24 hours (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 19 dec. 2012
  • Status: Færdig
Johanne har rygtet som player i byen Doncaster, da hun kan få enhver til at forelske sig i hende, både drenge og piger. Normalt ville man se hende som luder, men da hun kan sno alle om sin lille finger, er hun blevet en player. Hun har en mærkelig regel i livet, når en flirter med hende, går hun i seng med hans eller hendes bedste ven. Dette prøvede Louis, da han som 17 år flirtede med den 15 årige Johanne. Så da Harry udfrotre ham, til et lille 'spil,' der går ud på at finde en lækreste pige, der kan holde ud at være sammen med dem i 24 timer og gøre alt hvad den anden siger, tænker han straks på hende. Selvom præmien ikke er noget specielt vil Louis næsten gøre alt for at vinde dette 'spil.' Men når alt kommer til alt, hvem er det så, der spiller med hvem? *Der er stødene scener og 'beskidt' sprogbrug* *Louis har ingen kæreste*

258Likes
414Kommentarer
67698Visninger
AA

18. new feelings

Johannes synsvinkel

Jeg var på vej ind i toget på vej hjem til Doncaster.

De 24 timer var gået og jeg havde formået at få dem alle til at forelske sig i mig.

Ikke at det var en god ting, havde jeg fundet ud af.

Jeg havde altid synes det var sjovt at lege med drenge hjerter, men efter at havde set dem hjerteknust og parat til at slå hinanden ihjel for at få mig til elske dem, synes jeg pludselig ikke så meget om det mere.

Jeg vidste ikke hvem der vandt deres lille spil.

Og jeg var også ligeglad.

Det eneste jeg havde i tankerne lige nu, var den skyld jeg følte i hele min krop.

Jeg havde ødelagt deres venskab.

Måske for evigt.

Jeg var måske grunden til at One Direction bare sådan lige stoppe og aldrig synge sammen igen.

Jeg havde aldrig tænkt på konsekvenserne i de jeg gjorde, når jeg forførte alle og en hver.

Men nu forstod jeg pludselig hvorfor min søster ville havde mig til at stoppe.

Jeg forstod det alt for godt.

Alt det her havde bare startet som en hævn, fordi jeg troede alle drenge var ens, men måske var de det ikke.

Måske var der nogle søde nogle i mellem svinene.

Og jeg tror faktisk jeg fandt 5.

Jeg gav et tungt suk fra mig, da jeg satte mig på mit sæde inde i toget.

Jeg kunne ikke huske jeg var gået derind.

Jeg havde vidste været for opslugt af mine tanker.

Tænk hvis jeg virkelig er grunden til at One Direction splittes?

Et af verdens største boybands nogensinde.

Jeg ville være skyld i så megen så rundt om i verden.

Og det gjorde mig faktisk ked af det.

Hvem var jeg ved at blive til?

Den person jeg ville ha' været hvis jeg ikke havde valgt denne vej?

Alting forvirrede mig for meget.

 

***

Jeg var endelig hjemme igen, men ingenting føltes rigtig mere.

Selvom alt så ud som, da jeg forlod det for mere end i døgn siden.

Intet havde forandret sig, men alligevel havde alt forandret sig.

Jeg var begyndte at føle ting for andre.

Jeg var ikke forelsket, men jeg følte medfølelse og skyld.

Noget jeg ikke havde gjort siden jeg var 12-13 år.

Den gang det hele begyndte.

Men jeg vel fortjent det, da jeg havde knust, jeg ved ikke hvor mange, hjerter.

Ødelagt mange forhold og alt muligt andet.

Måske skulle jeg starte på en frisk?

En hel ny by.

En masse ny mennesker der ikke kender mig.

En ny chance til at gøre det hele rigtigt.

En ny begyndelse.

Jeg gik ind i køkkenet, hvor min mor og far overraskende sad.

De var meget sjældent hjemme.

Især på denne tid.

De havde opgivet mig for lang tid siden.

De kiggede op på mig og jeg kunne se at de faktisk havde ledt efter mig.

"Johanne kommer du ikke og sætter dig ned, vi har noget vi skal fortælle dig" sagde min mor med hendes normale stemme. Hendes øjne sagde at det var vigtigt og at det var noget jeg ville komme til at elske, men også var bange hun var.

"Ja?" sagde jeg og satte mig ved det store spisebord, der stod i køkkenet. Jeg kiggede på dem med et sødt blik, som jeg ikke havde gjort i årevis.

Jeg kunne tydeligt se deres overraskede blik, men det smilte hurtigt til mig og jeg gengældte det hurtigt.

Var jeg blevet sindssyg?

Jeg smilte aldrig til mine forældre, da de ikke snakkede med mig og altid ignorerede mig.

Jeg er helt sikker blevet skør!

"Øm.. Din mor og jeg har tænkt over at det nok er tid for dig at flytte" sagde min far langsomt.

Vent, HVAD?!

Min storesøster var ikke engang flyttet ud endnu.

Jeg ville gerne flytte og sådan, men det er mærkelig.

De har virkelig opgivet mig nu.

Et stik af smerte fløj igennem min mave, da jeg følte skuffelsen over at mine egne forældre ikke engang kunne holde mig ud mere.

"Hv.. hvad?" sagde jeg forvirret og med en trist stemme.

Jeg havde aldrig troet mine forældre ville smide mig ud.

"Vi tænkte bare at det nok ville være bedst for dig at leve selv, så du kan blive mere selvstændig. Så du kan komme tilbage på det rigtige spor" sagde min mor. Hun hviskede det sidste, da det nok ikke var noget jeg skulle havde hørt, men det gjorde jeg altså.

"Men jeg har ikke penge nok til en lejlighed" sagde jeg langsomt efter en lang pause, hvor der ikke var nogen der sagde noget.

Det hele følte så syrealistisk.

Så uvirkelig.

Hvad skulle jeg gøre nu?

Jeg havde ingen steder at tag hen, så mange penge havde jeg langt fra.

Jeg kiggede ned i bordet og prøvede for første gang i lang tid at holde tårerne inden.

Jeg ikke følt dem presse sig på i flere år.

"Det er ikke noget problem søde. Vi har købt et lille hus inden i London centrum" sagde min mor med en blød stemme.

Hvordan fanden havde de fået råd til det?

"O..okay?" sagde jeg stille og forvirret.

Jeg hørte en stole skrabe hen af gulvet og jeg vidste at en af dem havde rejst sig.

Jeg mærkede et par arme tag mig ind i et kram og først der lage jeg mærke til at jeg faktisk græd. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage ligesom jeg havde prøvet på.

Jeg krammede hurtigt tilbage og fandt ud af at det var min mor.

Jeg snøftede ALT for højt og min mor begyndte at nynne for at berolige mig.

Jeg havde faktisk savnet følelsen af at blive elsket, sådan rigtigt.

***

Jeg sad i den gamle sofa i stuen og shappede rundt mellem kanalerne.

Der var absolut intet at se og intet at lave.

Jeg havde fri fra mit arbejde, som ikke rigtig var et arbejde, men any ways.

Jeg følte mig helt tom.

Det havde jeg gjort de sidste 3-4 uger.

Jeg havde ikke set mine forældre eller min storesøster i alt den tid jeg havde været her.

I mit nye hus.

Ja hus, ikke lejlighed.

Og min tanker gå stadig rundt på hvordan helved mine forældre fik råd til det, men det gjorde de.

Så her sider jeg i mit nye hus og føler mig helt tom og trist.

Det er som om jeg mangler noget i mit liv.

Måske af det alkoholen?

Jeg har ikke rørt den i alt for lang tid.

Måske er det, det at jeg ikke forfører alle og en hver mere?

Måske er det de dre....

Nej, det er ikke dem!

Jeg kom forbi en kanal med drengene i et interview, så jeg stoppede hurtigt for at se med.

Hvorfor?

De sad alle samme i en stol hver for sig og så ikke særlig glade ud, tros deres smil.

Jeg havde virkelige ødelagt dem.

Jeg havde ødelagt One Direction.

Skylden skyllede ind over mig og jeg bøjede mig forover, som om det var en fysisk smerte og ikke en psykisk.

 

-----------------------------

Da da daammm....

Det havde ikke regnet med var?

Nå men der er nok kun 1 til 4 kapitler tilbage og måske, men kun måske kommer der en to'er.

 

Men hvad tror I der sker nu?

Vil Johanne søge tilbage til drengene?

Eller vil drengene opsøge hende?

Giv jeres mening :-D

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...