Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2130Visninger
AA

2. Gensynet (Denice)

 

Døren blev åbnet til den alt for dyre Mercedes, og for første gang i mange år, stod jeg foran det store slot, jeg engang kendte så godt. Den lune brise kærtegnede min hud, og fik mit lange hår til blidt at bevæge sig. Efter den lange tur var det rart endelig at bevæge sig. Jeg strakte mig dovent, og gik derefter over de hvide perlesten, med blikket vendt mod min bedstefars smilende ansigt.

Da jeg mærkede hans halvrystende arme knuge sig omkring min krop i et beskyttende kram, udløste noget sig inden i mig. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Følelsen af al den energi, al den kærlighed der var lagt i krammet, var mere end jeg havde fået, siden... Jeg ville ikke tænke på det, måtte ikke tænke på det nu. Jeg blev nød til at tage mig sammen, for min kære bedstefars skyld. Jeg blinkede desperat tårerne væk, og indåndede den rolige luft og atmosfære der lå over stedet. 

"Hvor er det længe siden, min lille Denice! Du er blevet så stor.." lød den velkendte, rolige stemme fra hans mund, imens han gav mit arm et klem. Jeg fandt automatisk mit falske smil frem, og og blinkede en sidste gang, for at sikre mig at tårerne var væk. "Du ser dog noget så træt ud... Skal jeg vise dig op til dit værelse? Nej, du kan vel finde det selv, kan du ikke?" fortsatte han med et lille grin, tydeligvis glad over at se mig. 

Jeg syntes skam også det var rart at se ham. Men jeg var ikke glad. Jeg var aldrig glad mere. Jeg puttede mig ind i hans beskyttende favn en sidste gang, og gik derefter målrettet hen imod den store trætrappe, velvidende om at jeg ikke havde sagt et ord. Som jeg gik op af trapperne, mærkede jeg smilet forsvinde, og blive erstattet af de salte tårer der nu trillede ned af mine kinder.

For hvert skridt jeg tog, dukkede flere og flere minder op. Minder fyldt med smerte. Min hånd gled blidt hen over gelænderet, som billederne af mig og hende dukkede op i mit hoved. Hende som uansvarligt først gled ned ad det, og tvang mig til at følge efter. Hendes halvbange skrig lød i mine øre, og chokerede mig. I et sekund troede jeg, at hun var ved siden af mig. Jeg rystede hurtigt tanken af mig, og gik hastigt videre, med blikket rettet stift fremad, beslutsomt og stædigt. Det hele var i mit hoved. Kun i mit hoved.

Jeg stoppede i dørkarmen til mit værelse. Vores værelse. Tanken startede en ny strøm af tårer, men denne gang gjorde jeg intet for at stoppe dem. Jeg kiggede blot rundt i rummet, forberedt på smerten. Ikke mange ting havde ændret sig siden sidst jeg var der. Den halvfalmede lyserøde farve var stadig på de fire vægge, og legetøjet lå i hjørnet, hvor vi dengang smed det, fast besluttet på at vi var færdige med at lege. Et lille smil dukkede op på mine rosa læber, som jeg tænkte på hvor store vi følte os dengang. Jeg kiggede videre rundt i rummet, imens billederne endnu engang kørte for mit indre.

Mit blik stoppede ved sengene. Hvor meget jeg end gerne ville kigge væk, var det umuligt. Mit blik var som låst på dem, imens jeg med stille skridt nærmede mig. Jeg nærmede mig ikke min egen seng, men hendes. Min elskede søster. Med tårerne strømmene ned af mine kinder, faldt jeg på knæ ved kanten af den. Frustreret begravede jeg hovedet i hendes bløde dyne, imens smerten langsomt overtog min krop.

Jeg kunne ikke klare det her. Jeg kunne ikke. Der var alt for mange minder, alt for mange gemte grin, alt for mange skjulte tårer. Smerten strømmede i mine åre. Savnet var så stort som aldrig før. Derhjemme havde de spærret hendes rum af, og nægtet mig adgang. Men her, var intet rørt. Her, var alt som det var dengang, og det var værre end jeg nogensinde havde forventet. Det var for meget, alt for meget, til at jeg kunne tage det.

Bange for smerten begyndte jeg at løbe ned af trappen, og undgik mirakuløst at snuble. Jeg lagde hverken mærke til min forvirrede bedstefar i sofaen, eller den chokerede stuepige, som jeg løb ud af havedøren, alt hvad jeg kunne. Jeg pressede mig selv til det yderste, ud i haven, uden at vide hvor jeg ville hen. Det smertede i mine ben, og vinden pressede sig imod mit ansigt. Min halvlange sommerkjole flagrede op, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare væk, væk fra smerten, væk fra minderne. Væk fra alting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...