Bag Himmelblå Øjne

Selvom den charmerende dreng, Anthony, hverken er høj eller stærk, bliver han snart nødt til at bevise, at han kan klarer sig selv. Anthony må i en alder af tolv år stå model til, at miste begge sine forældre og lillesøster i en tragisk bilulykke, hvilket efterlader ham fortabt på sin bedstefars slidte går. Selvom verden virker uretfærdig i øjeblikket, forsøger Tony at finde sig til rette i sine nye omgivelser. Men en kølig aften finder han frem til en pige, med langt, gyldent hår og skindende, isblå øjne. Primbelle, er hendes navn. Han bliver gode venner med pigen, selvom han hverken aner hvor hun kommer fra, eller noget omkring hende. Hun nægter at fortælle ham noget om sig selv. Han kan se i hendes triste øjne og høre på hendes skælvende stemme, at noget er helt galt. Og han beslutter sig for at se sagen nærmere an.

7Likes
8Kommentarer
1331Visninger
AA

2. Afsked

Hans øjne blev blanke, da hun slog øjnene op. Hendes honningbrune mødte hans, og hun lå bare og stirrede på ham. Hun blinkede ikke engang, lå bare og kiggede på ham, som havde hun ikke set ham i årevis. Og det var også præcist sådan, det føltes for ham. Det hele virkede så forkert. Hendes lyse hår, der fuldstendigt havde mistet glansen, og nærmest faldt i med det grålige sengebetræk, lå spredt ud over puden. Hendes fingre, han havde flettet i sine egne, lå helt stille. Men noget i hendes tomme blik, fik ham til at tænke tilbage. Til braget, metal imod metal, og det korte skrig, han endnu ikke vidste om var hans eget, eller sin søsters. Han huskede, hvordan lyset brændte imod øjenlågende, og hvordan han glippede med øjnene da han langsomt åbnede øjnene for første gang, efter ulykken. Lægen smilede venligt til ham, da han forsigtigt drejede blikket. Han var høj og skaldet, og noterede noget i en blok, han holdt i hånden. Han havde mærket en gnaven i armen, og det monotone bip fra maskinen ved siden af ham, havde drevet ham til vanvid. Men nu sad han med sin lillesøster i hånden, og den havde aldrig føltes koldere. Og alligevel havde han aldrig kunnet mærke mere varme fra hende. Hun spurgte ikke til noget, som han selv havde gjort. Hun blinkede en enkelt gang og trak på smilebåndet. Hendes små smilehuller blev tydelige, og han mærkede tårerne presse hårdt i øjnene. Han ville ønske, han kunne kaste sig over hende. Omfavne den lille pige, han havde savnet så meget. Omfavne den lille pige, der var det eneste, han havde tilbage. 

 

Men Maicys hjerterytme blev mere besværet. Hendes hår mistede den sidste farve, og hendes hudfarve var til sidst hvid som sne. En dag som alle andre, hvor han bare sad og holdt hendes hånd, skete der noget.

"Tony?" sagde hun med halvkvalt stemme. Hans hals føltes knastør, så han nikkede kun.

"Er mit hjerte i stykker?" spurgte hun. Han så uforstående på hende.

"Lægerne siger, mit hjerte ikke slår, som det skal. Er det i stykker?" spurgte hun igen. Han sank en klump. Hvordan skulle han på nogen måde kunne forklare sin lillesøster, at hun var ved at dø? 

"Det virker ikke helt som det skal, nej," hviskede han så lavt, han knapt selv hørte det. 

"Det forstår jeg ikke," sagde hun og gav pludseligt hans hånd et lille klem. 

"Det er ligesom med din dukke. Da du tabte hende, og hovedet faldt af. Det kunne reparere, og det kan dit hjerte også." Hun lænede sig pludseligt frem, ind imod hans krop, og han mærkede hendes spinkle arme omkring ham. Lægerne var der hurtigt til at formane hende om at blive liggende, i hendes tilstand. Han sad bare og stirrede ud i luften. 

 

Samme aften sad Tony endnu og holdt hendes hånd. Hun lå og kiggede op i loftet. Hun havde klaget over, at hun ikke kunne falde i søvn i starten, og hun og Tony havde siddet og snakket. Nu nærmerede klokken sig elleve, og søvnen var ved at tage over hende. Hendes øjne var ved at glide i. Han smilede til hende. 

"Det er okay, Maicy. Sov du bare, jeg sidder her hele natten. Det lover jeg."

"Men jeg vil ikke falde i søvn," hviskede hun med skælvende stemme. 

"Du har da aldrig haft problemer med at falde i søvn," lo Tony

"Det her er anderledes søvn. En, man ikke vågner fra igen," sagde hun med tom stemme. Tony mærkede, at hans hjerte begyndte at hamre.

"Hvad mener du? Selvfølgeligt vågner du igen, Maicy, lad vær at sige sådan noget."

"Tror du mor og far er deroppe?" spurgte hun pludseligt, med en pludselig rolig stemme. Han gjorde læberne til en tynd streg.

"Maicy, du skal ikke dø, hold nu op." Hans stemme knækkede midt over. Hun drejede langsomt hovedet og smilede til ham. 

"Det er okay, jeg er ikke bange mere. Der er varmt deroppe. Mor siger, jeg vil kunne lide det." Hendes smil spredte sig pludseligt ud over hele ansigtet. En tårer gled ned af hans kind og dannede en lys stribe. 

"Jamen så skal du hilse mor og far fra mig," hikstede han og plantede et sidste kys på hendes pande. Hun lo kort, og slog armene omkring hans hals. 

"Det lover jeg." Hun lagde to fingre imod hans brystkasse. Smilet sad der endnu.

"Jeg elsker dig." 

"Jeg elsker også dig. Sov godt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...