Gotta be you (1D)

One Direction er landet i Spanien for en enkelt koncert. De skal bo på et stort hotel, som udadtil ligner et hvilket som helst andet dejligt hotel. Men hvad sker der, når man ikke kan spansk og når man helt tilfældigt møder den attraktive Lia? Hvor galt kan det gå når man glemmer sin nøgle? Kan England nogensinde blive det samme igen? Ja, alt kan ske når man tilbringer tid i et land man aldrig har været i før. En ting er i hvert fald sikker, Spanien sætter sit præg på en af de flotte drenge i One Direction. Men hvem?

54Likes
96Kommentarer
12155Visninger
AA

37. The birthday party – part 2

Niall Horans synsvinkel

Jeg bevægede mig roligt hen imod hende og opdagede, hun sad ved siden af Darren. Fuck… Darren. Jeg havde bare efterladt ham ved baren, da det var meningen, jeg skulle snakke med Lia, som jeg valgte at gemme mig for. Alt i alt havde jeg nok opført mig meget underligt den her aften.

”Hey Niall, hvor har du været, jeg har ledt efter dig overalt?” råbte Darren, da jeg nærmede mig dem.

”Du havde da ikke fortalt mig, at Lia ville komme.”

”Nej, jeg vidste faktisk heller ikke at du ville komme,” svarede jeg og kiggede på Lia. Hendes flotte brune øjne viste noget, jeg ikke kunne gennemskue, men hvor havde jeg savnet at se ind i dem.

”Jeg havde lovet Liam, at jeg ville komme, så jeg måtte vel hellere komme,” svarede hun kort og flyttede hendes blik fra mig. Lige så hurtigt som hun kiggede væk, ligeså hurtigt savnede jeg hendes opmærksomhed.

”Er der sket noget siden sidst?” spurgte jeg, for at få hende til at kigge på mig.

Jeg ved ikke, hvad der gjorde mig så opmærksomhedskrævende. Måske var det tanken om Lia og jeg, eller også var det bare alkoholen, som jeg forlængst havde prøvet at bedøve mine tanker med, der fik mig til at gøre alt for at få hendes opmærksomhed.

”Ikke noget, du behøver at vide,” svarede hun hårdt og kiggede med et fast blik på mig.

Darren sad bare og observerede os, mens han stille tog en slurk af hans drink, måske for at undgå den akavede stilhed, der var begyndt at titte frem. Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvorfor hun skulle være så sur. Hvad var der i vejen med at spørge, om der var sket noget siden sidst? Burde hun ikke bare være glad for, at jeg interesserede mig for hende? Jeg blev en smule irriteret over hendes flabethed.

”Hvad skal det betyde?” spurgte jeg til sidst, i håbet om at det ikke betød, at hun havde glemt alt om mig.

”At du ikke skal vide alt, jeg går og laver,” sagde Lia bare og virkede ganske ligeglad med det hele og ikke mindst mig.

”Har du fundet en ny?” spurgte jeg ivrigt, for at vide om jeg skulle give op ,og om jeg var kommet for sent.

Lia var en dejlig pige, så hun havde jo alle muligheder for at være kommet videre. Jeg kunne dog ikke helt undgå den kvalmende fornemmelse, jeg fik ved tanken, om hende sammen med en anden fyr. Hun kiggede på mig med et irriteret blik, og jeg kunne ikke helt lade være med at tænke, at hun opførte sig rigtig tarveligt overfor mig. Især fordi jeg interesserede mig for hende. Jeg savnede hende jo bare!

“Det rager da ikke dig,” sagde hun og rejste sig fra sofaen. Jeg kunne mærke vreden stige indeni. En blandet følelse, sad i min krop. På den ene side var jeg helt vildt vred over, hun opførte sig som hun gjorde, men på den anden side, gjorde det mig glad, at jeg endelig havde hende så tæt på mig igen.

Jeg kunne mærke alkoholen overtog mig, og uden at tænke over det, tog jeg fat i hendes arm og hev hende ind til mig. Varmen spredte sig rundt i min krop. Jeg havde savnet Lia og hendes nærvær, så at have hende stående så tæt på mig, fik mig næsten til at ryste. At mærke hendes hud mod min, fik flashbackene fra vores forhold til at dukke op i mit hoved, og jeg kunne ikke undgå at føle trangen til hende. Hun kiggede op på mig med et surt blik, men alligevel kunne jeg ikke andet end have en stor lyst til at kysse hende. Det var dog ganske tydeligt, at hun ikke delte den samme lyst.

“Kan vi ikke gå udenfor og snakke lidt?” spurgte jeg efter noget tid og kiggede hende intenst i øjnene.

Hun skulle ikke have muligheden for at svare nej. Jeg fastholdte blikket så lang tid, som jeg overhovedet kunne. Hendes sure blik falmede en smule, og jeg kunne ikke undgå at håbe på det betød, at jeg stadig havde en chance.

Jeg tog forsigtigt hendes hånd og uden et ord fra nogen af os, trak jeg hende med ud i haven. Væk fra menneskene og væk fra festen. Jeg havde brug for at have hende for mig selv. Mit blod pumpede rundt i kroppen, og nervøsiteten begyndte at spire frem. Det var nu eller aldrig.

 

”Hvad vil du, Niall?” spurgte hun, og hendes hårde blik var tilbage igen. Hun gik hen og satte sig på bænken, der stod under træet i haven.

”Jeg vil gerne snakke med dig Lia,” sagde jeg og fulgte efter hende hen til bænken. Hun rykkede sig smule væk fra mig, og gav således udtryk for, at hun selvfølgelig ikke ville det samme.

Jeg stod og observerede hende, og jeg kunne ikke undgå at smile lidt. Den lille røde kjole sad så pisse godt på hende, og hun lignede som altid en model eller superstjerne. Hvorfor smed jeg dog det hele væk?

”Kan vi ikke bare gå ind igen?” spurgte hun og kiggede bedende på mig. Jeg kunne ikke helt lade være med at hade mig selv, for hvad jeg dog havde gjort, for at hun nu så ivrigt gerne ville væk fra mig.

”Nej. Jeg har brug for, at du skal høre det her,” svarede jeg bestemt og satte mig ved hendes side. Måske en smule for tæt på hende, i betragtningen af, at hun ikke havde lyst til at være sammen mig. Lia gjorde dog ingen tegn til at rykke sig endnu længere væk fra mig.

”Niall, jeg tror ikke, det er en god idé,” sagde hun og rejste sig fra bænken.

Jeg greb fat i hendes hånd og hev hende ned på bænken igen.

”Lia, nu lytter du altså! Det her er vigtigt for mig, og jeg synes virkelig, du skal ta’ dig sammen og høre, hvad jeg har at sige!” sagde jeg til hende, lidt hårdere end det egentlig var meningen, men jeg tror det var det, der skulle til for, at hun gad lytte til mig.

Overrasket over hvad der lige var sket, trak hun armen til sig selv igen.

“Hvad er det så?” svarede hun, og hendes facade var oppe igen. Nu lignede hun igen en, der syntes det hele var lidt ligegyldigt.

”Det er bare fordi…” begyndte jeg og stoppede igen, da jeg kunne mærke, at det var utrolig svært at fortælle hende, hvad jeg følte.

Det var som om, de rigtige ord slet ikke fandtes. Hvordan skulle jeg dog kunne forklare, at jeg havde været en idiot, og at jeg slet ikke havde behandlet hende, som jeg burde? Hvis jeg bare havde stolet på hende, så havde situationen slet ikke fundet sted.

”Hvis du ikke har tænkt dig at fortælle mig det Niall, så går jeg ind igen,” sagde hun, men jeg kunne mærke, hun begyndte at virke interesseret i, hvad jeg havde at sige. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på hende.

”Hmm… Lia... jeg ved godt, jeg opførte mig helt vildt åndssvagt efter Harry han… øhh… jae, men det overraskede mig bare så meget, og jeg vidste ikke helt, hvad der skete, eller hvem jeg kunne stole på. Det var lidt svært for mig...” sagde jeg og følte hendes blik blive mere kærligt og intenst, men jeg var dog ikke sikker på, om det bare var noget, jeg bildte mig ind.

Nervøsiteten blev mindre og mindre for hvert sandt ord jeg fik sagt, men på en eller anden måde, blev jeg bare mere og mere bange for hendes reaktion.

”Det er okay Niall,” begyndte hun, men jeg afbrød. Hun skulle høre, hvad jeg havde at sige, og hun skulle høre det hele.

”... men jeg besluttede mig for at glemme dig. Du virkede sur og vred på mig, og jeg var sur og irriteret på både dig og Harry, så det virkede bare nemmest...”

Jeg kiggede kort op på hende for, at hun skulle forstå, at jeg virkelig mente det her. Hun sad stille og kiggede på mig, og vreden var helt forsvundet fra hendes øjne. I stedet så hun nu på mig med et blik, jeg kendte alt for godt. Et dejligt blik, der viste kærlighed og glæde. Sådan som jeg huskede hendes blik, da jeg havde set hende første gang. Måske ikke helt første gang, men i hvert fald det blik, som tilhørte den Lia jeg var blevet så vanvittigt forelsket i, og som jeg nu sad og klyngede mit hjerte ud til.

“Det ved jeg,” svarede hun og tog mig hånd. Mit hjerte bankede afsted, og jeg kunne ikke lade være med at sende hende et kæmpe smil, som hun hurtigt gengældte.

Hurtigt tog jeg mod til mig. “Lia, jeg savner dig... og jeg elsker dig stadig... og hvis du vil, så vil jeg gerne have dig tilbage... Lia vil du være min kæreste... igen?”

Jeg kunne mærke nervøsiteten stige i min krop, men måden hun kiggede på mig på, beroligede mig lidt. Det at der stadig var muligheden for, at hun ville sige nej, og at hun ikke ville have mig tilbage igen var ulidelig. Men jeg havde da i det mindste forsøgt. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg skulle kigge på hende, eller om det var bedre, at jeg kiggede ned i jorden.

“Niall, selvfølgelig vil jeg være din igen,” svarede hun smilende. Hun lagde en hånd på min kind og trak mit hoved hen til hendes.

“Jeg elsker også dig,” sagde hun og kyssede mig intenst.

En beroligende følelse bølgede igennem min krop, og jeg kunne ikke undgå at få gåsehud. Hun var min igen, og jeg kunne ikke være mere forelsket. Jeg trak hende ind i et kram og kyssede hende i hendes blonde hår. Jeg kunne mærke glæden boble rundt i hele min krop. Hun kiggede op på mig, med tårer i øjnene og kyssede mig lidenskabeligt igen.

“Hvor har jeg savnet dig!” sagde hun og lagde sit hoved ind til min brystkasse.

Jeg kunne ikke helt forstå det. Alt der lige var sket, var helt surrealistisk. Den drøm jeg havde drømt så mange gange på det seneste, var blevet virkelig. Lia og jeg var endelig kærester igen, og jeg kunne ærligt talt ikke være mere lykkelig end jeg var nu. Det havde dog næsten været alt for nemt, men på den anden side var vi også begge påvirket af alkoholen, som for engang skyld hjalp mig. Men så længe hun også ville være min dagen efter, så var jeg tilfreds.

Vi sad lidt på bænken i stilhed, og hun puttede sit hoved ind til mig. Jeg lagde forsigtigt mine arme omkring hende, da det gik op for mig, at det egentligt var lidt koldt og trak hende tættere ind til mig. Hvis jeg kunne ville jeg blive siddende sådan her for altid og uanset hvad, ville jeg i hvert fald altid huske denne aften. Hvor havde jeg dog savnet den tøs. Den tøs, der fik mig til at smile. Den tøs, der gjorde mig glad og fik mig til at gøre ting, jeg ikke havde troet jeg skulle gøre. Den tøs jeg inderligt elskede. Den tøs som var Lia.

Lidt pludseligt blev mine tanker afbrudt af en lettere fuld Louis, der nærmede sig bænken. Jeg kunne ikke helt lade være med at smile over hans store armbevægelser, og den ikke helt lige gang han mestrede.

“Gætter på I har fået snakket sammen?” spurgte han med et smil på læben, mens han satte sig ned ved siden af mig og ødelagde hele øjeblikket. Hvor var det egentligt bare typisk Louis.

“Jae,” svarede jeg og kunne ikke holde mit grin tilbage.

Jeg var inderligt glad, og havde egentlig ikke lyst til at lægge skjul på det. Hele verden, skulle efter min mening, vide at jeg var håbløs forelsket i verdens flotteste og dejligste pige.

“Det var også på tide. I er jo som skabt for hinanden,” sagde han og puffede til min skulder, så øllen, han havde i den anden hånd, tippede så det røg ud over hans bukser. Hurtigt rejste han sig op og prøvede forgæves at få alkoholen af hans røde bukser. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Lia kiggede op og storsmilede til mig.

“Kommer I ikke med ind og fester videre? Nu har vi jo noget mere at fejre,” spurgte han glad.

Han tog Lia i den ene hånd og mig i den anden og hev os med ind til festen, hvor vi blev mødt af seks kendte ansigter, som stod og smilede til os. De havde tydeligvis fulgt med i, hvad der skete gennem vinduet.

Jeg kunne ikke helt lade være med at trække Lia tættere ind på mig, da jeg så Harry. Det var slet ikke meningen, at han skulle have set det, men lige så hurtigt som jeg havde trukket hende ind til mig, lige så hurtigt kiggede Harry ned i gulvet, og jeg kunne ikke undgå at få dårlig samvittighed over det. Jeg havde jo tilgivet ham, og nu stod jeg igen med Lia i mine arme, hvorfor skulle han så blive ved med at høre for det? Lige så stille kiggede Harry op igen og fangede mine øjne.

Han så skiftevis på Lia og jeg, og det var tydeligt at se, at han tog mod til sig.

“Jeg er virkelig glad for, I har fundet ud af det. Jeg er inderligt ked af, jeg ødelagde det for jer,” sagde Harry og så igen ned i gulvet.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, så jeg kiggede forsigtigt rundt på den omkringstående flok, som ivrigt stod og fulgte med i det hele.

“Så længe det ikke sker igen Harry,” sagde jeg og lagde min hånd på hans skulder.

Han kiggede op, og jeg sendte ham et blik, der sagde at han ikke længere skulle bekymre sig om det. Det hele var fortid nu, og vi skulle helst gerne være venner i  fremtiden.

Endnu engang trak jeg Lia ind til mig og sendte hende et stort smil. Jeg lod mine øjne vandre over mine venner, der gengældte mit kæmpe smil, der sad plastret i mit ansigt. Hele situationen havde nok været for meget for Louis og Eleanor, som stille listede sig væk fra mængden med læberne klistret sammen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Lia var endelig min, og her stod jeg med mine bedste venner. Jeg var så lykkelig, som man overhovedet kunne blive.

Om det var alkoholen eller det faktum, at Lia var min, der var skylden, virkede for mig fuldstændig ligegyldigt. Hvis det ikke var for Lias arme omkring min krop, ville jeg nok have hoppet så højt jeg overhovedet kunne, eller måske løbe hele vejen rundt om jorden og tilbage igen, bare for at få mig selv til at falde lidt ned igen. Hvor jeg dog bare elskede at være lykkelig, når det var Lia, jeg var lykkelig med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...