Jagten

et oneshot til konkurrencen om at skrive en fantasy til et billede.
god læselyst :)

1Likes
1Kommentarer
616Visninger

1. Jagten

 

Hvorfor lige her? hvorfor lige nu? Hvad er det for en kræft der har tømt gaderne, og har forstummet hvert eneste lille vindpust? Og hvorfor føler jeg så alligevel et let pust, helt tæt på min nakke?... havde hun virkeligt skrevet den sælsomme besked?

Han står helt alene på den brede bro. De smalle huse omkring ham, bådene og selv det grumsede havnevand virker tomt og øde.

Mødte jeg nogen på vejen herover? Har jeg overhovedet set nogen i dag?

Tankerne snurrer i hovedet på ham, og truer med at borer igennem hans pandeskal. Han spejder omkring sig. Mærker spændingen, måske uroen, i maven. Han kigger ned på uret omkring hans håndled.

Er viseren gået i stå?

Han holder uret op mod øret, banker let på det. men lader så sin arm falde ned, og stirrer pludseligt stift ud i luften.

Var der noget bag det hushjørne? Noget der flagrede?

Ubeslutsom står han et øjeblik, så sætter han i bevægelse. Skridt efter skridt går han først langsomt så hurtigere over mod hjørnet af en lukket boghandel. Han kigger ned af alle sidegader han kommer forbi. Men der er intet at se. Heller ikke da han når udstillingsvinduet det har en stor annonce for bogen ”Sjælehviskeren”. Normalt ville han have kigget på bøgerne, endda i lang tid. Have elsket at se sit navn på forsiden. Men nu flakker hans øjne kun let forbi, inden de opfanger bevægelse i den ene øjenkrog. Med et er det væk. Uden at være sikker styrter han efter det. Ind igennem de smalle gader.

Var det hende?

Hans hjerte tonser af sted med ham. Opildnet af energi og spænding. De stopper begge op et øjeblik.

Hvor blev hun af?

Så stivner han, og mærker hvert eneste lille hår på sin blege krop, rejse sig og skælve. Da et tydeligt *psst* når ham. Udstødt få centimeter fra hans ører. Han snurrer rundt så hurtigt at han bliver svimmel. Et kort øjeblik kan han intet se. Og da den dunkle smøge dukker frem for han blik igen er den tom. Så han løber. Tilbage hvor han kom fra og videre rundt på smalle stræder, små stier og gennem hemmelighedsfulde smøger. Han ser et glimt af en sort støvle og drejer skarpt. Løber videre indtil noget…

Et ben?

… får ham til at falde *klask* ned på de ujævne brosten. Han ligger der et øjeblik, ømmer sig. Før han hører det. En latter lige ved hans øre, og alligevel meget langt væk. En lys, næsten fnisende latter. Lidt for skinger til at kunne tilhører et barn. Han vender sig om på ryggen. Blændes af en skarp sol, der står lige over ham.

Var der ikke et ansigt lige før?

Han tager sig sammen selvom det bløder let fra hans hage. Adrenalinen bedøver, og han kigger sig om efter noget, bare et eller andet, som han kan følge. Han går – humper lidt – et lille stykke ned af gaden, før han hører den igen. latteren. Denne gang er den højere, og den kommer oppefra. Han kigger op og ser hende sidde oppe på kanten af de sorte teglsten, på et tag to huse væk. Hun er fantastisk som hun sidder der. Hendes store sorte skørt flagrer i en stum vind. Og man kan se hendes bryst hæve og sænke sig under den stramme korset. Hendes sorte hår er langt, og bliver blæst tilbage fra hendes ansigt, så man tydeligt kan se hendes skarpe blå øjne omkredset af alt det sorte… og hendes brede ondskabsfulde grin. Han stirrer på hende med store øjne, indtil en brise får ham til at blinke. Da han åbner øjnene igen er hun væk.

Hvorfor flygter hun hele tiden?

Mens han haster videre i sin søgen. Tænker han på hvad han lige har fået bekræftet. Han har set hende før, men dette var første gang i virkeligheden. Første gang hvor hun ikke bare var et drømmebillede, en del af hans sind som han kaldte inspiration. Første gang hun ikke var en karakter han fortalte om, skrev om. Men et menneske. Et selvstændigt væsen, som han altid havde vist at hun var. Ikke bare hans egen uudtømmelige  kilde til historier. Men sin egen historiefortæller.

Hvorfor vil hun ikke møde mig?

Han går tungt hen ad de ujævne brosten, hans blik er overalt. Han vil ikke misse hende. Så han blik fanger hurtigt hendes da hun står midtvejs nede af en sidegade, og kigger direkte på ham. Denne gang vil han ikke begå fejl. Han vender sig imod hende, går langsomt mens han suger hende ind med blikket. Det samme gør hun, han er ved at drukne i hendes øjne, da hun begynder at gå baglæns, mens hun med hånden gør tegn til at han skal følge efter. Han gør som befalet, og går blændet af hendes blik efter hende. Luften omkring dem står stille, mens de langsomt bevæger sig ned af den smalle gyde.

De øjne…

Han bemærker næppe at det bliver mørkere mens de går, at det klar dagslys suges ned i hendes hænder, som nu holder omkring en ild, der lokker med samme farver som de dybe øjne. Han ser kun næsten at hendes ansigtstræk bliver dybere, og mørkere. Og at gaden omkring dem langsomt forvandles til ingenting. Og da hun pludseligt drejer om et hjørne føler han sig blind. Men nu sætter han i løb, og snubler næsten da han når rundt i svinget. Hun står kun en halv meter fra han. En kold ånde rammer hans ansigt, og rejser hårene på hele hans krop. Hendes hænder der nu lyser som det eneste gaden lokker ham til at træde nærmere. Hendes ansigt er alvorligt. Sørgmodigt. Og han træder et enkelt skridt nærmere, så hans næsetip kun er ti centimeter fra hende.

Hvorfor græder hun?

Så pludseligt breder der sig et grin på hendes mund, der afslører en lige række af spidse små tænder. Så bliver der mørkt. Helt mørkt.

Hvor er hun? Hvor er lyset? Og hvorfor mærker jeg nogen rive min brystkasse åben? Hvad er det for en smerte? Hvilke tænder graver sig ind i mig? Hvorfor stopper mit hjerte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...