Runaway [1D]

Sophie Andersons far er voldelig, og derfor er hun flygtet fra sit hjem og har ladt sin mor, sine venner og sin elskede lillebror bag sig. Hun løber længe, uden at vide hvorhen, indtil hun løber ind i Louis Tomlinson (bogstaveligt talt). Louis tager hende med hjem til sin lejlighed, hvor hun møder resten af One Direction. Hun bliver hurtigt venner med dem, men er der mere end venskab mellem hende og en af drengene? Ser hun nogensinde sin lillebror igen?

3Likes
12Kommentarer
974Visninger
AA

1. The runaway

 

Sophies synsvinkel:

Jeg løb og løb og løb. Jeg skulle bare væk derfra, han måtte ikke nå mig. Tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg havde svigtet min mor og Matthew, min lillebror. Jeg stoppede op ved et hjørne for at få pusten og kiggede mig hurtigt over skulderen, for at se om han fulgte efter mig. Det gjorde han ikke, så jeg åndede lettet ud.

Okay, måske skulle vi begynde fra starten. Jeg hedder Sophie. Sophie Anderson. Min far, James, var voldelig og derfor skred jeg derhjemme. Min mor, Jenna, havde tigget og bedt mig om at blive, men jeg ville ikke blive hos det svin til James. Nej, jeg kaldte ikke min far for 'far'. Jeg så ham ikke som min far. Jeg så ham mere som den psykopat, der nu fik mig til at forlade resten af min familie.

Dagen havde ellers været helt 'normal'. Jeg stod op og gik gennem stuen ud i køkkenet. Da jeg passerede sofaen lagde jeg mærke til at min mor lå på sofaen og sov - igen. James måtte have en eller anden luder med hjem fra en natklub. Jeg himlede med øjnene, listede hen og strøg min mor over kinden og gik ud i køkkenet. Jeg fandt tykmælk og cornflakes frem samt en skål og en ske. Jeg var igang med at hælde tykmælk op, da min 7-årige lillebror, Matthew, eller Matt, som min mor og jeg kaldte ham. James kaldte ham bare 'lille lort' eller 'dumme idiot'.

 Jeg fandt noget morgenmad til Matt og vaskede op da vi var færdige. Jeg gik ind på mit værelse for at tage tøj på og lægge et lag mascara. Jeg ventede på Matt og da han var færdig, tog vi i skole. Da jeg kom hjem, var luderen smuttet, og min mor lå på gulvet, fuld af blå mærker. Min far stod i underbukser og havde knyttede næver. Han kiggede hurtigt over på mig, og blev rød i hovedet af vrede, da han så mig. "HVAD FANDEN GLOR DU PÅ, LORTEBITCH?!" skreg han af mig. Jeg sagde ikke noget, hvilket åbenbart provokerede ham. Og så gjorde han det.

Han startede med at løfte mig i armene. Jeg skar tænder, da det gjorde uhyggeligt ondt. Han bar mig ud i haven og bandt mig til et træ med et sjippetov... 

En skarp smerte banede sig vej fra min fod op til mit håndled. Jeg havde flere sår, da James havde fået den åndssvage idé at smadre en tom ølflaske, binde mig fast til et træ med et sjippetov og bore skårene ind i huden på mig, så de sad overalt. Jeg pillede et skår ud af mit håndled, da jeg hørte en stemme, der helt klart tilhørte en mand: "Jeg tror hun er herhenne!" Det lød som James. "Fuck!" mumlede jeg, og selvom jeg var ved at falde om af udmattelse, løb jeg videre så hurtigt jeg kunne.

 

Louis’ synsvinkel:

Det var rart at gå en tur alene. Jeg kunne da godt lide at være sammen med drengene, men det var nu også dejligt at være lidt alene. Harry havde ellers tilbudt at gå med, men jeg takkede nej. Jeg gik og kiggede på de forskellige butikker, da jeg hørte et råb fra en af sidegaderne. Jeg kiggede over imod det. "...tror...hun...herhenne..." Jeg undrede mig, og gik hen imod stemmen, da en pige løb ind i mig. Jeg landede på ryggen, og tog fat i en kasse for at trække mig op.

Jeg kiggede hen på pigen, der lå på jorden. jeg gik forsigtigt hen til hende og rakte en hånd frem. "Hey, er du okay?" spurgte jeg. Hun svarede ved at stønne, og hun tog min hånd. Jeg trak hende op, og lagde mærke til at hun havde små grønne pletter på sin krop. Jeg kiggede nærmere og opdagede til min skræk at det var glasskår, der sad i små sår. De sad overalt. Hun kiggede på mig, og opdagede at jeg betragtede hende.

Hun var egentlig ret smuk. Fyldige, lyserøde læber, mørkblond hår med lyse striber og høje kindben. Men det var hendes øjne, der tiltrak min opmærksomhedmest. Mandelformede, blågrønne øjne, der var omkransede af mascara, der løb ned af hendes kinder og fik hende til at ligne en vaskebjørn.

"Hvem er du?" spurgte hun. Jeg kiggede overrasket på hende. Vidste hun ikke, at jeg var Louis Tomlinson? " Jeg hedder Louis," svarede jeg og smilede. Hun smilede igen. "Skal du ikke fortælle mig dit navn?" spurgte jeg. "Helst ikke," mumlede hun og kigge ned på sine sko, der var fulde af huller. "Nå, hvorfor ikke?" spurgte jeg. Hun kiggede bedrøvet op på mig, og jeg kunne se en smule skræk i hendes øjne. "Jeg gør dig ikke noget," sagde jeg beroligende. Hendes blik blev undrende, og jeg smilede roligt. Jeg kunne fornemme at jeg var ved at vinde hendes tillid.

                                                                                                                                                                            

Ja, det her kapitel var måske lidt kedeligt, men please læs videre, jeg lægger snart et kapitel mere ind :) håber at I kan lide min movella <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...