Behind blue eyes

Denice er flyttet ud på et slot og skal bo hos hendes bedstefar i ferien, da hun har brug for at komme væk hjemmefra. Hendes søster er lige forsvundet, og politiet har efterhånden opgivet at finde hende. Magtesløsheden hænger tungt over Denice, og da det viser sig at hun skal dele det store slot med den mystiske dreng Dani bliver det ikke bedre. Han er konstant efter hende, og fra første øjekast kan de ikke udstå hinanden. Men efter lidt tid er det som om at han åbner lidt op. Lige ind til den dybeste af Danis hemmeligheder kommer frem..
(Isabell Elena skriver fra Denices synvinkel og Fluen skriver for Dani)

11Likes
38Kommentarer
2125Visninger
AA

13. En nødvendig beslutning (Dani)

"Jeg ville bare gerne sige undskyld," sagde Denice fast og lod sine grønne øjne fange mine. Hendes blik borede sig ind i mig på den der måde, jeg virkelig ikke kunne fordrage.

Jeg kunne ikke lade være med at se en smule undrende på hende. "Undskyld?" 

"Det var ikke min mening at beskylde dig for alt det der. Det var ikke fair af mig," fortsatte hun.

"Nej, det var det i hvert fald ikke," svarede jeg koldt og så ned i jorden. Jeg hadede de grønne øjne noget så frygteligt, men jeg følte mig også svag ved blot at stå der, og glo ned i jorden. Allerhelst ville jeg bare gerne have hende til at forsvinde. Forsvinde langt væk tilbage, hvor hun kom fra. Og tage de klamme minder med sig.

"Jeg er ked af det," blev hun ved.

"Mhm, det er du sikkert. Var der mere?" Jeg så op og mødte de grønne øjne med alt den kulde jeg kunne mønstre. Men jeg nåede kun op til hendes hals inden jeg brat stoppede op og fokuserede på den lille halskæde, der sad om den. Jeg huskede kun den genstand alt for godt, men det kunne ikke være den. Det passede ikke.

"Nej," sagde hun stift og det var tydeligt at hun febrilsk prøvede at forhindre sig selv i at blive vred. "Det var det hele."

"Vent!" udbrød jeg en smule panisk, og greb ud efter hendes skulder. Det gav et lille sæt i os begge to ved den uventede fysiske berøring. Hun rystede min hånd af sig, og så afventende på mig.

"Hvad?"

"Din halskæde.." begyndte jeg uden helt at vide, hvordan jeg skulle formulere mig. "Hvor har du den fra?"

Hun tog uvilkårligt hånden op, og lukkede den om den lille sten. Hendes blik flakkede. 

"Den.. Det.. Den tilhørte min søster," sagde hun til sidst.

"Men.." Jeg nåede lige akkurat at stoppe mig selv inden mistænkligheden i de grønne øjne dukkede op. "Bare glem det," afsluttede jeg og vendte rundt.

"Nej." Hun blev stædigt stående. "Hvorfor ville du vide det?"

Jeg stoppede op og kiggede endnu engang tilbage på hende. "Hold op med at glo på mig på den måde," snerrede jeg. "Det er sgu ikke fordi jeg har tænkt mig at stjæle den, eller sådan noget, hvis det er det du tror."

Det lukkede munden på hende. De usagte ord, der hang imellem os var der ingen der turde sige højt. Ingen vidste hvilke konsekvenser de ville have.

Jeg stod tavst og så efter hende da hun gik op imod porten ind til slottet, og da den lukkede i bag hende med et lille smæld kørte tankerne febrilsk rundt i mit forvirrede hoved. Den halskæde.. Den var symbolet på alt det jeg ikke ville huske, men spekulationerne ville ikke lade mig slippe. Det gav ingen mening, at Denice havde den. Hvor havde hun fået den fra?

Det eneste svar, der gav bare en smule mening var at hun havde løjet, men hvorfor skulle hun have gjort det? Var der mon sket noget siden jeg sidst havde fået en opdatering? Spørgsmålene gjorde ondt i mit hoved. Det var alt det her jeg var kommet for at glemme, og nu havde hun vendt op og ned på det hele. Hun var blevet et symbol på det jeg havde gjort. Og selvom jeg godt vidste, at jeg ikke fortjente at få lov at glemme, så var jeg nødt til det. Smerten, der dukkede op hver gang jeg tænkte på det, var ikke noget jeg kunne holde ud lige nu. 

Som jeg stod der, og tavst kiggede op imod porten forplantede en tanke sig i mig som jeg ikke kunne slippe. Som billederne og minderne langsomt blev flere, og overtog mit svage sind kunne jeg ikke give slip. Der var ikke noget at gøre. Jo længere jeg blev her, jo værre ville det bare blive. Denice ville blive ved med at gå og minde mig om alt, hvad jeg havde gjort. Og hvad var formålet så? 

Der var ikke noget at blive her efter længere. Formålet med at være her fandtes ikke mere. Denice havde ganske simpelt rykket det sikre grundlag væk under mine fødder.

Jeg havde taget en beslutning da mine fødder igen satte mig i gang, og jeg bevidst bevægede mig op i mod mit værelse. Der var ikke andet jeg kunne gøre nu end at pakke mine ting og flygte. Jeg var ganske simpelt nødt til at komme væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...