Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1309Visninger
AA

4. Arabella

Den aften kunne Tony ikke falde i søvn. Det eneste lys på hans værelse, var den lille lampe, med en kæmpe lampeskærm. Han sov ellers aldrig med lyset tændt derhjemme. Mørket havde altid været hans ven. Han vidste, at intet ondt gemte sig der. Mørket var noget, han kunne gemme sig i, aldrig noget han havde flygtet fra. Hans værelse lå aller øverst på gården, for foden af trappen. Nærmest, som sov han på loftet. Der var kun to vinduer i værelset, gulvet knagede, selv når ingen gik på det, og løftede man bare en finger i sengen, ville det lyde, som skulle det hele til at brase sammen. Han lå og kiggede ud på den blege måne, som kastede sit hvide skær ind på værelset. Han kunne ikke tvinge sig selv til at lukke øjnene. Hver gang han gjorde, dukkede Maicys lille ansigt med de honningbrune øjne og det blonde, fyldige hår, der slog omkring ansigtet op. Hendes latter fyldte hans hoved. Hendes høje, søde latter, som folk altid faldt for. Hendes spinkle krop, der altid dansede omkring og de kridhvide tænder, hun altid blottede i et kæmpe smil. Hun var perfekt. Han var så ked af, at han ikke skulle opdage det, før hun var væk.

 

Han sprang ud i køkkenet, greb sin taske og styrtede imod hoveddøren igen. Dog stoppede Maxwells stemme ham.

"Anthony, hvor skal du hen i den fart?" spurgte han forvirret. Tony stoppede i døren.

"Jeg ville bare udforske skoven, jeg er hjemme før det bliver mørkt," sagde han. 

"Beklager, men det kan du ikke få lov til," mumlede Maxwell og bladrede i avisen.

"Hvad... mener du?" spurgte Tony forvirret og tog et skridt imod ham.

"Der er så mange ting, jeg skal ordne, og jeg kunne godt bruge en hånd."

"Det kan du ikke mene..." mumlede Tony og himlede med øjnene.

"Jo, Tony. Jeg laver ikke sjov. Du kan jo gå ud og feje i stalden, så skal jeg nok fodre hønsene for dig lige i dag. Du kan lige så godt vende dig til det." 

Tony stønnede og smækkede døren i. Han smed tasken bag trappen, stak hænderne i lommerne og bevægede sig over imod laden. Da han åbnede stalddøren, ramte en tyk lugt af hø og hest ham i hovedet som en hammer. Han sparkede til en skovl så den væltede, og en kat sprang med et hvæs op i vindueskarmen. Han så op, og så, at han stod knap en halv meter fra en kastanjebrun hest med kuglerunde, brune øjne. Han tav og lod de knyttede hænder falde slapt ned langs siden.

"Hej med dig," han tog nogle skridt imod det store dyr, der ikke veg tilbage. Ikke engang da han hævede hånden, og lod den glide ned af dyrets mule.

"Hun hedder Arabella. Smukt navn, ikke sandt?" Maxwell stod pludseligt lænet op af stalddøren med et smil på læben. Tony nikkede hurtigt. 

"Hun er faktisk opkaldt efter din bedstemor. Din mors mor hed også Arabella. Har din mor nogensinde fortalt dig, at hendes egen mor også døde i en ung alder? Arabella, din bedstemor, var en smuk, ung kvinde med langt, brunt hår og fregner hen over næsen, - præcist som du og din mor. Hun var vidst i midten af trediverne, da hun var til væddeløb og faldt af. Hun blev dræbt, da vores nu afdøde hest, Haisan, løb hende over." Tony mærkede hjertet synke i brystet. Han så ned.

"Det har hun aldrig fortalt," mumlede han.

"Det regnede jeg heller ikke med. Hun har aldrig villet snakke om det. Hun har altid følt sig forkert, fordi hun voksede op uden en mor." Han rodede i Tonys hår.

"Men det var aldrig noget, hun hverken kunne gøre for, eller gøre noget ved."

"Arabella," sagde Tony med et suk og lagde hovedet imod hestens hals. Manen var silkeblød imod hans kind og hesten prustede svagt. "Det er et smukt navn."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...