Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2131Visninger
AA

14. For meget (Denice)

Selvom smerten igen dukkede op da jeg trådte ind i stuen, var den knap så stor som tidligere. Jeg var ikke klar over, om det var på grund af Dani, eller om jeg blot var ved at vænne mig til tanken om at være her, uden hende. Men jeg ville aldrig vænne mig helt til det.

Det var forfærdeligt. Det var lige meget hvor lang tid der gik. Der ville altid ske noget, som jeg skulle have oplevet sammen med hende. Der ville altid være øjeblikke, hvor hun skulle være hos mig, steder, hun skulle se med mig, mennesker, hun skulle have mødt med mig. Men nu var jeg alene. 

Jeg gik stille hen til det store vindue placeret foran lænestolen, og kiggede ud på mørket der langsomt var ved at vinde over dagen. Vinden ruskede svagt i bøgetræerne. Et par fugle sad muntre og sang på de kraftige grene, som en påmindelse om at mørket ikke kunne gøre dem noget. 

En bevægelse i tusmørket fangede min opmærksomhed. Dani slæbte på en masse tasker, målrettet og hurtigt traskende imod porten. Han lignede en der ville væk hurtigst muligt. Men hvorfor ville han det? Hvorfor tog han væk nu? Et hurtigt og nervøst kig over skulderen fortalte mig at han helst ikke ville ses. Men jeg var ligeglad. Han var næsten henne ved porten. Jeg så min chance til at få svar, og løb lettere snublende hen imod hoveddøren.

"Hey!" Forsøget på at råbe højt nok, synes at mislykkes, og forpustet prøvede jeg igen:

"DANI!" Først virkede det som om han havde tænkt sig fuldstændig at ignorere mit råb, men noget fik ham alligevel til at vende sig om. Blikket i hans blå øjne var ikke til at tage fejl af, selv i halvmørket. Det eneste de udstrålede, var kulde.

"Lad mig nu for fanden være" råbte han irriteret, og gjorde mine til igen at vende sig om og gå. 

"Rejser du?" Råbte jeg modstridende, og følte mig med det samme dum, over at stille et spørgsmål, når svaret var så åbenlyst. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige. I et øjeblik var jeg bange for at han ikke havde hørt mine ord, men så vendte han sig igen om, denne gang endnu mere arrigt.

"Ja for helvede, jeg rejser! Nu når du insistere på at ødelægge min ellers diskrete måde at forsvinde på, må du hilse John og sige at jeg var glad for at bo her, hvis det ikke var fordi hans lille plage af et barnebarn skulle fucke alt op!" Ordene ramte mig hårdere end jeg havde forventet. 

En stor trang til at at råbe ham op i ansigtet voksedes inden i mig, men jeg kunne intet gøre. Jeg var mundlam, som jeg så ham smække porten i, og stige ind i den gule taxa. Da den langsomt kørte væk, lagde lettelsen sig over mig. Alle mine frustrationer forsvandt, og det var som om jeg endelig kunne tage en ordentlig indånding. Han var væk. Nu kunne jeg endelig slippe for hans kækhed. Et smil bredte sig for første gang den dag på mine læber. 

Jeg vendte mig om, og stødte direkte ind i min bedstefar. Han rømmede sig, og kiggede undersøgende på mig, med armene over kors.

"Hvem var det Denice?" Spørgsmålet var ikke af nysgerrighed. Han kendte allerede svaret.

"Jeg.. Jeg kunne altså ikke gøre noget bedstefar.. Jeg havde endda sagt undskyld - men så rejste han bare.." fik jeg fremstammet, og kiggede bedende på ham. Han rystede forvirret på hovedet, som om han ikke engang ville forsøge at forstå mere af dette kaos. Men jeg kunne godt genkende det jeg så i hans øjne. Skuffelsen.

"Ja, jeg hørte godt hvad han sagde. Han var nu ellers en sød dreng at have her.." mumlede han, klappede mig en enkelt gang på skulderen, og gik derefter ind igen.

Frustreret satte jeg mig på stentrappen, og sukkede opgivende. Uanset om det var meningen eller ikke, havde han nu erstattet min lettelse med skyldfølelsen. Mørket påvirkede mit humør, og gjorde mit sind endnu mere dystert end det allerede var. Måske skulle jeg slet ikke have været taget herhen til at begynde med. Det virkede som om alting var meget mere roligt, før jeg kom. Det eneste jeg havde fået ud af besøget indtil videre, var endnu mere smerte, sorg, og skyldfølelse over at skræmme Dani væk.

I flere timer sad jeg og stirrede ud i mørket, imens mine tanker langsomt omringede mig og tog kontrollen. Intetheden havde overtaget. Her i ensomheden følte jeg ingenting. Ingen smerte, ingen irritation. Kun undren over den tanke der blev ved med at plage mig.

Her var så stille og tomt uden Dani.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...