Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2165Visninger
AA

6. Rosen (Denice)

Som jeg lå i hængekøjen i haven, lagde roen sig lige så langsomt over mig. Fuglenes harmoniske nynnen flød ud i luften, som blide bølger på en sommerdag. Solen kærtegnede min hud, som jeg desperat prøvede at få brunere. Bedstefar havde vel ret. Måske havde ham Dani bare haft en dårlig dag. Jeg kendte selv til dårlige dage, og jeg havde måske heller ikke været for venlig.

Jeg indåndede den lette luft, og mærkede vreden sive ud af mig, som jeg udåndede. Jeg tog min tegneblok frem, og fortsatte på den skitse jeg var i gang med. At tegne gav mig altid ro. Det hjalp mig med at fjerne mit fokus fra alt andet, og bare koncentrere mig om at tegne. Jeg lod tegningerne og ideerne tage mig til verdener jeg ikke kendte, verdener hvor sorg og frustrationer som dem jeg følte, slet ikke fandtes. 

En pludselig råben vækkede mig fra min koncentration. For mig lød det som gartnerens stemme. Jeg kiggede igennem de 2 grantræer som ellers dækkede for mit udsyn, og så det. Gartneren sad i en anstrengende stilling og samlede noget op fra jorden, imens han frustreret råbte efter ham. Dani stod over den flotteste af vores roser, med det mest flabede smil, og ødelagde den. Vreden steg op i mig igen. 

Rosen han ødelagde, var ikke bare en rose. Den var ikke blot den flotteste, største og bedste rose i vores have. Det var den rose, vi havde passet på og plejet, som var det vores barn. Det var den rose, vi havde lagt så meget kærlighed i. Det var den, vi havde grint og grædt ved, imens vi så den vokse dag for dag. Det var den rose vi i fællesskab havde skabt. Bedstefar, jeg. Og min søster. 

Min blik begyndte at dunke svagt af vreden, imens jeg hoppede ned fra køjesengen, og hårdt kæmpede for at stoppe mig selv i at storme over til ham med det samme. Men det her var ikke noget jeg kunne klare med ham. Han vidste ingenting, om noget her. Det eneste han gjorde her, var at ødelægge den fred og ro, som han selv påstod at han kom for at finde. Det eneste han gjorde, var at vade ind i en situation han intet kendte til, og lade som om det var fuldstændig ligemeget. 

Efter flere minutter af gartnerens bønder, forsvandt han med et tilfreds smil. Jeg rejste mig fra mit skjul bag træet, og småløb hen til gartneren. Jeg satte mig ned på hug og hjalp ham med at samle mælkebøtterne op.

"Åh, Denice! Lad mig gøre det, det er jo mit job. Det skal du slet ikke tage dig af." sagde han i en opgivende men høflig tone, og sendte mig et smil. 

"Hvorfor gjorde han dog det?!" udbrød jeg forvirret og vredt, imens jeg fortsat samlede de gule blomster op fra det ellers så fine græs. Gartneren rystede på hovedet, og sukkede. 

"Jeg ved ikke hvad der er med den dreng... Men han kommer fandme ikke med andet end latterlige bemærkninger og flabede handlinger.. John kan åbenbart godt lide ham." 

"Jeg går ind og snakker med ham med det samme!" sagde jeg bestemt, og smed den sidste blomst op i spanden, inden jeg sprang op. Jeg fortsatte hen mod døren trods gartnerens bedende råb om at lade være. Jeg ville ikke finde mig den opførsel, fra en dreng der slet ikke burde være her. 

For anden gang den dag stormede jeg ind i huset, denne gang mere vred end sidst. Døren var lukket, men jeg skulle lige til at storme ind, da jeg så ind af vinduet til kontoret. Bedstefar sad i hans store kontorstol og lyttede intenst til Dani's ord. Det så alvorligt ud. Jeg ville vædde med at det havde noget med mig at gøre. Jeg listede ud af hoveddøren, og hen til vinduet, som gik ind til kontoret. Hvis jeg stod på tæer kunne jeg akkurat lige se deres alvorlige ansigter. Det stod let på klem, og jeg kunne svagt høre deres stemmer. Jeg hørte mit navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...