Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1337Visninger
AA

11. Epilog

Årene var smuttet fra ham. Han og Veronica havde fisket i dammen, klatret i træer og plukket ribs. Selvom hun ikke var i stand til at røre noget, gjorde hun det alligevel til en oplevelse. Og en dag var hun bare væk. Det var kort efter hans syttenårige fødselsdag. Han havde fundet en rose på deres sædvanlige mødested, og han havde ikke set hende siden.

Og nu stod han der. Kisten vejede ingenting, men de var også seks til at løfte den. Der sad en tårer i hans øjenkrog, men det var som om, at noget ikke ville lade den trille. Indeni brændte sorgen, han bare ville ud med. Men noget ville ikke lade ham gøre det. Roserne var hvide, præcist som han havde ønsket, kort dage før han havde lukket øjnene i for altid.

Det var nu præcist fjorten år siden, at han sidst havde set Veronica. Han lagde forsigtigt kisten på jorden, og præsten rejste sig for at tale. Han foldede hænderne i skødet og så ned. Tåren der brændte i øjet trillede nu ned og landede på hans sammenfoldede hænder. Han snøftede kort, og mærkede noget over sin hånd. Han så op, lige ind i nogle chokoladebrune, varme øjne. Pigen havde småbuttede arme og en lilla kjole på. Hun var fire år gammel, og havde lyse krøller der hang omkring hendes smukke ansigt. Hun så på ham, med en mine, han kendte.

"Det er okay, far, oldefar er i Himlen nu. Han har det godt." Der noget i hendes lysende øjne, der fik ham til at smile. Det var hans datter, der sad der. Hans datter med det lange, smukke navn. Maicy Primbelle Arabella. Han tog fat om hendes små fingre og gav dem et klem.

"Det er nemlig rigtigt, Maicy. Bedstefar er en engel nu." Han så op i den lyseblå himmel og smilede. Himlen faldt perfekt i med Veronicas smukke øjne. Og han vidste, at nu havde hun fået fred. Da de sank kisten blev der stille.

"Jeg elsker dig," hviskede Tony og lukkede øjnene. "Jeg elsker jer alle sammen. Hvor end i er, vil i altid være hos mig, og det glemmer jeg aldrig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...