Runaway [1D]

Sophie Andersons far er voldelig, og derfor er hun flygtet fra sit hjem og har ladt sin mor, sine venner og sin elskede lillebror bag sig. Hun løber længe, uden at vide hvorhen, indtil hun løber ind i Louis Tomlinson (bogstaveligt talt). Louis tager hende med hjem til sin lejlighed, hvor hun møder resten af One Direction. Hun bliver hurtigt venner med dem, men er der mere end venskab mellem hende og en af drengene? Ser hun nogensinde sin lillebror igen?

3Likes
12Kommentarer
968Visninger
AA

2. The smell of vanilla and lemon

Sophies synsvinkel:

 

Jeg kvalte et grin og lagde vægten over på den anden fod. Tænk at han troede på at jeg ikke vidste, hvem han var. Selvfølgelig vidste jeg at ham foran mig var Louis Tomlinson, en del af det, efter min mening, opreklamerede og højrøvede band, One Direction. Egentlig var jeg også totalt ligeglad med, hvem han var. Det eneste, jeg tænkte på, var Matt. Hvordan havde han det, hvad lavede han og savnede han mig? Jeg havde det dårligt med at have efterladt ham hos James. Han var jo kun 7. Jaja, han havde mor, men hun havde travlt med at passe på sig selv. James kunne være grusom, når det stak ham.

Jeg kiggede op på Louis og nærstuderede ham. Blågrå øjne, mørkebrunt hår, sat med voks og et skævt, sødt smil. Vent, hvad? Sødt?! Jeg måtte være træt. Eller crazy. Jeg hadede de drenge. Fint, jeg havde haft en crush på Zayn, men det var slut. Finito. Og jeg sværgede aldrig at blive forelsket i en af dem igen. Dramatisk? Oh yeah! For dramatisk? Næ, egentlig ikke. Jeg lagde mine arme over kors, da jeg hørte en stemme, der til hver en tid kunne fryse mit blod til is på stedet.

Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, inden jeg langsomt lod mit blik glide hen på Louis, der stod og så forvirret på mig. Jeg kunne mærke at min krop begyndte ryste. ”Hvad sker der?” spurgte Louis bekymret. ”Han kommer,” hviskede jeg forfærdet. ”Hvem kommer?” Louis var helt lost, det kunne jeg høre. Jeg hørte stemmen komme tættere på og blev suppleret af to andre velkendte stemmer. Min vejrtrækning blev hurtigere. ”Jeg skal væk herfra, Louis,” hviskede jeg. Min stemme var væk. Han kiggede chokeret på mig, inden han forvirret så sig om. Han flyttede sit blik til mig. Hans blik var omsorgsfuldt. ”Lad mig hjælpe dig,” sagde han og tog et skridt tættere på mig. Denne gang var det min tur til at se chokeret på ham. Hvorfor ville han, en verdenskendt dreng, hjælpe mig, en pige med en voldelig far? Jeg kneb øjnene sammen i mistanke. Jeg kendte ham ikke, og desuden vidste jeg heller ikke om han havde dårlige hensigter. ”Kom nu?” sagde han lavt. Jeg så på min mobil. 17:38. Jeg sukkede og tog en hurtig beslutning. ”Fint,” svarede jeg og trak på skuldrene. Jeg planlagde at tage med ham, og så smutte i løbet af natten. Louis lyste op i et smil. Jeg smilede tilbage, men smilet stivnede. Louis kiggede undersøgende på mig. Jeg gispede, men rettede mig op og forsøgte at se stærk ud.

James var dukket op bag hjørnet, og han måtte ikke se at jeg var bange for ham. Den sejr skulle han ikke have. Louis så i retning af James. Han så tilbage på mig, der gav tegn til at han skulle gå hen til mig. Han bakkede et par meter, til han nåede til det sted, hvor jeg stod. Han lagde en beroligende hånd på min skulder, men jeg ænsede det ikke. Den eneste jeg havde øje for, var James. Han stod og så beregnende på mig. Han flyttede sit blik til Louis og så kort på ham, før han så på mig igen. ”Er det din nye kæreste, tøs?” spurgte han hånende. ”Nej, jeg har lige mødt ham,” hvæsede jeg. De to andre mænd var nu kommet hen, og havde stillet sig på hver sin side af James. Dem kunne jeg genkende på lang afstand. Den ene var Craig, min farbror. Den anden var Peter, James’ ven. Jeg skulede til dem begge. Craig så op og ned af Louis. ”Han er fandme noget af splejs, niece,” sagde han. Han kaldte mig altid kun niece. Aldrig Sophie. ”Og det er dit problem, fordi?” snerrede jeg. Han løftede afværgende hænderne op foran sit bryst. Jeg himlede med øjnene. Sikke en kraftidiot. Peter sukkede utålmodigt. ”Hvad er det vi skal med hende?” spurgte han opgivende. James så på ham. ”Det ved du sgu da godt. Vi knalder hende efter tur,” nåede han at sige inden Craig afbrød ham: ” Ja, og så vil James begrave hende levende!” Han lød helt begejstret. Peter nikkede langsomt og gav mig elevatorblikket, før hans blik låste sig fast på mine bryster. Jeg så hen på Louis. Han dirrede af vrede. Jeg undrede mig, for han kendte mig jo ikke, så hvorfor reagerede han, som han gjorde? Jeg kæmpede selv med vreden indeni. Hvad fanden bildte de sig ind? Langsomt tog en plan form i mit hoved. Jeg fik Louis til at slappe af og se på mig. Jeg nikkede ud mod hovedgaden bag os. Han nikkede, og jeg havde en fornemmelse af at han forstod hvad jeg ville. ”Jeg har en bil stående i nærheden,” mimede han. Jeg nikkede. Han havde forstået. Jeg talte mimende til tre. Da jeg nåede tre, vendte vi os, og løb alt hvad vi kunne væk fra James, Craig og Peter.

Vi havde løbet i godt en halv time. Jeg stoppede forpustet op og lænede mig op ad en mur. Louis så på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. "Hvem helvede var det?" spurgte han forpustet. Jeg så ned på mine sko. Jeg kunne bare ikke fortælle ham det. Han ville fortryde at han tilbød mig sin hjælp. ”De var sgu da sindssyge!” udbrød han. Jeg kiggede op på ham. Jeg så ned igen og mumlede: ”No shit, Sherlock!” ”Jeg synes faktisk at jeg fortjener at vide noget om dig, siden jeg hjalp dig," sagde han irriteret. "Jeg har aldrig bedt om din hjælp, Louis," sagde jeg. "Så du har ikke brug for min hjælp?" spurgte han. "Det sagde jeg ikke," påpegede jeg. Han tog sig til hovedet. "Fortæl mig i det mindste dit navn?" bad han. Jeg så tøvende ned og hørte ham sukke opgivende. Han vendte sig om og skulle til at gå. Nej, det måtte han ikke! Jeg tog en hurtig beslutning. "Catheryn Thomas," sagde jeg. Han stoppede og vendte sig om. "Hvad?" han spyttede nærmest ordet ud. "Jeg hedder Catheryn Thomas," sagde jeg. "Men bare kald mig Callie.” Han så først overrasket på mig, men smilede så.

Louis' synsvinkel:

 

"Jeg er ked af at jeg blev så vred før," sagde jeg. Callie nikkede. "Det er okay," forsikrede hun og smilede. Jeg åndede lettet ud. "Hvor står din bil så henne?" Hun så spørgende på mig. Nå ja, bilen! Den havde jeg glemt. Jeg så mig om. "Omkring 5 minutters gang herfra," sagde jeg. Hun nikkede. Jeg stod og så på hende. "Skal vi gå?" sagde hun. "Nåh, ja," sagde jeg. Hun fnes og begyndte at gå. "Du, Callie?" "Ja, Louis?" "Det er den anden vej," sagde jeg. "Nå..." sagde hun og rødmede. Jeg grinede kort og gik i den rigtige retning.

***

 Da vi nåede til bilen, skyndte jeg mig at låse den op. Jeg åbnede døren i førersiden og satte mig ind. Callie satte sig ind ved siden af mig. Jeg satte nøglen i tændingen og lænede mig træt tilbage i sædet. "Hvad så nu?" spurgte hun. Jeg så over på hende og skulle til at svare, da min mobil ringede. Jeg smilede undskyldende. "Undskyld, er det okay at jeg tager den her?" spurgte jeg. "Jaja, selvfølgelig," sagde hun og så ud af vinduet. Jeg smilede og tog telefonen. "Det Louis?" sagde jeg. "Hey Lou, hvor bliver du af?" sagde Nialls stemme. Jeg så på uret, der viste 19:01. "Jeg er der om et kvarters tid," svarede jeg. "Okay, godt, vi har nemlig lavet mad." Jeg kunne høre drengene larme i baggrunden. "Fint. Niall, kan I ikke dække bord til en ekstra person?" spurgte jeg og så hen på Callie, der sad og halvsov. "Modtaget," svarede Niall. "Fedt, ses Nialler," sagde jeg. "Ses du," sagde Niall. Jeg lagde på og drejede bilnøglen om. Radioen begyndte straks at spille, og Callie vågnede med et sæt. "Hv-hvad sker der?" spurgte hun søvndrukkent. "Undskyld, Callie," sagde jeg. Hun satte sig ordentligt op i sædet og smilede. "Det er okay, Louis," smilede hun. Hun rettede blikket mod radioen. Hun begyndte at nynne med på et nummer, jeg ikke kendte. "Kender du den sang?" spurgte jeg. "Ja, det er min yndlingssang," sagde hun muntert. "Hvad hedder den?" spurgte jeg. "Dream," svarede hun. ”Med Priscilla Ahn." Hun begyndte at synge. Jeg løftede et øjenbryn og smilede. Hendes sangstemme var helt fantastisk! Jeg blev nærmest beruset af den. "Det er utroligt smukt," sagde jeg. Hun stoppede og kiggede forvirret over på mig. "Hvad er?" spurgte hun. "Din sangstemme. Den er superflot," sagde jeg. "Tark. Du er nu heller ikke så tosset," grinede hun. Jeg grinede med. Hun vendte igen sit blik mod radioen, og jeg håbede at hun ville begynde at synge igen, men det gjorde hun ikke. I stedet forblev hun helt stille. "Er der noget galt?" spurgte jeg. "Den sang," sagde hun. "Den minder mig om Matt," hendes stemme bævede, hun var tæt på at græde. "Hvem er Matt?" spurgte jeg blidt. "Min lillebror," sagde hun. Jeg åbnede mine arme og så opfordrende på hende. Hun tøvede, men krøb så ind i min favn. Jeg lagde armene om hende, og strøg hende på håret. "Hvad er der med Matt?" mumlede jeg ned i hendes hår. "Jeg forlod ham," hviskede hun og begyndte at hulke voldsomt. Hendes skuldre rystede og jeg forsøgte at berolige hende. Jeg strøg hende hen over ryggen og hun pressede sig længere ind imod mig. Jeg begyndte at nynne en beroligende melodi og vugge hende ligeså stille, frem og tilbage.

Vi sad sådan længe. Callie begyndte at falde til ro. Jeg slap langsomt mit tag i hende. "Kan du klare det nu?" spurgte jeg blidt. Hun nikkede og tørrede sine øjne. Jeg tog min sele på og det samme gjorde hun. Hun så ud ad ruden. "Callie, du kan bare sove. Jeg vækker dig når vi er fremme," sagde jeg. Hun smilede og satte sig til rette. Snart kunne jeg høre hendes langsomme vejrtrækninger. Jeg satte bilen i gear og trådte på speederen.

***

 Jeg slukkede for motoren og så hen på Callie. Hun sov trygt. Jeg sukkede og ruskede blidt i hendes skulder. "Callie?" kaldte jeg. Hun åbnede det ene øje og så op på mig. "Vi er fremme." Hun satte sig søvndrukkent op og strakte sig. Hun så hen på mig og smilede. Vi stod ud af bilen og gik hen mod hovedindgangen. "Efter dig, min yndige Callie," sagde jeg med en sjov accent og holdt døren for hende. "Mange tak, min gode Louis," grinede hun med samme accent og gik ind. Jeg grinede med. Vi kom hen til elevatoren. Hun trykkede på knappen og dørene gik op. "Efter dig Louis,” sagde hun. "Nej, efter dig," sagde jeg og gjorde som hun havde gjort. "Neej, efter dig, jeg insisterer!" smilede hun. "Okay, men kun fordi at hvis vi bliver ved kører elevatoren uden os," grinede jeg og gik ind. Hun fulgte efter mig og jeg trykkede på knappen til den rigtige etage. Dørene lukkedes og elevatoren satte i gang.

Sophies synsvinkel:

 

Vi stod udenfor Louis' lejlighed. Så vidt jeg havde forstået på ham, delte han den med Harry Styles. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, takket være min directioner af en veninde, men jeg skulle jo forestille ikke at vide noget om dem. Han åbnede døren og gik ind. Jeg fulgte efter ham ind i entréen. ”Du kan bare stille dine sko der,” sagde han og pegede på en måtte, hvor der stod fire andre par sko. Jeg nikkede og gjorde som han sagde. Vi gik ind i stuen. ”Hvis du vil have et bad, kan du få det derinde,” sagde han og nikkede mod en dør. ”Bare gå igennem værelset og ind ad den første dør til højre.” Han vendte sig for at gå. ”Louis?” sagde jeg. Han vendte sig. ”Ja, Callie?” sagde han. ”Tak,” smilede jeg og tilføjede: ”For alt.” Han smilede, gik hen mod mig og trak mig ind i sin favn. Hans efterhånden velkendte duft fyldte mine næsebor og gjorde mig tryg. ”Ingen årsag, Callie,” mumlede han mod mit hår. Jeg trykkede mig tættere ind til ham. Han var næsten som en bror for mig. Måske kan man ikke knytte så tætte bånd til en person så hurtigt, men det kunne jeg til Louis. Og han lod mig gøre det. Jeg havde taget fejl af ham. Han var ikke højrøvet. Han var alt det modsatte. Det lød måske som kærlighed. Og det var det vel også. Men ikke på kærestemåden. Det var mere bror/søsterkærlighed, vi havde. Ligesom mig og Matt. Jeg havde det dårligt over at have løjet for ham med mit navn. Og jeg havde det dårligt med at skulle forlade ham i nat. Men jeg blev nødt til det. Jeg kunne ikke blive der for længe. Jeg trak mig væk fra Louis. "Jeg går i bad," sagde jeg og smilede. "Det fint. Hav et godt bad," smilede han. "Nå ja, du kan for øvrigt bare tage en T-shirt fra skabet at tage på, når du er færdig." Jeg nikkede, og åbnede forsigtigt døren ind til værelset. Jeg så efter Louis, der var gået ud i køkkenet. Jeg smilede for mig selv og trådte ind.

Der var halvmørkt inde på værelset. Jeg gik langsomt fremad, men stødte alligevel ind i noget blødt. Jeg gispede og følte efter, hvad det var. Jeg fandt ud af at det var en seng. Jeg smilede og famlede mig videre, til jeg nåede en stol, der stod op ad væggen. Jeg begyndte at tage mit tøj af. Jeg stoppede ved undertøjet og lod det blive på. Jeg var trods alt i en lejlighed med fem drenge, så jeg ville helst beholde mit undertøj på, hvis nu en af dem skulle komme ind. Jeg gik langs væggen, til jeg stødte ind i noget, som jeg fandt ud af var et klædeskab. Jeg åbnede det og fandt frem til hylden med T-shirts. Jeg tog en ud og lagde den på stolen ved mit eget tøj. Jeg famlede mig tilbage til sengen og satte mig. Jeg pillede ved et af glasskårene i min arm. Jeg ville spørge Louis om han ville hjælpe mig med at få dem ud. Jeg rejste mig og gik hen til væggen. Jeg lod mine hænder glide hen ad den, til jeg kom til en dør. Det var ikke den dør jeg var kommet ind ad, så jeg åbnede den og gik ind.

Det skarpe lys skinnede mig i øjnene. Jeg gik lidt ind i badeværelset, da jeg lige pludselig fik øje på en skikkelse bag forhænget. Personen havde ikke fået øje på mig endnu, for han stod og gned vand af sig. Jeg så mig febrilsk om efter et sted at gemme mig. Fucking fuck. Personen kunne ikke undgå at se mig. Jeg betragtede ham eller hende langsomt trække forhænget fra. Jeg kunne se at det var en ham. Hans ansigt dukkede op bag forhænget. Hans grønne øjne var spærrede op af forskrækkelse. Det brune hår sad som en våd hætte om hans hoved. Hans mund stod åben og han stod helt stille. Ligesom mig. Der kom liv i ham og han begyndte at råbe noget usammenhængende ad mig. Forhænget var nu trukket helt til side, og jeg prøvede at ignorere det fact, at han var helt nøgen. Han havde åbenbart ikke selv tænkt på det, for han dækkede sig ikke til eller noget. Jeg tog et skridt tilbage. Han løftede truende sin knyttede næve ad mig, så jeg vendte mig om og løb ud af badeværelset og ind på værelset. Det var Harry Styles' værelse. Og jeg havde lige set Harry Styles nøgen! Jeg gemte mig under sengen og håbede på at han ikke ville følge efter mig og finde mig.

Louis' synsvinkel:

 

"Hey Lou," udbrød Liam. "Hej med jer," sagde jeg. "Her dufter godt." "Ja, ikke? Vi har lavet kyllingebryst med salat og valnøddebrød til," sagde Niall fornøjet. "Lækkert! Har I for øvrigt dækket bord til en ekstra?" spurgte jeg. "Jeps. Hvem har du med?" spurgte Liam. "En jeg mødte da jeg var ude," svarede jeg. "En pige?" spurgte Zayn. Jeg nikkede. "Er hun lækker?" spurgte han. "Ja, hun er da meget sød," sagde jeg. "Fortæl om hende," sagde Niall. "Jeg ved faktisk ikke så meget om hende. Men hun kan synge," sagde jeg. "Synger hun godt?" spurgte Liam. "Meget," nikkede jeg. "Har hun ikke et navn?" spurgte Niall. "Hun hedder Catheryn Thomas," svarede jeg. "Hendes kælenavn er Callie, men lad hende præsentere sig selv først, okay?" Jeg så mig om og lagde mærke til at der var en der manglede. "Hvor er Harry?" spurgte jeg. "Han er i bad," svarede Zayn. Jeg fik bange anelser. "Hvorfor det, Lou?" spurgte Liam. Jeg skulle til at svare, da vi hørte et råb, der kun kunne tilhøre Harry. "Fuck!" mumlede jeg og skyndte mig ind i stuen. Jeg nærmede mig døren ind til et værelse, da jeg hørte fodtrin derindefra. "Hvad sker der, Louis?" spurgte Liam, der sammen med de andre drenge var kommet hen til døren. Jeg svarede ikke, men bankede forsigtigt på døren. Intet svar. Jeg trykkede håndtaget ned, åbnede døren og gik ind.

Sophies synsvinkel:

 

Jeg kunne høre nogen banke på døren. Jeg ville have svaret, da jeg hørte Harrys fodtrin foran sengen jeg lå under. Jeg holdt vejret og forsøgte at holde mig så rolig som muligt. Jeg kunne høre døren gå op og tre, måske fire andre kom ind i værelset. "Hvad sker der?" spurgte en stemme jeg kunne kende. Louis. Jeg åndede lettet ud og skulle til at kravle ud, da jeg kom i tanke om Harry. Jeg kravlede længere ind i mørket under sengen. "Nogen kom ind på badeværelset, mens jeg var i bad," sagde en hæs, ophidset stemme, som jeg gik ud fra tilhørte Harry. "Var det en pige?" spurgte Louis. "Ja, en pige med mørkblond, let krøllet hår. Hun lignede en vaskebjørn med den makeup," svarede den hæse stemme. Jeg fnøs. Louis mumlede et eller andet. "Callie?" kaldte han. Jeg tøvede. Skulle jeg kravle ud? Men jeg havde jo kun undertøj på. "Callie?" kaldte han igen, lidt højere. "Kender du hende?" spurgte en anden stemme. "Ja, det var hende jeg fortalte om," svarede Louis. "Louis?" svarede jeg. "Callie!" udbrød han. "Hvor er du?" "Under sengen" svarede jeg. Han bukkede sig ned, og jeg så på ham. "Hvad laver du derinde?" spurgte han og grinede. "Jeg gemte mig for din ven. Men Louis, er du sød at række mig T-shirten henne på stolen?" svarede jeg. Han nikkede og rejste sig. Pludselig så jeg ind i et par klare blå øjne. De smilede til mig, ligesom munden. "Hej med dig. Skal du have noget hjælp?" spurgte han. "Lige om lidt," svarede jeg. Louis' hoved kom til syne. "Her er T-shirten," sagde han og rakte mig den. Jeg tog imod den og tog den over hovedet. Drengen med de blå øjne, som jeg kunne regne ud var Niall Horan, rakte en hånd frem og jeg tog den. Han trak mig ud og fik mig op at stå.

"Jeg er Niall," sagde han og slap min hånd. "Hej Niall. Kald mig Callie," svarede jeg. Niall smilede stort. Harry havde fået et håndklæde om hofterne, og stod og skulede til mig. "Hvem er du og hvad laver du her?" spurgte han med vrede i stemmen. "Jeg er Catheryn Thomas," svarede jeg. "Og Louis har inviteret mig. " "Okay? Og hvem fanden har givet dig lov til at vade ind på mit badeværelse?" spurgte han vredt. Jeg kiggede ned i gulvet. Der kom et hånligt grin fra ham. "Hun vidste jo ikke at du var derinde, Harry," påpegede Niall. Jeg så hen på ham og smilede. Han smilede tilbage. "Det giver hende stadig ikke lov til..." begyndte Harry, men blev afbrudt af Louis. "Hun havde fået lov," sagde han højt. "Af hvem?" spurgte Harry vredt. "Mig," sagde Louis hårdt. Harry så på ham med et mistænksomt blik. Han troede ikke på ham. "Harry, det er rigtigt," sagde jeg. Harry så hen på mig. "Og hvorfor skulle jeg dog tro på dig?" spurgte han med en hånende stemme og lagde tryk på 'dig'. Jeg knyttede hænderne, vreden kogte i mig. Nu var det fandme nok! Jeg gik med vrede skridt hen mod ham, så jeg så ham i øjnene. "Hvad fanden bilder du dig ind?! Du kommer og tror du kender mig, du tror du kan dømme mig, men tro mig Harry, sådan hænger verden ikke sammen!" skreg jeg ham op i ansigtet. "Er du med?" snerrede jeg. Han reagerede ikke. Han stod bare og stirrede vredt og forbavset på mig.

Han stod mindre end en meter fra mig og jeg kunne mærke hans varme ånde i mit ansigt. Hele min krop rystede af vrede, da en hånd tog fat om min skulder. Det var ikke Louis' hånd, så jeg vendte mig om for at se, hvis det så var. Et par brune øjne så ind i mine. Smilet var skævt og det mørke hår var sat med voks. "Easy, girl," sagde han. Han slap mig. "Zayn," sagde han og sendte mig et charmerende smil. Gosh, han var meget lækrere i virkeligheden! Jeg kunne mærke mine ben blive til vand under mig. Jeg var lige ved at falde, men Zayn greb mig. ”Jeg hedder Callie," sagde jeg smilende, da jeg var kommet på benene igen. Det var ham, der havde talt, mens jeg lå under sengen. Den sidste dreng gik frem og hen til os. "Og jeg er Liam," sagde han og smilede. "Callie," sagde jeg og smilede tilbage. "Skal vi ikke gå ud i køkkenet og lade Harry få noget mere tøj på?" foreslog han. De andre drenge nikkede og var enige. Louis lagde en hånd på min skulder og jeg lod ham føre mig ud i køkkenet.

Ude i køkkenet fjernede Louis sin hånd fra min skulder. "Sæt dig ned, Callie," sagde han. Jeg gjorde som han bad mig om og satte mig på en af barstolene. Niall satte sig på stolen på min venstre side, Louis stillede sig på min højre side og Liam og Zayn på den anden side af bordet overfor os. "Så, Callie, fortæl om dig selv," sagde Liam. Jeg sukkede. Jeg havde egentlig håbet at det ikke kom op. "Jeg hedder Catheryn og er 16 år. Jeg boede i et hus i London," begyndte jeg, men blev afbrudt af Zayn. "Boede?" sagde han og løftede et øjenbryn. "Ja, jeg stak af hjemmefra," sagde jeg. "Hvorfor?" spurgte Liam. Jeg så ned i bordpladen. Skulle jeg fortælle dem det? Nej, jeg ville gå hele vejen og lyve om alt. "Mine forældre er syge, så jeg boede hos min farmor. Men hun var nedern, så jeg smuttede," svarede jeg. De så alle sammen på mig. "Hvad?" sagde jeg. "Hvad fejler dine forældre?" spurgte Liam. Fuck! Det havde jeg ikke tænkt på. "Ææh, kræft..." mumlede jeg. "Hvorhenne?" spurgte Zayn. "Min mor har i brystet og min far har i hjernen," svarede jeg. "Så Callie, Louis har fortalt at du kan synge?" sagde Zayn. Jeg så hurtigt hen på Louis, der mimede et 'undskyld'. "Njaah, jeg ved nu ikke hvor godt det lyder," sagde jeg og så hen på Zayn. "Er du gal, Callie?! Du er helt fantastisk!" udbrød Louis. "Er din stemme dit eneste instrument?" spurgte Niall, der havde været stille indtil nu. "Nej, jeg kan spille lidt guitar," svarede jeg. "Må vi høre?" spurgte han. Jeg skulle til at svare da vi hørte en dør gå op og blive lukket i igen.

Harry dukkede op i døråbningen. Hans hår var blevet tørt, og krøllede rundt om hans ansigt. Ret pænt, faktisk. Woah woah, what?! Tænkte jeg virkelig det?! Jeg fik desperat mine tanker hen på noget andet. Harry så hen på mig. "Er du her stadig?" vrissede han irriteret. "Ja, det er jeg faktisk, du er sørme hurtig Harry," sagde jeg ironisk. Han sukkede vredt og stillede sig op ad væggen. "Skal vi ikke gå ind og spise?" spurgte Niall og hoppede op fra stolen. "God idé, Niall," sagde Liam. Vi gik sammen hen for at spise. Louis trak en stol ud og opfordrede mig til at sætte mig, hvilket jeg gjorde. Han satte sig ved siden af mig og Zayn sad på min anden side. Overfor mig sad Niall, Harry overfor Louis og Liam overfor Zayn.  

Harrys synsvinkel:

 

Det gjorde mig utroligt irriteret at se hende sidde og spise og snakke med mine venner. Jeg ved ikke hvorfor, hun irriterede mig bare grænseløst. Hun fortalte en masse om sig selv, men jeg havde det hele tiden som om at hun løj om alt, hvad hun fortalte. Hendes navn, hendes baggrund, alt! Det gjorde mig vanvittig. Og så det fact at hun havde set mig nøgen. Jeg gøs og håbede ikke at hun blev her længe. Hun havde jo nok et sted at komme hjem til. Jeg gav mig til at høre efter, hvad der blev snakket om. "Men Callie, hvem var den mand, der truede dig i gyden?" spurgte Louis hende. Hun var ved at få vandet galt i halsen. "Han...æh...han er en, som...øhm...jeg har hjulpet med at stjæle. Og så en dag ville han have mig til at sælge ecstasy. Det gik jeg med til, men jeg tabte det hele i et toilet. Og så var det ødelagt. Han tabte masser af penge på det, så han ville have at jeg skulle betale tilbage, hvilket jeg ikke kunne. Og så begyndte han at true mig og det udvikledes, så nu truer han med at voldtage mig og begrave mig levende," fortalte hun og så MEGET trist ud. Jeg fnøs. Sikke en omgang lort at lukke ud. Det hele var en stor fed løgn, men de andre drenge så ud til at sluge det råt. "Tak for mad," vrissede jeg, rejste mig, tog mit glas og min tallerken, drejede rundt på hælen og stormede ud i køkkenet. Jeg satte det jeg havde i hænderne på køkkenbordet og lænede mig op ad bordet. Jeg strøg noget af mit hår tilbage med en træt bevægelse og pustede ud. Hun var irriterende, men samtidig også fandens tiltrækkende. Jeg have aldrig oplevet noget lignende. Hendes hår, hendes ansigt, lyden af hendes stemme, men allermest hendes blågrønne, gnistrende øjne. De drev mig til vanvid. Der skulle ingenting til før end hun ville have mig i sin hule hånd og kunne gøre med mig, hvad hun ville. Godt hun ikke vidste det.

Louis kom ind i køkkenet. Han havde en hel stabel tallerkener med, som han stillede på bordet. Han pustede ud og så på mig. "Harry, kan du ikke hjælpe mig med dem der?" spurgte han og hentydede til tallerkenerne. Jeg nikkede og tog et viskestykke. Callie kom gående med fem glas. Hun skulede til mig og satte dem så på bordet. "Skal jeg ikke hjælpe dig, Louis?" spurgte hun sukkersødt og så på ham. "Nej tak, Callie, Harry hjælper mig. Men ellers tak," smilede han. Hun nikkede og forsvandt. "Kan du lide hende?" spurgte jeg og tog imod en tallerken og begyndte at tørre den af. "Hvad mener du?" spurgte han med blikket fæstnet på opvaskebaljen. "Er du forelsket i hende?" spurgte jeg opgivende. "Nej, jeg har jo Eleanor," svarede han. Han så hen på mig. "Hvorfor? Kan du selv lide hende?" spurgte han, puffede til mig og smilede sjovt. "Nej!" udbrød jeg, lagde den tørre tallerken fra mig og tog mod en ny. Louis trak på skuldrene. Liam og Niall kom gående med resten af tingene inde fra bordet. Liam tog et viskestykke og tog en tallerken. Niall gik ind i stuen til Zayn og Callie. Der lød grin og snak derinde fra. "Harry er forelsket i Callie," sagde Louis efter lidt tid med stilhed. "Nej jeg er ikke!" udbrød jeg, selvom jeg havde en fornemmelse af, at det godt kunne passe. "Joo du er så, Hazza, det kan alle se," drillede han. Han tog noget sæbeskum op fra baljen og pustede det på mig. Jeg grinede og pjaskede lidt vand på ham. Snart var vi ude i en vandkamp. Vi hylede og grinede og kunne næsten ikke stoppe. "Hold nu op, ellers bliver alt det tørre porcelæn vådt igen," grinede Liam. Vi holdt op, men stoppede ikke med at grine. Alt var tørt, så vi begyndte at sætte det på plads.

***

Da vi blev færdige, gik Louis og Liam ind i stuen. Jeg fulgte tøvende efter. Louis og Liam havde smidt sig på gulvet, mens Niall og Zayn sad på hver sin side af Callie. Jeg gik hen til en lænestol og satte mig. Vi så et eller andet program, jeg fulgte ikke med. Jeg sad bare og så på TV'et, men nogle gange drejede jeg hovedet og betragtede Callie. Hun sad og gabede og faldt nok snart i søvn. "Jeg går i seng," sagde jeg og strakte mig. Jeg var ikke træt, men jeg ville hellere være på mit værelse, end at være i samme rum som Callie. Drengene nikkede til mig, men de var alt for opslugt af programmet. Jeg sukkede og gik. Jeg lagde hånden på håndtaget, trykkede det ned og gik ind.

Sophies synsvinkel:

 

Jeg betragtede Harry gå ind på sit værelse. Jeg så ned ad mig selv. Så var det en af hans T-shirts, jeg havde på. Fyføj! Jeg gøs, og skulle til at hive den af, da jeg kom i tanke om de andre drenge. De ville nok glo lidt, hvis jeg pludselig sad i undertøj. "Du Louis, hvor skal jeg sove henne?" spurgte jeg. "Hvor vil du helst sove?" spurgte Louis. "Sofaen er okay," svarede jeg. "Okay, lad mig finde et tæppe til dig," sagde han og rejste sig. Jeg fulgte efter ham ind på et andet værelse, der var mere oplyst end Harrys. "Det her er mit værelse," sagde han. "Cool," sagde jeg og så mig om. Han kom hen til mig med et tæppe i favnen. "Callie, skal vi ikke gå ud i køkkenet og få pillet de skår ud af din hud?" spurgte han. "Jo, lad os det," sagde jeg. "Der er en pincet inde på badeværelset," sagde han. Jeg gik hen til døren og vendte mig om. "Og du har ikke flere venner, vel?" smilede jeg og hentydede til Harry. Han grinede. "Nej, ikke så vidt jeg ved," sagde han og smilede. Jeg grinede og gik ind. Jeg fandt pincetten og fulgte med Louis ud i køkkenet. Jeg gav ham pincetten og satte mig på en stol. Han tog en klud, en skål og noget desinficerende middel frem. Han hældte lunt vand i skålen og tilsatte lidt af midlet. Han lagde kluden i vandet og tog skålen med hen til bordet. "Er du klar?" spurgte han. Jeg nikkede, så han tog pincetten, tog fat i et skår med den og trak til. Snart lød der masser af skrig af smerte i køkkenet.

***

Jeg lå udmattet på sofaen. Louis havde fået trukket alle glasskårene ud, så hele min krop gjorde ondt på grund af alle sårene. Louis, Liam og Zayn var gået i seng og Niall sad ved siden af mig. Han så et program, jeg ikke orkede at følge med i. Jeg lå og spekulerede på om jeg skulle blive her, eller om jeg skulle smutte som planlagt, når alle sov. Jeg besluttede mig for det sidste. Det var bedst for drengene og for mig. Niall sad og halvsov. "Niall, gå i seng, du sidder og sover," sagde jeg. Han nikkede. "Godnat Callie," sagde han, slukkede fjernsynet og bøjede sig ned. "Godnat Niall," sagde jeg og gav ham et kram. Han smilede. "Jeg skal nok slukke lyset," sagde han. "Tak," smilede jeg og lagde mig til rette.

Jeg havde ligget i en time. Jeg kiggede op fra sofaen for at sikre mig at der var fri bane. Jeg slog tæppet til side og rejste mig. Jeg listede mig ud af stuen, og kom ud i entréen. Jeg begyndte at tage mine sko på, da jeg opdagede at jeg havde glemt mit tøj på Harrys værelse. Jeg listede mig hen til døren ind til værelset. Jeg tog en dyb indånding, åbnede døren og gik ind.

Jeg kunne høre Harrys vejrtrækning. Jeg listede hen og tog mit tøj, og kom helt tilfældigt kom til at se hen på sengen. Det var tydeligt, at der lå nogen i den. Jeg listede nysgerrigt derhen og opdagede, at det kun var den nederste del af hans krop, der var dækket. Den øverste del af hans krop var nøgen. Den var veltrænet, men ikke for meget. Jeg satte mig ned ved siden af sengen. Harry lå på ryggen helt ude ved kanten af sengen. Jeg kunne mærke hans duft brede sig i mine næsebor. En dejlig duft. Jeg havde lyst til at lægge mig op i sengen til ham og putte mig ind til hans krop. Hold op med de tanker, Sophie! Han hader dig sikkert. Jeg sukkede og begyndte at følge hans mavemuskler med spidsen af min pegefinger. Hans hud sitrede, men jeg ignorerede det. Jeg startede nede fra kanten af dynen og bevægede mig langsomt opad. Jeg nåede efterhånden op til hans ansigt. Jeg fjernede min finger og gav mig til at betragte hans ansigt. Synet af det sendte en bølge af varme gennem mig. Jeg undrede mig. Hvorfor kom den følelse, når jeg så på Harry? Underligt. Jeg så på hans lukkede øjne og huskede hvor grønne de var. Jeg lagde en finger på hans kind og strøg fingeren blidt hen ad den. Jeg så fortsat på hans lukkede øjne. Han rykkede på sig og pludselig så jeg ind i hans grønne øjne. Jeg fjernede hurtigt min finger og satte mig ned på gulvet. Mit hjerte slog dobbelt så hurtigt. "Hvad laver du herinde?!" spurgte han vredt. Jeg kiggede op og opdagede at han så på mig. "Jeg skulle hente mit tøj," svarede jeg roligt. Han smilede, men ikke et glad smil. "Hvorfor kærtegnede du så min mave og mit ansigt?" spurgte han triumferende. Jeg rejste mig og vendte mig mod ham. Han havde sat sig op. "Det ved jeg ikke," sagde jeg hårdt. "Kunne du lide det?" tilføjede jeg med påtaget sødme og lagde hovedet på skrå. Han svarede ikke, men rejste sig og stormede hen mod mig. Han havde kun boxers på. Han fortsatte med at gå og jeg gik baglæns. Pludselig kunne jeg mærke væggen bag mig. Han stod mindre end en halv meter fra mig. "Hvor skal du hen?" spurgte han. "Det kommer ikke dig ved," snerrede jeg. "Det kan godt være. Men alligevel," vrissede han. Han trådte et skridt tættere på mig, bukkede sig en smule, så han kunne nå mig og havde sin mund ud for mit øre. "Je ne vous aime pas, Callie," hviskede han. Det gav et sus igennem mig, da jeg mærkede hans ånde kilde i mit øre. Han trak sig en smule væk. Jeg knyttede hænderne i mild vrede. Han havde lige sagt at han ikke kunne lide mig. Og så på fransk, som jeg tilfældigvis kunne en smule af, hvilket egentlig var meget rart, for så kunne jeg svare tilbage på fransk, og måske irritere ham. Jeg stillede mig helt tæt op ad ham, stillede mig på tæer og holdt mit hoved helt, helt tæt på hans øre, så mine læber næsten rørte det. Jeg kunne ligefrem mærke at han blev helt elektrisk, da jeg hviskede: "Je ne vous aime pas, Styles."

Harrys synsvinkel:

 

Hun stod så tæt op ad mig, jeg kunne næsten ikke beherske mig. Vent lige, beherske?! Hvad var det hun gjorde ved mig?? Det var jo sindssygt! Jeg var tæt på at tage hendes hoved i min hænder og kysse hendes lyserøde læber, men jeg tog mig i det. Hun havde jo lige sagt at hun ikke kunne lide mig.

Callies duft fandt vej til mine næsebor. Duften af vanilje og citron. Jeg indsnusede den, men stille så hun ikke kunne høre det. Hun trådte et skridt længere væk og så op i mine øjne. De gnistrede som altid. Pludselig lød der en banken på døren. Hun vendte hovedet for at se derhen. "Harry, er du vågen?" lød Louis' stemme pludselig. Vi så på hinanden. "Hvad gør vi, Harry?" hviskede hun panisk. Jeg tænkte så det knagede, mens hun holdt øje med døren. Pludselig fik jeg en idé.

"Ud på badeværelset," hviskede jeg. Hun løb derud, men stoppede i døren. "Hvad nu?" hviskede hun. "Bliv derinde, og tæl til hundrede. Når du har gjort det, så lad som om du lige har været p toilettet. Jeg lader som om jeg ikke vidste du var derinde," hviskede jeg. Hun nikkede og lukkede døren. Jeg løb hen og lagde mig under dynen. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at få det til at se ud som om jeg sov. Det bankede på igen. "Kom ind," sagde jeg søvndrukkent. Zayn, Niall, Louis og Liam brasede ind ad døren. Jeg satte mig hurtigt op. "Hvad sker der?" spurgte jeg chokeret. "Callie er væk," sagde Louis, på randen af gråd. Jeg rejste mig og gik hen til de andre. "Hvor har I ledt?" spurgte jeg. "På mit værelse, Zayns værelse, Nialls værelse, Louis' værelse, køkkenet og stuen," sagde Liam. "Jeg forlod hende inde i stuen," sagde Niall uroligt. "Hvor kan hun..." sagde Zayn, da badeværelsesdøren forsigtigt gik op og Callie kom ud.

"CALLIE!" udbrød de andre drenge i munden på hinanden. Hun så oprigtigt forvirret ud, lukkede døren efter sig og gik hen til os. "Hvad sker der?" spurgte hun. "Hvad lavede du derinde?" hvæsede jeg. Hun så på mig. "Jeg skulle på toilettet," svarede hun. Louis gik hen og knugede hende ind til sig. Hun grinede og lagde sit hoved mod hans bryst. "Okay, I fandt hende, happy days, men gå nu ud, jeg vil godt sove," sagde jeg surt. "Godnat, alle sammen," sagde Niall og gik ud. "Nat," sagde Zayn og smuttede. "Godnat," sagde Liam og gik. "Godnat, Callie," mumlede Louis ned i hendes hår. "Godnat Louis," sagde hun. "Godnat Hazza," sagde Louis. "Godnat Lou," sagde jeg. Han smilede og gik.

Sophies synsvinkel:

 

Igen alene med Harry. Vi så på hinanden. "Nå, godnat Harry," sagde jeg. "Går du?" spurgte han. "Æh, ja, medmindre du gerne vil have jeg bliver her," mumlede jeg. "Nej, ikke på den måde, jeg mener skrider du herfra?" prøvede jeg igen. "Naah, Louis ville nok blive ked af det hvis jeg smuttede, tror du ikke?" spurgte jeg. Han nikkede langsomt og jeg vendte mig om for at gå. Jeg kom ind i stuen. Nej, jeg ville ikke smutte fra dem. Harry var her måske, men ham kunne jeg godt klare. James kunne vel ikke finde mig så hurtigt, vel? Jeg gik hen til sofaen og lagde mig til rette. Desuden var det bedre at have et sted at tage hen til, hvis jeg skulle finde Matt. Jeg følte et stik i min mave, da jeg tænke på ham. Jeg savnede ham og det gjorde mig skør og trist ikke at vide hvordan han havde det. Det var déromkring, jeg faldt i søvn.

                                                                                                                                                    

Hej alle :) Nååh, så kom andet kapitel endelig. Det er måske lidt langt, men jeg håber at I kan lide det :) Husk for øvrigt på Sophies duft, altså vanilje og citron, for jeg har tænkt mig at bruge det i et andet kapitel! Og lyt til sangen ude i siden, det er den, Sopie synger med på! <3

Husk at like hvis i kan lide min Movella so far <3 <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...