De tavse øjeblikke.

Luna er bare en helt almindelig britisk pige på 16, der lever et helt almindeligt liv. Hun klare sig godt i skolen. Hun har de veninder og venner hun har brug for. En rar og kærlig familie ved hendes side, der gør hende stærkere for hver dag der går.

Da skolen lukker og sommerferien skal til at starte, sker der nye ting i hendes ellers så almindelige liv. Hun vil møde nye udfordringer og valg.

0Likes
0Kommentarer
260Visninger

1. Jonas.

Det regnede, det regnede og det regnede. Jeg sukkede trist. Det havde regnet i to hele dage. Mit blomsterbed var blevet helt mudderet og smasket. Mit humør var helt nede. Mit ellers så farverige blonde hår, var nærmest blevet gråt. Mit glade smil var nu bare et lille ryk på kinden. Min fine hud var træt og bumset. Så alt i alt lignede jeg bare lort. Der lød tre banken på min dør og min mor stak hovedet ind.

”Luna, din bror har lige ringet og spurgt om I ikke lige kunne mødes nede på kroen. Han sagde at det var meget vigtigt.”

”Kan du ikke se at, jeg er i gang med noget?” spurgte jeg irritabelt.

”Nej, det kan jeg faktisk ikke. Få så noget overtøj på, og gå ud og mød din bror,” sagde hun strengt.

”Okay, okay. Jeg skal nok. Du behøver ikke at hidse dig op,” mumlede jeg og gik nede under for at få overtøj på.

Da skoene var taget på og jakken lynet, greb jeg min cykel og forvandt om hjørnet. Den hårde regn piskede mig i ansigtet og det var svært for mig, at se hvor jeg cyklede hen.

”For pokker!” banede jeg og stoppede cyklen brat. ”Møg!” mumlede jeg frustreret og sparkede til mit flade bagdæk. Af ren og skær raseri kiggede jeg op på himmelen med sur mine og rakte fuck. Ussel lille regn. Med vådt hår, kolde fingre og et fladt bagdæk træk, jeg min cykel resten af vejen.

Da jeg ankom til Den glade mave (som kroen hed), ledte jeg straks efter min bror, men efter et stykke tid konsternerede jeg, at han ikke var til stede. Så tog jeg plads ved et tomandsbord og tog min ’Sjældne dyr ’ bog frem og begyndte at læse. 20 minutter senere og min bror var stadig ikke kommet. Jeg sukkede skuffet og kiggede hurtigt over mod døren, da en høj og tynd dreng trådte ind.  Det var ikke min bror! Den fremmede dreng så hjælpeløs ud og kiggede forvirret rundt. Vi fik øjenkontakt og kiggede på hinanden i lidt tid. Han smilede lige pludselig til mig og gik i retning mod mig og stoppede op foran mit bord.

”Hej. Jeg hedder Jonas,” sagde den fremmed dreng frisk og rakte hånden frem. Jeg kiggede nervøs op på ham. Han var pæn.

”Hej Jonas,” sagde jeg generet og gav ham hånden. ”Øh.. Jeg hedder Luna.” 

”Hej Luna. Jeg ved godt at det er lidt mærkeligt at, en fremmed bare kommer over og præsenterer sig selv, men da jeg fik øje på den bog du sad med, blev jeg faktisk overrasket.” Jeg kiggede forvirret op på Jonas

”Jo, altså. Du må være den første, jeg har set læse den offentligt!” Jeg smilede generet.

”Der er mange af dyrene, folk ikke tror på findes,” sagde jeg stolt.

”Ja!" Jonas tøvede lidt.

"Er det okay at, jeg sætter mig ned her?” spurgte Jonas venligt. Jeg nikkede ivrigt. Måske for ivrigt.

”Tror du på at nogle af de dyr findes?” spurgte Jonas nysgerrig. Jeg nikkede.

”Ja, det tror jeg faktisk… Jeg overvejer at rejse rundt i verden, og opdage nye dyr,” sagde jeg drømmende. Jonas ansigt lyste glad op.

”Det lyder sejt.” Jeg rødmede.

”Synes du?” Jonas nikkede.

”Jeg drømmer nogen gange at, jeg bliver en storartet dyr opdager eller noget i den stil. Selvom jeg ligeglad med pengene og sådan noget. Jeg vil bare gerne vise verden nye arter,” svarede Jonas stolt.

”Det lyder spændende.” opmuntrede jeg ægte. Jonas nikkede glad.

Tavshed.

”Er du tørstig, Luna? Skal jeg bestille noget at drikke?”

”Egentligt ventede jeg…" Jonas lagede hovedet på skrå.

"Øh. Jeg skal bare have en vand. Tak!”

”Okay.” Jonas rejste sig op og smuttede over til baren.

 

Jeg havde glemt alt om min bror og vores aftale. Eller retter sagt. Min bror havde glemt alt om mig og vores aftale. Hvor kunne han dog være og hvorfor kom han ikke? Selvom lige nu, følte jeg mig i ret godt selskab. Jonas var ret sød. Det lignede mig slet ikke at tænke sådan om en fyr. Faktisk gjorde det ikke noget, at min bror havde glemt vores aftale. Vi kun altid lave en ny. To minutter efter kom Jonas tilbage med to flasker vand. Han satte sig ned og tog en tår af den ene flaske.

”Du faktisk meget nem at snakke med,” sagde han ærligt. Jeg lyste op af glæde.

”Tak.. Og tak for vanden forresten” mumlede jeg generet og kiggede ned på bordet. Mærkeligt. Jeg plejede ikke at være så generet. Jeg plejede altid bare at sige min mening, men med Jonas overfor mig følte, jeg mig nærmest mundlam. Jonas smilede stort og mumlede:

”Ingen årsag og det var så lidt… Luna."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...