the knight

14 årige Michael Smith bor hos sin onkel som sidder i kørestol efter et uheld. en dag hvor michael går lidt rundt på den store herregård, hans onkel bor på, opdager han en dør der fører til en fortryllet verden med krigere, riddere og smukke jomfruer.
Den ridderverden Michael altid har drømt om, da han var lille.
Men han finder hurtigt ud af at det ikke er så nemt som det burde være, og at faren lurer overalt.
Han finder ud af mere om sin familie, og hvorfor han er havnet hos sin onkel.


smid meget gerne en komentar og din menning om det nyeste kapitel:D

7Likes
11Kommentarer
1439Visninger
AA

13. Profetien

Michael var ret forskrækket over Sakimels grusomhed. Han stirrede i lang tid på den lille dør, som en af de sorte riddere havde slæbt liget ud af. Gad vide om det var noget han dagligt gjorde? Michael havde slet ikke hørt at Sakimel sagde noget, før Champia puffede ham I siden. "...profetien?" Sakimel smilede ned til Michael,men Michael stirrede bare uforstående på ham og sagde "Hvad?" det lød ret dumt, og Michael blev i det samme helt ildrød i hovedet. Det bemærkede Sakimel heldigvis ikke. "Åh hørte du ikke efter? Jeg sagde at du sikkert vidste alt om profetien, om dig?" Sakimel forsøgte med et faderligt smil til Michael, som bare blev en meget grim grimasse. "Øhm nej" endnu en gang måtte Michael svarer dumt. "Når, det var da ikke så godt. Men det kunne jo være at unge Warrior  her ved det?" Champia var blevet helt bleg i ansigtet, og fik fremstammet et "N-nej!" Hendes svar var tydeligt det modsatte. Michael kiggede lidt surt på Champia. Hvordan kunne det være at alle andre vidste mere om ham end han selv gjorde "årh er du sikker frøken Warrior?" spurgte Sakimel, og vinkede et par sorte riddere hen, som havde nogle korte spidse knive fremme. "er du virkelig sikker?" spurgte han igen, da ridderne havde omringet Champia, og rettet knivene med hende. "øhm, j-jeg ved lidt om d-den." Hun så ret forskrækket ud, men pludselig fik hun fundet sit dræberblik frem igen, og sin hårde attitude frem. "Men hvorfor spørger når du selv ved alt, Sakimel?" Hun vrængede hans navn ud, og Michael kunne ikke lade være med at være imponeret. "uh, Warrior er vidst blevet hård var? hmm, jo nu du spørger ved jeg tilfældigvis alt. Alt om den!" Han smilede hånligt ned til Champia, og vinkede ridderne væk. De træk sig tilbage langs muren. "Ved du hvad Michael, jeg tror at jeg vil fortælle den, nu hvor din veninde ikke vil. Den lyder sådan:  En dreng født i vores verden.

En dreng, som ikke er i denne verden.

En dreng hvis  forældre ikke er i nogen af verdenerne.

Skal trodse den grusomme tyran. Skal redde landet fra faren.

Skal få genoprettet freden og balancen.

Men uden venner kan han ikke, uden hjælp bliver det hårdt.

Kun ved at stå sammen, kan tyrannen slås.

Men kun denne dreng skal stå over for ham, på dagen hvor alt ser dødt ud.

Han skal møde prøvelser, men alligevel sejrer til sidst.

I enden er det ham, der slår den onde."

Sakimel grinede skævt "Jeg er ikke dum. Jeg ved udmærket at det er dig profetien handler om! Så du kan godt forstå at jeg ikke vil lade dig gå omkring vel? Dine venner er en anden sag, men nu hvor vi alligevel har frøken Warrior med så...." han kiggede på Champia, og smilede hånligt, til hende. Michael stod  og gruplede lidt over det han havde fortalt om profetien. Champia begyndte at snakke med en sur stemme: "Hvordan kan du begå den samme fejl, som tudinde andre? De tror altid at de har vundet over ligemanden, men selvfølgelig kan de ikke vinde over skæbnen. Du kan heller ikke stoppe den. Du kan ikke stoppe profetien, ligemeget hvad du prøver på. Lige meget hvor mange du fanger og dræber." Hun kiggede triumferende på Sakimel. Han så bare total ligeglad ud. "Før dem ned til det dybeste fangehul. Jeg tror at de vil møde nogen de kender dernede." Sakimel viftede af ridderne, som med det samme gik hen og tog fat om Michael og Champia og slæbte dem ud af den dør hvor liget tideliger var blevet slæbt ud.Bag døren var en trappe, Michael og Champia blev næsten skubbede ned af trinene. For enden var der nogle store celler med metalgitter for hver celle. I et hjørne var der en hel bunke af døde riddere, Champia gøs, og Michael Skar grimasse, han kunne bestemt heller ikke lide synet.

De fortsatte ned ad trappen. Den var slimet og klam, og der var  meget mørk, fordi at der kun var nogle få fakler med meget lidt ild, og ingen vinduer.

Michael syntes at de havde gået i en evighed da de "endelig" nåede forenden af trappen. Der var ingen døre at se. Ingen fangekælder, eller gitre hvor stakkels håbløse fanger sad. Der var kun bar, slimet mur med en enkel fakkel her og der.

"Har du nøglen?" spurgte den ene af ridderne den anden. Den ene af dem begyndte at rode i en af sine lommer, og fremdrog derefter et lille kort af ben, hvor der var ridset et kranium og en nøgle. Han gik hen mod muren med nøglen, og berørte den ganske let med nøglen. Pludselig kom der en stor metal dør til syne. Ridderen fik fat i en normal metal nøgle, med et lille kranium forenden, og låste døren op. Champia og Michael blev smidt ind gennem døren. "Hyg jer!" sagde den ene af ridderne, og den anden grinte, smækkede døren i og låste.

Michael rejste sig op fra det hårde sten gulv og børstede jorden af sit tøj,Champia fik også rejst sig op. Hun  begyndte at spadsere frem og tilbage i cellen, Michael kiggede uroligt på hende, men  satte sig derefter  ned i et hjørne for at tænke over sagerne. "profetier var noget underligt noget, ham, kæmpe? hvad tænkte de på han var jo næsten lige kommet ind i landet, skulle han kunne slå en så stærk mand som Sakimel?. hvorfor var det ikke Champia der skulle det, hun var jo tusinde gange bedre end ham! okay han havde godt nok slået hende, men det var da kun 1 gang!" han fik ikke mere tid til at spekulere over det, for i det samme sagde Champia "argh, det er min skyld alt sammen jeg ville absolut til fjendes linjer, jeg har skuffet min mester" ,hun blev ved med at spankulere vredt  frem og tilbage i cellen." jeg ville også herned det var ikke kun din skyld" fik Michael fremført. " ja måske men jeg gav dig lov" bed hun igen.Michael hadede når hun opførte sig om om hun var hans barnepige, han kunne godt tage vare for sig selv. Champia satte sig ned i det andet hjørne og kiggede fortvivlet rundt " hvad skal vi dog gøre?" sagde hun stille. Michael kiggede bare hjælpeløst på hende." pist" der var nogle der kaldte "Champia er det dig?" sagde en stemme, det kom over fra et andet hjørne af cellen. Champia  rejste sig og gik hen til hjørnet." åhh, Champia min pige" sagde manden og rakte hænderne i frem,Champia tog dem stille. Månelyset skindende ind gennem nogle små vinduerne i cellen og afslørede den lille  mand, han lignede Champia meget!" Far!, er det dig?" spurgte Champia halvt i gråd. " ja  min pige" sagde manden og tog hånden op til Champia´s kind og agede den stille. Michael smilede, hvis de kom ud herfra, fik de da også noget ud af det! "far?" sagde Champia " ja mit barn" svarede manden. Champia smilede. Hun havde vist kun spurgt for at høre faderens stemme.

Champias far var krummet helt sammen. Han var tynd, så tynd at huden bare lignede papir, udstrakt over et skellet. Han var bleg, man kunne se at det var længe siden han havde fået sol. Hans hår var halvlangt og snavset, og hans skæg var også meget langt. Han havde samme hårfarve, og samme øjenfarve som Champia. Man kunne se at han engang havde været en stærk kriger. Han hostede et par gange, og smilte op til Champias bekymrede ansigt. "Hvor er du blevet stor! Hvor er jeg stolt af dig." Han kiggede stolt op på sin datter.

Pludselig var der nogle host som kom ovre fra hjørnet, ved siden af manden. Michael skyndte sig derhen, og så en kvinde og en mand sidde op ad hinanden. Det så ud som om de lige var vågnet. De så ikke meget bedre ud end Champias far. De var  lige så tynde og blege. Kvinden havde brunt glat hår ligesom Michael, og manden havde brune øjne magen til Michaels, han havde lyst hår. De smilte begge til Michael, og manden sagde noget: "Michael min dreng." Det var Michaels forældre!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...