "Du må finde ud af, hvad der skete med dine forældre.

"Det er min egen sag."

"Min bedstefar ved måske noget? Han har boet her hele sit liv. Vi spørger ham."

"Jeg vil ikke spørge nogle om noget!" hvæsede hun.

"Jeg lover dig, Primbelle, jeg lader dig ikke dø herude helt alene."

"Jeg er ikke alene... du er her jo."

"Jeg vil ikke altid være her." 

Hun så ned. Det var som om at ordene havde ramt hende hårdt. Han mærkede et stik i hjertet og rykkede lidt tættere på hende, dog uden at røre hende.

"Jeg vil finde dine forældre, Primbelle. Jeg vil vide, hvad der skete," sagde han med et alvorligt tonefald. Hun sukkede dybt, og en tårer gled ned af hendes kind. 

"Også jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...