Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2139Visninger
AA

11. Minder (Dani)

Jeg så det med det samme.

Jeg så tydeligt, hvordan jeg havde ramt plet. Hvordan jeg fik Denice til at gå fra vred til decideret rasende. Den lille søde uskyldige pige, som jeg for ikke ret længe siden havde fundet tudende og blød bag en busk, var nu blevet decideret rasende på mig. Så rasende, at hvis øjne havde kunne myrde, havde jeg været død på stedet. Men det kunne de ikke.

Det passede mig helt perfekt. 

"Du.. Du.." spruttede hun uden at være i stand til at fuldføre, hvad end hun ville sige. Det fik mig til at grine endnu mere. Hun var virkelig sjov at drille.

"Jeg... hvad?" spurgte jeg smørret og efterlignede hendes pivende stemme med en hånlig klang. Provokerende gav jeg mig let til at tygge på et græsstrå, som jeg havde trukket af et bed, der stod ved siden af mig.

"Du hjælper mig med de roser," konstaterede hun kort, og faldt en lille smule ned igen. Med sløve og trætte bevægelser tog hun den grensaks, som gartneren, der havde hørt det meste af samtalen, havde rakt over imod hende.

"Jeg tror ikke i kan gøre så meget andet end at klippe dem af. De kommer nok ikke op igen, men det ser bestemt ikke pænt ud, at de ligger på den måde. Jeg må plante nogle nye til næste år." Jeg så godt smerten i hans blik, da han sagde det, og et øjeblik mærkede jeg samvittigheden slå en kolbøtte i min mave, men det forsvandt hurtigt igen.

Jeg kunne godt fornemme, at det tog Denice alt, hvad hun havde i sig, ikke at sige noget til mig imens vi stod og klippede de faldne roser af. Det gjorde ondt på hende, hver gang hun gav grensaksen lov at skære igennem de tornede saftige stilke. Jeg så smerten i hendes øjne, og det var en anden smerte end den jeg havde frembragt i hende. Denne her var meget mere ægte, og meget dybere.

Selvom jeg først ikke ville indrømme det, så gjorde det også ondt på mig. Jeg havde ødelagt noget, der var mere dyrebart for denne familie, end jeg først havde troet. Var det denne tak, jeg havde givet John for at give mig lov at bo her? Jeg fortjente at blivet sparket ud med det samme, og jeg forstod faktisk ikke, hvorfor han ikke bare havde gjort det.

"Sådan," mumlede Denice, da den sidste skæve rose var væk. Der havde nu formet sig en gang ind igennem rosenbedet, og det så faktisk ikke helt så slemt ud som jeg havde frygtet. Resten af roserne kunne godt reddes. En factor, som fik mine samvittighedskvaler til næsten at forsvinde.

"Hold op med at hænge sådan med mulen," sagde jeg irriteret, og smed grensaksen fra mig. "Det var bare et par fucking roser, og jeg skrider nu, så vi slipper for hinanden resten af dagen."

Denice smed også sin grensaks fra sig, og trådte så hen til mig. Hun kom så tæt på, at jeg kunne mærke hendes ånde på mit ansigt.

"Du er kraftederme så led, at jeg får ondt af dig. Hvordan fanden holder du overhovedet dig selv ud, når du gør sådan nogle ting? For du har gjort ting, der er meget være end dette, ikke?"

Jeg så til min rædsel, hvordan hendes stikkende grønne øjne borede sig længere og længere ind i mine. Hvordan hun pludselig fik lov at se nogle ting, som jeg ikke ville vise hende.

"Hvad end du har for en fortid, så vil jeg ikke høre om den. Jeg håber blot, at der ikke kommer nogle små børn på besøg hos bedstefar foreløbig," fortsatte hun.

"Hvad skal det sige?" snerrede jeg uden helt at kunne holde masken.

"At jeg er ret sikker på, at du ville have banket dem gule og blå inden de nåede inden for en dør, bare fordi deres gråd irriterede dig."

Med de ord vendte hun rundt på hælen og gik, imens hun efterlod mig tilbage med en følelse jeg ikke helt kunne sætte ord på, og som jeg længe havde forsøgt at glemme.

Det var følelsen af minder der overvældede mig. Minder som jeg mere end noget andet, forsøgte at fortrænge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...