Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2133Visninger
AA

3. Tudeprinsessen (Dani)

Jeg hørte hende, før jeg så hende. Stille og roligt kom jeg gående ude i den store have, da hendes hulken afbrød min tankegang, og sendte alting på flugt.

Stille bevægede jeg mig om bagved den busk jeg stod ved, og sørgede for, at jeg var i ly bag den. Jeg havde ikke den mindste lyst til at tale med nogle, og da slet ikke en småirriterende, lille pige, som skulle trøstes.

Jeg hørte, hvordan hun satte sig ned langs busken, og sank sammen i græsset. Hendes tåre havde fået frit løb, og det lød ikke til, at hun ville blive opmuntret lige foreløbig. Gad vide, hvad der egentlig var i vejen?

Det kunne være lige meget. Det var ikke mit problem.

Stille bevægede jeg mig frem fra mit skjul, for bedre at kunne se hende, imens jeg forsigtigt passede på, at hun ikke ville se mig. Hun havde sit ansigt skjult i hænderne, men bare på hendes højde kunne jeg se, at hun var meget ældre end jeg først havde antaget.

Der var ingen chance for, at hun ville opdage mig. Hendes hulken overdøvede mine skridt, og hendes ansigt blev ved med at være gemt i hendes hænder. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvem hun var og hvor hun kom fra. Normalt var der kun John og mig i denne have, og så ind i mellem en gartner. Men sådan en lignede hun bestemt ikke.

"Hvem er du?" spurgte jeg koldt. Lyden af min stemme fik hende til brat at løfte hovedet, og rykke et par meter baglæns, imens hun febrilsk forsøgte at skjule de tårer der stædigt blev ved med at løbe. Men det var forgæves. Hendes røde øjne ville have afsløret hende lige meget hvad.

"Undskyld.. Du forskrækkede mig," mumlede hun og kom vaklende på benene.

"Jeg er sgu ligeglad. Jeg spurgte hvem du er. Hvad fanden laver du i Johns have?" Min stemme blev ved med at være iskold. Jeg havde ikke lyst til at dele dette hus med nogen som helst. Jeg skulle bare have ro.

Hendes grønne øjne så undrende ind i mine, og genkendelsen sad i mig med det samme. Jeg måtte undertrykke et lille gisp. Hende?

"Jeg er Johns barnebarn. Har han ikke sagt, at jeg ville komme?" spurgte hun forsigtigt. "Hvem er du i det hele taget?"

"Nej, det han ikke sagt," mumlede jeg irriteret. "Og jeg bor her lige som."

"Hvad er dit problem egentligt?"

"Dig. Jeg vil have fred. Det er lige som derfor jeg betaler en formue for at være her." Mine blå øjne skød lyn, og fik hendes grønne til at krympe sig. Jeg kunne ikke lade være med at fryde mig over, at det endelig var mig der havde magten. Hende der var bange for mig, og ikke omvendt.

"Der er da vel nok plads til alle?" Hendes undren forstummede ikke. Og til min store irritation virkede det ikke til, at hun forstod min hentydning. Så måtte jeg jo prøve at gøre den mere tydelig.

"Jeg snakker med John senere. Indtil da, så bare sørg for at holde dig langt væk fra mig." Jeg lod mine øjne blive ved med at skyde lyn. Der var vigtigt at hun virkelig fattede det. Jeg gad ikke hverken se eller høre på hende. Jeg var ligesom kommet herud for at komme væk. Ikke for at få det hele smidt i hovedet igen.

Med de ord vendte jeg om på hælen og forsvandt. Hendes hulken fortsatte før jeg nåede uden for hørrevidde, men jeg stoppede ikke op. Det måtte hun sgu selv om.

Tudeprinsesse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...