Gotta be you (1D)

One Direction er landet i Spanien for en enkelt koncert. De skal bo på et stort hotel, som udadtil ligner et hvilket som helst andet dejligt hotel. Men hvad sker der, når man ikke kan spansk og når man helt tilfældigt møder den attraktive Lia? Hvor galt kan det gå når man glemmer sin nøgle? Kan England nogensinde blive det samme igen? Ja, alt kan ske når man tilbringer tid i et land man aldrig har været i før. En ting er i hvert fald sikker, Spanien sætter sit præg på en af de flotte drenge i One Direction. Men hvem?

54Likes
96Kommentarer
12219Visninger
AA

33. Martin & Co. – part 2

Niall Horans synsvinkel

Jeg lagde min mobil fra mig. Liam havde lige haft ringet og sagt, han var på vej over. Der var efterhånden gået omkring 3 uger, siden jeg havde set Lia sidst, og jeg prøvede på at glemme hende, men det var bare så svært. Alt mindede mig om hende, og jeg følte mig på en eller anden måde så ensom. Jeg havde været så sur på hende, men nu var det lidt gået op for mig, at jeg måske selv havde været lidt dum.

Det burde jo ikke have været så svært for mig at stole på det, hun havde sagt. Det der næsten var mest flovt, var at hun var gået fra mig, fordi jeg jo havde opført mig så latterligt og dømte uden nogen form for viden. Men jeg havde da for helvede intet valg, de følelser og tanker, der gik igennem mig, var ikke til at styre og selvfølgelig betød det, at jeg skulle ødelægge det hele. Hvem ville ikke være sur over at se sin kæreste med tungen i halsen på sin bedste ven? Eller omvendt? Nu sad jeg så her ude af stand til at gøre noget ved det. Jeg havde været den, der havde sørget for, at det her forhold gik i vasken.

Desuden havde jeg det stadig ikke helt godt med Harry endnu. Selvfølgelig havde vi været sammen som One Direction og lignet nogen, der var bedste venner, men det virkede bare forkert. Han havde dolket mig i ryggen, og det var bare ikke så let at glemme. Selv dem, der interviewede os begyndte at lægge mærke til vores manglende venskab, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg prøvede på at opføre mig normalt, det gjorde jeg virkelig!

Zayn og Louis havde også forsøgt at få vores venskab til at fungere, men det var bare som om, der var noget, der stod i vejen for, at jeg kunne tilgive ham. Det var som om, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på Lia, når jeg så på ham. De to, der sidder med læberne smedet sammen eller bare hendes smil. Jeg rystede på hovedet i forsøget på at ryste tankerne af mig. Jeg skulle over Lia, hvilket jo betød at jeg måtte glemme alt om hende.

Mit blik faldt på guitaren. Hendes Martin & Co. som var for dyr, til at jeg bare kunne beholde den. Jeg sukkede, så måtte jeg vel besøge hende, men først når jeg var helt ovre hende, hvilket jeg jo åbenlyst ikke var endnu.

Jeg blev afbrudt af en banken på døren. Det måtte være Liam. Jeg hoppede hurtigt op af sofaen og smuttede ud i min lille entré og skubbede Lia helt væk fra mine tanker.

”Hey Liam,” sagde jeg og sendte ham et smil.

Liam havde været den bedste ven man kunne tænke sig. Hvis ikke det havde været for ham, ville jeg slet ikke havde taget af sted til alle de der One Direction-ting, der skulle gøres. Liam kunne få mit humør op, og han forstod mig uden at kigge på mig med de blikke, der viste medlidenhed. Når jeg var sammen med ham, kunne jeg glemme alle problemerne, medmindre Harry også var der selvfølgelig. Jeg kunne vel ligeså godt indrømme, at jeg var for langt nede, til at skulle ud at promote og være glad, men det var mit arbejde, så jeg blev nødt til det.

Liam fulgte med mig ind i stuen.

”Hvad så Niall?” spurgte han, da han havde sat sig ned i sofaen. Som altid havde jeg grebet min guitar og sad og jammede lidt.

”Jeg sad faktisk lige og tænkte på, at Lia skulle have den der guitar tilbage på et eller andet tidspunkt,” svarede jeg ærligt, dog lidt ked af, at jeg endnu engang tvang mig selv til at tænke på Lia. Jeg var da for helvede ikke vild med hende længere. Jeg måtte ikke være vild med hende længere. Det var dejligt at kunne snakke om mine tanker med Liam, fordi han ikke fik mig til at uddybe det mere end jeg havde lyst til.

Liams blik lå et øjeblik på hendes guitar, mens det lignede han sad og tænkte lidt.

”Men det bliver nok ikke før om nogle måneder,” svarede jeg i forsøget på at få samtalen til rent faktisk at blive en samtale.

”Jeg kan måske smutte hen med den, hvis du gerne vil være fri?” spurgte Liam stille, som om han var usikker på, om han kunne sige det, uden jeg blev ked af det.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Det lyder mærkeligt, men på en eller anden måde var det dejligt, at den stod her i lejligheden, og at jeg derved havde en del af hende her tæt på mig. Men på en anden måde betød det tanker om hende. Tanker jeg ikke kunne have, idet vi ikke længere var kærester. Det ville nok være det bedste, at få ham til at gå over med den.

”Tja, det må du egentligt gerne, hvis det ikke er irriterende for dig?” svarede jeg og prøvede at fake et smil.

Noget inde i mig håbede, at han ville sige, at det var en omvej eller at han ikke havde tid, men jeg kendte jo Liam. Selvfølgelig ville han da gå over med den.

”Nej, overhovedet ikke. Det skal du ikke tænke på,” svarede han, mens han kløede sig i håret.

”Hvaa, er du frisk på en gang FIFA?” spurgte Liam og sendte mig et skævt smil.

”Ja selvfølgelig”, svarede jeg glad.

***

”Nå, men så vil jeg smutte igen,” sagde Liam, efter at have tabt til mig samtlige gange i FIFA.

”Det er bare i orden, taber. Tak for i dag, ” svarede jeg smågrinende og gik ud for at åbne døren for ham. Han gik hurtigt over, tog guitaren op og gik over mod døren. Mit blik fulgte guitaren, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Lia.

”Du må ha’ en god aften. Vi snakkes snart,” sagde Liam og forsvandt ud af døren.

Jeg stod kort bare og kiggede. Jeg savnede Lia, og det at Liam lige havde taget hendes guitar med sig, gjorde mig på en eller anden måde ked af det. Hurtigt slog jeg koldt vand i blodet, og besluttede mig endnu en gang for at smide Lia ud af mine tanker. Jeg burde være stærk og komme over Lia. Hun var jo sikkert allerede ovre mig.

 

Lia O’Conners synsvinkel

”Hej Liam,” sagde jeg glad og sendte ham et smil. Liam var åbenbart kommet på besøg. Hvorfor anede jeg ikke, men det var faktisk ret godt at se ham igen.

”Hej Lia. Må jeg komme ind?” spurgte han og kløede sig forsigtigt i håret.

”Ja selvfølgelig,” svarede jeg og smågrinede.

”Jeg har for resten din guitar med,” sagde han, mens han rakte mig min guitar.

Smilende tog jeg imod den og stod kort og betragtede den. Det føltes dog underligt at stå med den i hånden, da den havde stået ved Niall det sidste stykke tid. Hos den dreng jeg egentligt savnede helt vildt, men som jeg prøvede på ikke tænke på længere.

Der var gået så lang tid, at jeg efterhånden var begyndt at tænke på alt muligt andet end ham, som jeg havde gjort de første par uger. Jeg var dog langt fra ovre ham.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg, da jeg satte en kop te foran Liam og satte mig i den modsatte sofa.

”Sådan udmærket. Der har været sådan rimelig meget arbejde på det sidste,” svarede han og tog en tår te.

”Hvad med dig?”

”Jeg har det skam fint nok. Jeg har egentligt bare arbejdet en masse og set nogle venner og veninder. Men jeg synes det er lidt ærgerligt at sommerferien snart er færdig,” svarede jeg ærligt.  Liam sendte mig et smil.

”Kan du egentligt spille på den?” spurgte han og skævede til guitaren, der stod ved siden af sofaen.

”Ja. Hvad med dig? Kan du spille på nogle instrumenter?” spurgte jeg, og rakte ud efter min guitar, for at spille lidt musik. Liam svarede ikke rigtig, men begyndte bare at observere mig spille på guitaren.

”Hvad var det egentligt du ville?” spurgte jeg efter noget tid, hvor jeg bare havde siddet og spillet lidt.

”Nåå jo,” svarede han og rykkede på sig.

”Niall bad mig om at gå over med din guitar, og jeg ville invitere dig til min 19 års fødselsdagsfest, hvis du har lyst til at komme?”

Jeg smilte glad. Liam var virkelig en sand ven, og en man virkelig kunne stole på. Det dejligste ved det hele var dog, at han ikke kørte i det med Niall og jeg, og bare forblev min ven.

”Ja, selvfølgelig vil jeg det,” svarede jeg hurtigt og glemte helt at overveje situationen.

Niall ville jo komme, hvilket betød, jeg jo blev nødt til at være i samme rum som ham. Mit smil kunne ikke undgå at falme lidt, men det lignede ikke umiddelbart noget Liam lod mærke til.

”Dejligt. Det er fredag i næste uge, og det starter kl. 19.00, men du kan jo bare komme, når det passer dig bedst,” svarede han og sendte mig et skævt smil.

”Du ved vel, hvor jeg bor?” Jeg nikkede, men havde helt fortrudt jeg havde sagt ja. På den ene side var jeg jo ikke ovre Niall, men på den anden side, kunne jeg ikke rigtig sige nej til en så god en ven, som Liam var. Jeg måtte vel bare undgå Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...