Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2165Visninger
AA

5. Provokation (Dani)

Jeg vandrede hvileløst rundt i haven uden rigtigt at være i stand til at slå pigen ud af hovedet. Selvom det var tydeligt, at hun ikke havde genkendt mig, så sad den unødige frygt alligevel i mig. Det var simpelthen for farligt, hvis hun genkendte mig. Så kunne jeg ikke blive her. Jeg ville ganske simpelt ikke være i sikkerhed.

Men jeg ville heller ikke væk. Her var så skønt og smukt, og det var lige det sted, hvor jeg havde brug for at være. Et sted hvor der ikke var nogen skyld, der jagtede mig, og hvor jeg bare kunne være mig selv, uden at bekymre mig om, hvad andre tænkte.

Men det kunne jeg tilsyneladende ikke mere. Tudeprinsessen ville ødelægge min ro fra nu af, og jeg vidste udmærket, at hun var typen der sladrede, hvis der var det mindste. Dette møde ville sikkert ikke engang gå Johns næse forbi. Men jeg var ligeglad. Der var grænser for, hvad jeg gad finde mig i, og kunne hun ikke tåle at blive modsagt lidt, så var hun fandme selv skyld i det. 

Med et irriteret suk sparkede jeg til en mælkebøtte i det grønne græs, der øjeblikkeligt blev skilt fra sin stilk. Det gule hoved fløj et par meter frem, og landede så på den lille asfaltsti, som man kunne følge tilbage til slottet.

"Hey, hvad skulle det til for?" En af gartnerne sad et stykke længere henne og luede ukrudt imellem fliserne. Der hvor mælkebøtten var blevet kastet ud var der helt rent og fint. Irriteret rejste han sig op, gik over fliserne og samlede den op. "Det her arbejde er dødsygt nok i forvejen. Du behøver ikke gøre det værre."

"Sorry," mumlede jeg og himlede med øjnene, hvorefter jeg fortsatte i den modsatte retning. Med vilje gik jeg ud i græsset, og sørgede for at sparke til flere mælkebøtter. Så havde han noget at tage sig til. Det var vel det, han blev betalt for.

"For pokker da knægt! Er der ikke en anden, du kan lade din opførsel gå ud over?" Garntneren knoklede efter mig, for at samle mælkebøtterne op, men uden held. Der blev bare flere og flere så til sidst opgav han, og rystede på hovedet. "Har du virkelig ikke andet at tage dig til?"

Jeg svarede ved at træde ind i rosenbedet, og begynde at rive bladende af den højeste og flotteste røde rose, hvorefter jeg også smed dem ud på stien. Dette fik, til min store fornøjelse, gartneren helt op i det røde felt, og jeg så hvordan hans øjne langsomt blev små og stikkende, og rødmen steg op på hans kinder.

"Så styr dig dog knægt! Det er Johns blomster at du ved det!" Han løb truende hen imod mig, men opgav hurtigt, da han så at jeg blot bevægede mig endnu længere ind i bedet, hvilket fik blomsterne til at knække sammen under min vægt.

"Han vil jo bare tro, at det er dig der ikke har passet dem ordentligt," sagde jeg, og sendte ham et drilsk blik. Jeg kunne ikke lade være med at drille ham. Det var simpelthen bare underholdende.

Det var utroligt længe siden, at jeg sidst havde givet efter for min trang til drengestreger. Jeg havde egentligt aftalt med mig selv, at det var slut. Inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg var nødt til at lære at opføre mig ordentligt, hvis jeg nogensinde skulle blive til noget.

Men synet af pigen havde provokeret mig, og så da chancen efterfølgende så lokkende havde meldt sig, så kunne jeg ikke stå i mod. Og hvad pokker? Så længe det bare var en gammel sur havegartner det gik ud over, så var det vel ikke så slemt.

Med et suk kantede jeg mig ud imellem de stikkende roser, og fortsatte tilbage uden at lave mere ravage. Det måtte være nok for idag.

Jeg følte mig bedre tilpas nu, hvor jeg havde fået en smule afløb for min frustration. Nu var jeg ikke længere alene om, at føle mig forudrettet og forstyrret. 

De grønne øjne syntes dog alligevel ikke rigtigt at ville forlade min nethinde. Det var som om, at de konstant forfulgte mig, og mindede mig om, hvad jeg var skyld i. De forhindrede slottet i at hjælpe mig med at glemme. 

Tankerne svirrede stadig så meget rundt i mit hoved, at jeg slet ikke opdagede John, før jeg nærmest var gået ind i ham. Han stod i porten ind til afdelingen, hvor han boede, og så en anelse for alvorlig ud.

"Dani, der er lige noget jeg skal tale med dig om. Kommer du med ind på mit kontor?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...