Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2158Visninger
AA

9. Nogen at dele frygten med.. (Dani)

Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Selvom jeg egentligt bare ville have vist den til John og givet Denice en ordentlig forskrækkelse, så var jeg nødt til at vise hende den nu. Jeg kunne ikke vente med at se hendes perfekte prinsesse-agtige fjæs falde fra hinanden, når hun opdagede, hvad jeg havde gjort.

"Hvad er det?" Hendes stemme var panisk og skinger, men jeg kunne ikke tyde noget i hendes grønne øjne. Hun stirrede blot frustreret på den video af hende der sad og kiggede ind af vinduet, imens det langsomt gik op for hende, hvad det helt præcis var, jeg var ude på.

"Svar mig, din lille usling! Hvad er det?!" De grønne øjne begyndte at lyne, og arrigt slog hun telefonen ud af hånden på mig, så den fløj ud af mit greb og landede i græsset.

"Se dig dog for! Er du klar over, hvad den har kostet?" Overdramatisk samlede jeg telefonen op og pustede på skærmen, hvorefter jeg pudsede den i mit ærme. Der var absolut intet sket med den, og det vidste vi begge to godt. Jeg kunne mærke at det irriterede hende. Om jeg så havde sagsøgt hende, så ville hun nok stadig have ønsket, at hun havde slået den i stykker.

"Hvem i helvede tror du, at du er?" Hun slog ud efter min hånd, men denne gang var jeg forberedt. Behændigt greb jeg fat i hendes håndled i luften, og holdt fast. Hvilket blot fik hende til at blive mere arrig.

Legen var faktisk blevet meget sjovere end jeg troede den kunne.

"Jeg tror vidst lige, at du skal knytte sylten tudeprinsesse. Det var mig, der var her først, og det er ikke mig der har et behov for at sladre. Sig mig engang, hvor svag er du egentlig?" Udfordrende begyndte jeg at presse mine fingre sammen om hendes håndled, hvilket fik hende til at klynke, og tårerne sprang frem i de grønne øjne. Men det var mere vrede end det var smerte.

Det var egentligt ikke fordi jeg synes legen var så sjov, som jeg gik og bildte mig selv ind. Det vidste jeg godt. Men jeg var nødt til at komme ud med alt den smerte jeg gemte på, og den bedste måde jeg kunne komme i tanke om, var at finde nogen at dele den med. Denice var det perfekte offer. Den perfekte prinsesse. Hun trængte til at se virkeligheden, og dens grusomheder.

Jeg var så opslugt af, hvad jeg havde gang i, at jeg slet ikke bemærkede, hvordan hendes negle fra den anden hånd var begyndt at bore sig ned i min arm. Arrigt gav jeg slip og knugede om det forpinte område. Det gjorde ondt som bare fanden.

"Din lille..." Jeg greb fat i begge hendes arme, og slyngede hende op imod slotsmuren bag hende. Mine blå øjne borede sig dybt ind i hendes. Jeg ville skræmme livet af hende, og det var egentligt meget let. Jeg var stærkere end hende. Meget stærkere.

Men det skræmte hende desværre ikke.

"Slip mig," sagde hun kort uden at forsøge at gøre sig fri. "Slip mig lige nu." De grønne øjne lyste ikke af den frygt, som jeg ville finde i dem. I stedet udviste de en modighed, og stædighed, som jeg ikke i min vildste fantasi havde forestillet mig at hun besad.

Målløst gjorde jeg som hun sagde. Der var ikke noget formål med at holde hende fast, hvis hun ikke blev bange. Så ville hun ikke dele den frygt, som lå så dybt i mig.

"Du vover på at kalde mig svag, og du vover på at kalde mig prinsesse!" Pludselig virkede hun overhovedet ikke svag mere. Pludselig var hun både større og stærkere end mig. De grønne øjne havde fanget mig. Viklet mig ind i et spind, jeg ikke kunne komme ud af. "Du aner ikke en skid om, hvad jeg har prøvet, så du skal ikke gøre dig klog på noget som helst!"

"Du har ikke prøvet en skid." Jeg trådte truende et skridt tættere på hende. "Du er et af de mennesker, der har fået hele verden serveret på et sølvfad og ikke aner hvordan det er at miste."

Lussingen, der kom fra hende, efter den bemærkning var totalt uventet, men jeg vidste godt at jeg fortjente den. Især fordi jeg jo godt vidste, at det jeg lige havde sagt var en løgn. Hendes lange fingre brændte på min kind og efterlod mig med en følelse, jeg ikke helt kunne definere.

"I to!" Johns vrede stemme fik øjeblikkeligt min opmærksomhed væk fra lussingen og Denice. Hans stemme tordnede. "Hvad pokker er det, der sker her?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...