Gotta be you (1D)

One Direction er landet i Spanien for en enkelt koncert. De skal bo på et stort hotel, som udadtil ligner et hvilket som helst andet dejligt hotel. Men hvad sker der, når man ikke kan spansk og når man helt tilfældigt møder den attraktive Lia? Hvor galt kan det gå når man glemmer sin nøgle? Kan England nogensinde blive det samme igen? Ja, alt kan ske når man tilbringer tid i et land man aldrig har været i før. En ting er i hvert fald sikker, Spanien sætter sit præg på en af de flotte drenge i One Direction. Men hvem?

54Likes
96Kommentarer
12202Visninger
AA

35. 8.45 AM

Niall Horans synsvinkel

Jeg gned mig i øjnene ved lyden af en banken på døren. Godmorgen til Niall Horan. Hurtigt svingede jeg benene over sengekanten og skævede til uret, der stod på sengebordet og viste sine tydelige tal: 8.45 AM. Jeg fik hurtigt samlet de bukser, jeg havde på i går, op fra gulvet og fik dem på.

Mit hoved dunkede af søvnmangel, men jeg var efterhånden vant til det. Efter mit og Lias møde i tøjbutikken kunne jeg ikke falde i søvn. Sekvensen kørte i ring i mit hoved, og jeg havde efterhånden overanalyseret det hele, alt for mange gange - hvilket jeg hadede mig selv for. Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme hende? Så kunne jeg slippe for render under øjnene og lysten til at være for mig selv hele tiden. Jeg bevægede mig hurtigt ud i gangen og over mod døren.

”Ja, ja, jeg kommer nu,” svarede jeg, da der endnu engang lød bank. Med en let bevægelse fik jeg låst døren op og åbnet, så jeg kunne se Liam og Harrys ansigter.

”Hvorfor tog det så lang tid? Vi har stået og ventet på dig i et kvarter nu?” spurgte Liam, mens Harry banede sig vej ind i min stue.

”Vi har morgenmad med, hvis du lyster,” fortalte han, mens han allerede var på vej ud i køkkenet efter tallerkener og knive.

”Rundstykker,” svarede jeg bare, som en konstatering. Dels fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige, og dels fordi jeg ikke anede, hvad de lavede her. Rystende på hovedet og med en hovedpine, der sagde spar to, satte jeg mig ned, for at få en bid mad. Mad var jo vejen til alt godt, så jeg kunne ligeså godt få lidt. Jeg havde kun taget et par bidder, før jeg brød Liam og Harrys igangværende samtale.

”Ikke for noget, drenge og tak for morgenmad, men hvad laver I her?” spurgte jeg og sendte dem et svagt smil. Mere kunne jeg ikke overskue, da jeg langt fra følte mig udhvilet.

”Niall, det er tydeligt, du har brug for dine mates, og så tænkte vi bare lige, vi ville bruge en morgen på dig,” svarede Liam og virkede oprigtig.

”Men drenge, klokken er kvart i 9, det mener I ikke,” svarede jeg og gav dem et søvnigt smil.

De vidste, at jeg sov længe, og at jeg elskede det. De havde ofte været på tour med mig eller bare generelt været sammen med mig, hvor jeg bare gerne ville sove.

”Ej, vi kom egentligt for at snakke med dig, og Liam har åbenbart en aftale kl. 10.00, så det var nu eller på fredag. Og på fredag holder Liam jo fødselsdagsfest, så vi tænkte, at det var bedst i dag,” svarede Harry og gav Liam et skub i siden. De drenge var alt for friske.

Jeg kløede mig forsigtigt i håret. ”Hvad vil I da snakke med mig om?” spurgte jeg, men på en eller anden måde kendte jeg svaret. Hvis jeg ikke tog meget fejl startede det med L og sluttede på ia.

”Lia,” svarede Harry og sendte mig et smil. Sikkert for at være sikker på jeg ikke blev vildt ked af det, eller fordi han rent faktisk savnede hende ligesom jeg, og derfor heller ikke kunne lade være med at smile over tanken om hendes strålende smil.

Jeg nikkede kort som svar og fokuserede så på bordet, mens jeg tog endnu en bid af rundstykket. Liam og Harry sad bare og observerede mig med store øjne, så der gik ikke lang tid, før jeg ikke kunne ignorere det længere.

”Hvad med hende, Harry?” spurgte jeg og fik måske sagt det lidt hårdt.

Jeg havde bare en eller anden idé om, at de var kommet for at give mig den store samtale om, at “nu skal du videre,” og hvad de nu ellers kunne komme på. Det var heller ikke meningen, at jeg skulle have lagt den over på Harry. Det nagede ham tydeligvis stadig, hvad han havde gjort, og at jeg blev ved med at køre i det, gjorde det vel kun værre.

”Niall,” svarede Liam bare og sendte mig et irettesættende blik.

”Zayn fortalte os, at du mødte Lia for nogle dage siden, og vi har stort set ikke set dig siden,” fortalte Liam, og jeg kunne ikke undgå, at mine tanker endnu engang blev fyldt med det falmende smil på Lias læber, da hun havde set mig sidst. Det var jo tydeligt, at hun ikke kunne lide mig længere.

”Det passer da ikke. Vi var da sammen den anden…” begyndte jeg, men Harry fik mig hurtigt til at holde kæft ved en kommentar om, at den anden dag i så fald, måtte være en uge siden.

”Niall, er du stadig vild med hende?” spurgte Liam så. Totalt uforberedt og forvirret fik jeg sunket klumpen i halsen.

”Ja,” fik jeg svaret uden overhovedet at tænke over det. Liam havde formået at fjerne min parade. Det var ikke meningen, at de skulle vide, at jeg var vild med hende – fordi hun var da for helvede ikke vild med mig!

Liam og Harry sad kort og kiggede på hinanden, før Liam til sidst nikkede, og Harry vendte sig mod mig med et skævt og skummelt smil.

”Så få hende da tilbage, Horan. Jeg var en nar, og det burde ikke gå ud over jer,” svarede han, mens jeg bare rystede på hovedet.

”For det første kan I ikke bare sige sådan noget og slet ikke på den her tid af døgnet. For det andet er det komplet lige meget, Lia er jo ikke vild med mig længere. Så jeg kan jo ligeså godt lade vær’,” fortalte jeg og håbede på, at de bare ville lade det ligge. Dog kendte jeg dem godt nok til at vide, at det ikke var tilfældet.

”Hvordan ved du det?” spurgte Liam undrende og kiggede mig i øjnene. Kort trak jeg blikket fra ham. Jeg var rigtig flov over det hele, og det gjorde endnu engang, at jeg slet ikke havde lyst til at snakke om det.

”Det sagde hun,” fortalte jeg og tænkte tilbage på mødet. Med vilje svarede jeg ham så kort som overhovedet muligt. Jeg gad ikke, at vi skulle snakke om det. Hvorfor kunne de ikke bare lade det ligge?

”Har hun helt seriøst sagt, hun ikke er vild med dig?” spurgte Harry med hævede øjenbryn.

”Nej, ikke rigtigt. Men altså, hendes smil falmede og tja, det virkede bare SÅ akavet. Desuden så hun slet ikke ked ud af det. Hun er ovre mig, så hvorfor skulle hun overhovedet ville have noget med mig at gøre igen?” spurgte jeg, kløede mig i håret og rejste mig op.

”Drenge, jeg går i bad. I kan bare smække døren efter jer,” fortsatte jeg og begyndte at gå mod badeværelset, i håbet om vi kunne stoppe samtalen her.

”Niall hold nu op med at lukke os ude. Du har jo tydeligvis brug for at snakke om det,” prøvede Harry, men jeg gik målrettet videre.

”Niall, det her handler ikke om dig. Det handler om alle andre end dig,” begyndte Liam, mens han rejste sig og fulgte efter mig. Jeg svarede ikke.

”Det handler om os, som savner dig, og Lia, som sikkert også savner dig. Niall, du bliver nødt til at se det fra vores synsvinkel,” prøvede han og fangede min opmærksomhed.

”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende.

”Dig og Lia. Det skulle bare være jer to. Hvis det havde været en anden pige, Niall, så var du allerede kommet lidt videre. Du ville i hvert fald kunne sove i stedet for at ligge rastløs i din seng. Lia er den pige, du skal have, så tag dig nu sammen. Få hende inviteret ud og få snakket om det hele med hende,” opfordrede Liam, som den kloge person han nu engang var.

”Jamen, Liam,” forsøgte jeg, men kunne ikke komme på noget godt modargumentet.

”Hør her. Det er jo ikke engang hende, du er sur på, og ligeså ikke hende, som er sur på dig. Hele problemet, og den person I bør være sure på, er Harry. Nu sidder du så her og hader dig selv, fordi du ikke kan få taget dig sammen til at få gjort noget ved det, men helt ærligt… få nu snakket med hende,” sagde Liam og rystede mig i skuldrene.

Harry var ligeså kommet ud i gangen, for at overvære, hvad der skete. Jeg stod bare forstenet på stedet uden nogen som helst hjerne. Tankerne kørte rundt, som biler på en motorvej, og min hovedpine var et smertehelvede. Det føltes som om, at væggene lige så stille begyndte at falde ned mod mig, og jeg kunne ikke overskue det. Hvad var der lige sket? Havde jeg endnu engang bare opført mig som en spasser?

”Jeg tror, lige jeg har brug for at lægge mig lidt,” fik jeg fremstammet, svimmel og ude af stand til at finde hoved eller hale i det hele. Drengene nikkede bare stumt, mens jeg bevægede mig ind i mit soveværelse.

 

Jeg lå i det, der føltes som lang tid og vendte og drejede mig. Ordene svævede for mig, og hovedpinen var ved at dræbe mig. Mine tanker løb over det Liam havde sagt, Harrys ansigtsudtryk og mit møde med Lia. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere gik det op for mig, at Liam havde ret.

Al den forvirring skyldtes jo udelukkende det, at jeg savnede Lia, og jeg ville ønske, det aldrig var endt sådan her. På en eller anden måde prøvede jeg på at glemme situationen i stedet for rent faktisk at komme igennem det. Det var dog kun fordi, jeg ikke havde lyst til at se det som slut og overhovedet ikke lyst til at komme igennem det.

Lia måtte blive min igen, men hvordan skulle jeg da få hende tilbage? Med Lia i tankerne faldt jeg endelig i søvn og sov bedre, end jeg havde gjort længe. Jeg måtte vel bare få hende tilbage, men nu skulle Liams fødselsdag lige overståes først.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...