Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2131Visninger
AA

10. Straffen (Denice)

Jeg vendte mig hurtigt imod den arrige stemme, til synet af  bedstefar. Han stod vredt med hænderne i siden og kiggede forvirret frem og tilbage imellem Dani og jeg. Vreden dunkede stadig rundt i mit blod. Jeg var overrasket over at jeg overhovedet kunne holde mig fra at give ham endnu en lussing. Da jeg vredt skulede til Dani, vendte han sig brat om, og begyndte med hastige skridt at gå den anden vej. 

"DANI!" Jeg havde aldrig hørt min bedstefar stemme så vred og bestemmende før. Han havde intet andet valg end at adlyde, det vidste vi begge. 

"Din lille prinsesse er iiih og ååh så dygtig hva'? Det er jo kun mig der kunne finde på at gøre noget forkert, ikke?!" tordnede Dani's stemme igennem luften. Jeg slog måbende ud med armene, og stirrede på Dani, som han gik hen til bedstefar med mobilen i sine fremstrakte arme. Videoen spillede allerede på skærmen. Jeg var ikke længere den eneste der måbede.

"Ja! Din søde prinsesse er ikke så uskyldig som hun udgiver sig for!" fortsatte Dani's stemme hoverende. Hans ansigt var dækket af en tilfredsstillelse, som erstattede min chokering med endnu mere vrede. Jeg kunne simpelthen ikke fatte at han virkelig gjorde det der! Hidsigt farede jeg frem og slog igen ud efter hans hånd. Denne gang var han så optaget af sin sejr, at han ikke var forberedt på slaget, og mobilen landede i mudderet. 

"Hvad fanden laver du din lille tøs?" råbte han arrigt i ansigtet på mig. Jeg skulede til ham, og lavede med vilje en hurtig bevægelse tættere på ham, for at vise den nye styrke jeg havde gemt inden i mig. Han rykkede sig forskrækket og ufrivilligt tilbage, og skulle lige til at råbe, da jeg afbrød ham.

"Han har ikke sagt ét eneste venligt ord til mig siden han kom! Og du skulle have set ham imod gartneren! Han var simpelthen så flabet! Han ødelagde hele rosenbedet bedstefar! Han ødelagde vores rose!" jeg hev efter vejret, og prøvede at få kontrol over mig åndedrat. Små tårer var dukket op i mine øjne, men de måtte ikke se dem. Jeg skulle være stærk nu. 

"Han var fuldstændig ligeglad! Og han gad ikke engang hjælpe gartneren bagefter! Årh bedstefar, forstår du ikke hvor arrogant og ligeglad han er?! Kan du ikke se det?! Se dog på ham!!" Jeg fortrød med det samme at have råbt af min bedstefar, men jeg havde ingen kontrol over mit temperament. Han havde tændt noget i mig jeg aldrig nogensinde havde følt før, en sådan vrede jeg ikke kunne styre. Men jeg elskede den. Lige nu elskede jeg den. 

"Så er det nok! Jeg er ligeglad hvem der gjorde hvad her. I to går med det samme hen og ordner hele rosenbedet sammen!" Bedstefars øjne lynede, som blikket flakkede imellem mig og Dani. 

"Hvad?!" råbte vi begge i kor. Jeg kiggede endnu engang vredt på ham, og prøvede at styre mit temperament. Han stod med åben mund og vrede øjne, tydeligvis lige så chokeret som jeg. 

"NU!" lød bedstefars kommanderende stemme endnu engang, inden han vendte sig om og gik. Vredt trampede jeg hen imod rosenbedet. Adrenalinet og vreden pumpede rundt i mit blod, og jeg kunne ikke se klart. Jeg forsøgte mig frem med dybe indåndinger. Det varede noget tid inden jeg indså, at skridtene der burde lyde bag mig, ikke var der.

Jeg drejede rundt, og stirrede på hans afslappede krop, der stod lænet op af muren. Jeg  blev overrasket over hvor ligeglad han så ud. Vreden var forsvundet. Da han så mine skulende øjne, viste et skævt smil sig på hans irriterende markede ansigt.

"Hvad laver du?! Jeg vil ikke det her mere end dig, men nu har du fandme bare at komme! DU ødelagde det bed!" råbte jeg til ham med tiltagende styrke. Jeg følte mig stærk. Men da jeg så på hans hoverende og grinende ansigt, var det som om jeg mistede modet. Han mærkede ikke min styrke. 

"Hov hov... Må prinsessen godt bande sådan?" sætningen blev efterfulgt at en tilfreds latter. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...