Min Skygge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2012
  • Opdateret: 15 aug. 2012
  • Status: Færdig
Novellen er så kort, at den skal læses, og ikke fortælles om.

Jeg skrev denne novelle, en aften, hvor jeg kedede mig, på ca. 15 min. Den er ikke gennemlæst, eller gennemtænkt, men dog så er jeg virkelig tilfreds med den, og vil derfor dele den.

BEMÆRK: Novellen er skrevet færdig, og der kommer ikke flere kapitler.

17Likes
17Kommentarer
1617Visninger

1. Min Skygge

 

Lige siden jeg var lille har jeg altid følt mig overvåget. Altid følt mig beluret. En konstant paranoia, som kun bliver værre at mørkets tag i mig. Når man bliver blændet, og ikke kan se noget er det værste for mig. Mange siger at når en sans bliver taget fra en, forstærkes de andre. Når mørket vipper mig i dens endeløse tunnel, når jeg ikke kan se, og skal falme mig frem, det er der det hele bliver værst. Oftest sover jeg fra det, sover fra skyggerne der leger gemmeleg i mørket. Gemmer sig for mig, så jeg ikke kan se dem, selvom jeg dog kan mærke deres tilstedeværelse. Selvom man bliver blind, så betyder det ikke man bliver følelsesløs, eller dum. Det betyder ikke at man intet kan mærke, og selvom man af mørke bliver blind, betyder det ikke at man intet kan se.

Jeg ved De er der. Jeg ved De kigger. Hvad det er, det ved jeg ikke. Med sikkerhed ved jeg dog, at det hele tiden er der. Om det kan ses eller ej. Nogen gange camouflere det sig. Det kan gemme sig som en dørs skygge, måske min egen, men altid kan jeg mærke det, altid ved jeg præcis hvor det er.

Roligt lukker jeg øjnene. Mørket ligger omkring mig som en kvælende plastic pose, hvorfra al luft er væk. Jeg bliver kvalt i mørke, og jeg ved De kigger på mig. Jeg ved De er der.

Hovedet rammer nænsomt min duefjers pude, og jeg lægger mig til at sove. Efterhånden bliver jeg nødt til det, for skyggerne bliver stærkere dag for dag. Hvad De vil, det ved jeg ikke. Hvorfor De har forfulgt mig i alle disse år, det kan jeg kun gisne om. 16 lange år har de været ved min side.

Disse tanker luller mig i søvn, jeg er for udmattet, og jeg ved både de, mine tanker, og skyggerne er der i morgen.

Hurtigt får jeg set hvor skyggen er, den leger skygge til min natlampe. Den vender den forkerte vej. Mon det er en dum skygge, eller gør den det for at skræmme mig?

Tomt stirre jeg på den, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Den har forfulgt mig gennem gode og dårlige tider, og jeg har aldrig kunnet slippe af med den.

Weekend. Kunne det blive værre? Alene med min skygge, og alene med mine tanker. Puden kalder på mig, og jeg giver efter ligesom om aftenen. Døsigt lukker jeg mine øjne, og finder hvile for en stund. Jeg kan mærke jeg bliver trukket i. Det er vel bare søvnen, og trætheden der overmander mig. Snart tager drømmeverden over.

Det sidste lys fra solen forsvinder, men hvor hen? Var det ikke dag? Morgen? Jeg åbner øjnene, og opdager hvad der er sket. Jeg vender den forkerte vej. Er jeg dum, eller skræmmer jeg mig selv?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...