Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2157Visninger
AA

7. Opdaget (Dani)

Jeg havde mismodigt fulgt med ind på John kontor, og selv om jeg havde prøvet at forhindre det, så havde jeg været en smule nervøs. Det med roserne var måske ikke et så klogt træk, endda. Men det var der ikke noget at gøre ved nu.

Uden at sige noget, havde han sat sig på den ene side af sit bord, og gjort tegn til at jeg skulle sætte mig over for ham. Først efter lidt stilhed havde han endelig åbnet munden.

"Jeg synes du skal til at behandle Denice med en smule mere respekt. Det er mig, der bor her, og hun er min gæst. Så skal vores aftale fortsætte, så er vi nødt til at kunne være her alle sammen."

John så alvorligt på mig, i det han kiggede ned igennem sine halvduggede briller. Han foldede sine hænder, og sendte mig et lille bedrøvet smil.

"Har hun sladret?" udbrød jeg i forsvar, uden rigtig at tænke over min handling. For den gav mig selvfølgelig ingen pluspoint, og fik kun John til at se endnu mere alvorlig ud.

"Det er hun i sin fulde ret til. Jeg stoler på hende, og efter hvad hun sagde, så havde du ingen grund til at té dig sådan over for hende. Jeg vil se igennem fingre med det for nu, men jeg håber at du vil kunne tage ved lære for fremtiden. Jeg gider ikke nogle unødige konflikter. Jeg har andet at se til. Forstået?"

"Forstået," svarede jeg kort uden at se på ham. I stedet fangede mit blik en bevægelse i vinduet, som jeg dog ikke nåede at indentificere.

"Er du sikker?"

John, og jeg rejste os samtidig. Jeg ville hen og undersøge vinduet, og hørte egentligt ikke rigtigt efter, hvad han sagde, men han greb fat i mig.

"Hey knægt. Jeg spurgte dig om noget!"

Hans brutale bevægelse kom bag på mig, og fik mig omgående til at se på ham. Han virkede vred. Selvom han ellers altid var så stille og rolig.

"Selvfølgelig er jeg sikker," svarede jeg arrigt, og rev mig fri. Jeg opgav at undersøge vinduet, og skyndte mig i stedet udenfor. Den samtale var simpelthen for latterlig. Kunne det skide pigebarn ikke tåle noget som helst?

 

"Jeg skal nok behandle din lille prinsesse pænt," mumlede jeg sarkastisk, da John ikke længere kunne høre mig. Jeg var gået udenfor igen, og gik automatisk i retning af vinduet. Jeg var næsten sikker på at jeg havde set noget, og jeg brændte efter at finde ud af, hvad.

Hvis det var hende, så.. Jeg knyttede næven, og et lille smil tonede på mine læber. Det ville være perfekt timing.

Forsigtigt sneg jeg mig frem, da jeg kom tættere på. Hvis hun sad der endnu, så skulle hun endelig ikke høre mig. Jeg måtte have et bevis.

Noget puslede deromme, men blokken, som jeg skjulte mig bag, tillod ikke at jeg kunne kigge. Ikke uden at risikere, at hun også så mig, og jeg anede ikke, hvor hun kiggede hen i det øjeblik. Det ville være et rent sats, men jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne sagtens forklare mig ud af det, hvis hun så mig. Det var jo ikke mig, der havde gjort noget forkert.

Forsigtigt grab jeg fat om betonblokken, og sneg mig hen langs den. Hurtigt kiggede jeg fremad, og trak så mit hoved til mig igen. Jeg havde set, hvad jeg behøvede.

Tilfredst trak jeg min mobil op ad lommen, og klikkede mig ind på kamerafunktionen. Nu skulle jeg vise hende, hvad der skete, når man ikke kunne holde sin kæft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...