Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2124Visninger
AA

12. Halskæden (Denice)

Jeg ved ikke hvad det var for en følelse, den forbandede flabede dreng startede i mig, men jeg havde aldrig set den side af mig selv før. Jeg kunne stadig mærke blodet pumpe rundt i min krop, som jeg gik igennem huset. Jeg forsøgte forgæves at berolige mig selv ved hjælp af dybe vejrtrækninger, men ikke engang det kunne få mine knyttede næver til at stoppe med at ryste. 

Hvordan kunne han overhovedet tillade sig at opføre sig på den måde? Hvordan kunne han få sig selv til det? Jeg gik ind i køkkenet, og så til min lettelse, at jeg havde rummet for mig selv. Det sidste jeg havde brug for nu, var nysgerrige spørgsmål og interesserede blikke. Der foregik for meget oppe i mit hoved til, at jeg kunne koncentrere mig om andet.

Jeg sank den køleskabskolde mælk jeg havde i hånden, og mærkede kulden berolige mig, som den langsomt gled igennem min krop. De dybe vejrtrækninger synes endelig at virke, som jeg kiggede ud på den blå himmel igennem de nypudsede vinduer. 

Hans øjne ville ikke forsvinde fra mit indre. Jeg havde set udtrykket i dem ændre sig tydeligt, da jeg havde ladet min sidste kommentar hænge i luften. Et udtryk jeg aldrig før havde set i ham var dukket op. Det var som om de iskolde blå øjne for en gangs skyld var blødt op. Men samtidig var det som om, at det ikke var på grund af mig. Det var nærmere på grund af noget længere væk, noget som kun han kunne se, noget som kun eksisterede inde i hans hoved i det øjeblik. Men som jeg havde vækket.

En pludselig tanke ramte mig. Jeg måtte hellere sige undskyld til ham. Det var jo ikke min mening at gøre nogen ondt, det havde det aldrig været. Jeg nikkede stille for mig selv, som jeg begav mig ud af køkkenet igen. Han opførte sig muligvis som en idiot, men jeg kunne stadigvæk godt være fornuftig nok til at sige undskyld for min opførsel. Det jeg havde gjort var jo heller ikke okay. 

Eftermiddagens sidste solstråler skinnede igennem de brede ruder, og varmede min bare hud. Roen havde efterhånden lagt sig som en tåge i hele min krop, en tåge der dækkede over vreden, som stadig var derinde et sted. Halvvejs oppe af gangen, var det som om noget gav genskær, og blændede mig. Jeg kiggede ned, og et gisp undslap mig.

Det var den. Halskæden. 

Som et hårdt slag i maven, røg al luften ud af mig, og jeg væltede ned på mine bare knæ foran det blanke smykke. Jeg var uden evne til at trække vejret ned i mine lunger. Billeder af hende spillede sig for mit indre. Min søster. Hendes brede smil, hendes rungende latter. Scenarier jeg havde gravet langt væk, lyste nu op i alverdens farver, og mindede mig om hendes fravær.

Den glemte smerte farrede nu endnu engang rundt i min krop, og jeg følte mig mere alene end nogensinde før. Jeg lod langsomt mine fingrespidser røre ved det kolde metal, kørte dem rundt om hjertets form, indtil de stoppede ved det lille hak. Som en ensom tårer trillede ned af min kind, åbnede jeg hjertet. Mit blik blev mere og mere sløret, men billedet var ikke til at tage fejl af. Det var det sidste billede, der var blevet taget af os sammen. 

Halskæden havde hun fået et par uger før..... før hun forsvandt. Jeg knugede det kolde metal ind mod min krop, og mærkede tårerne dryppe ned på mine bare ben. Jeg savnede hende. Savnede hende så sindsygt. Med endnu en dyb indånding beroligede jeg mig selv, og forsøgte desperat at blinke tårerne væk, imens jeg trak kæden over mit hoved. Hun havde altid haft et mindre hoved end mig, men med en smule kræfter, gled kæden ned over mit løse hår. Formen af hjertet lå nu roligt i udhulningen imellem mine kraveben. I det øjeblik, var det som om jeg følte mig en lille smule mindre alene. Som om jeg ikke længere var så ensom. For jeg havde en del af hende ved mig.

På mine rystende ben rejste jeg mig, og begav mig videre ud mod haven med fornyet styrke, i håbet om at Dani stadig ville være der. Ja, for første gang siden jeg ankom, så håbede jeg faktisk at finde ham. Jeg blinkede de sidste tårer væk, og lod min hånd fange de undslupne på min kind. Mit spejlbillede i vinduet fortalte mig, at man ikke kunne se jeg havde grædt, og med bevidste skridt trådte jeg ud i haven.

Han stop lænet op af muren. Han havde nærmest ikke bevæget sig, siden jeg forlod ham. Ingen reaktion kom fra ham, som jeg stoppede op på havetrappen. Det var som om han var meget længere væk, et sted jeg ikke kunne nå ham. Udtrykket var stadig i hans øjne.

"Øhm... Dani...." sagde jeg forsøgende og stille. Hans krop gav et sæt, og da hans øjne mødte mine, forsvandt det sidste blødhed fra hans blik, og blev erstattet af den murstenshårde overflade.

"Hvad vil du nu?" sagde han irriteret, og puttede opgivende sine hænder ned i sine bukselommer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...