the knight

14 årige Michael Smith bor hos sin onkel som sidder i kørestol efter et uheld. en dag hvor michael går lidt rundt på den store herregård, hans onkel bor på, opdager han en dør der fører til en fortryllet verden med krigere, riddere og smukke jomfruer.
Den ridderverden Michael altid har drømt om, da han var lille.
Men han finder hurtigt ud af at det ikke er så nemt som det burde være, og at faren lurer overalt.
Han finder ud af mere om sin familie, og hvorfor han er havnet hos sin onkel.


smid meget gerne en komentar og din menning om det nyeste kapitel:D

7Likes
11Kommentarer
1534Visninger
AA

19. pilen

Champia vågnede op. Det var tidligt om morgenen. Solen var kun lige ved at være stået op,men hernede i skoven var der halvmørkt. Hun blev liggende på den bløde seng af mos, og mindes aftenen før. Det havde været rigtigt hyggeligt, det var næsten som om at Sakimel ikke fandtes, og at det kun var dem og skoven. Champia ville gerne have sat tiden i stå der, og beholdt det øjeblik for altid, men der var stadig en lang og svær rejse foran dem. Hun blev liggende et kort stykke tid, men til sidst fik hun taget sig sammen, og satte sig op. Lige så stille rejste hun sig op, og gik hen for at vække Michael der stadig sov. Det var næsten helt urimeligt at vække ham. Han havde haft en hård dag ligesom alle andre, og det eneste retfærdige ville være at lade alle sove længe. Hun var tæt på at smutte tilbage til sin egen seng, og lade alle sove længe, men kun tæt på. Hun vidste at de havde en lang dag foran sig, og at det var bedst at starte tidligt. Blidt ruskede hun i ham, han vendte sig om, og prøvede at sove videre, men Champia var stædig. "Michael du skal op!" Lige så stille åbnede han øjnene, og missede lidt med dem. "Hvorfor så tidligt?" spurgte han gnavent. "Vi er nød til at komme op og i gang." Svarede Champia lidt utålmodigt. "Bare 5..." Champia afbrød ham: "Nej, kan du så komme op og hjælpe mig med at vække de andre!" Michael rejste sig modvilligt op, og gik hen for at ruske i sin far. Champia smilede for sig selv, og gik så hen for at vække sin egen far.

Michael gav en skrig fra sig, der var noget der var kommet flyvene gennem luften, og havde boret sig ind i hans skulder. det var en pil. Champia fór op og skyndte sig hen til Michael. " Michael!" råbte hun. Han gav nogle støn fra sig, pilen havde boret sig ramt dybt i skindet på ham. "hvad gør vi!?" sagde Champia, hun lød meget forivret. "VI flygter selvfølgelig " den gamle tømrer havde rejst sig op og stod med stokken højt hævet over jorden, i bar skjorte. Alle var kommet op at stå nu, og de begyndte alle sammen hurtigt at pakke tingene sammen, og en eller anden tog Michael op i sine arme og begyndte at løbe med ham. Pile kom flyvende fra alle retninger, men ingen havde tid til at se om de andre var okay. Champia begyndte at løbe sammen med alle de andre.De flygtede længere ind i skoven, hun måtte hele tiden dukke sig for ikke at få grene eller pile i hovedet.. Hun vidste ikke hvor længe de havde løbet, men efter et godt stykke tid, kom der ikke flere pile. " argh" udstødte Michael. " shh, Michael, det skal nok ordne sig vi finder en løsning, her læg dig ned" sagde hun, hun lød ikke helt sikker i sin tale. Blodet var begyndt at komme frem fra pilen. " hvad gør vi!? sagde Champia igen, hun sad på knæ ved siden af Michael og forsøgte at stoppe blodet. " her" sagde Michaels far, og rev et stykke af sin skjorte af og rakte det til Champia. " vi må tage pilen ud" sagde han og kiggede på Champia, hun nikkede stille, bare tanken om pilen i hans skulder var ikke til at klare. Michaels mor satte sig ved Michael anden side." hvem gør det?" sagde hun. " her, jeg gør det" sagde Michaels far, Champia gjorde plads til ham. " det kommer til at svie lidt min dreng" sagde han. Champia tog Michael hånd, helt uden at tænke over det. " okay på tre" sagde Michaels far. "en. to tre" talte han, og hev til i pilen. " argh" skreg Michael. " her, skjorte stykket!" råbte Michael far til hans mor, hun gav det til ham og han forbandt det forsigtigt.

Champia kiggede rundt på resten af folket. Alle var udmattede, og prøvede så godt de kunne at hjælpe de sårede folk, Skrig lød her og der. Champia var bedrøvet, sådan her skulle det slet ikke være gået til. De skulle være godt på vej på rejsen nu, men der var ikke noget at gøre. De måtte slappe af, og komme til hægterne igen. Hun rejste jeg og begyndte at se til de sårede. Det var forfærdeligt at se de sårede, deres bedrøvede øjne, blodet der flød fra sårene. Alt sammen var det hendes skyld. Havde hun du bare sendt dem afsted på rejsen hurtigere, eller fået dem mere i sikkerhed. Var det her aldrig sket. Nej Hendes skyld var det. Eller det følte Champia i ihvertfald  " Champia kom!.. skynd dig!" Champia lukkede for sine tanker og skyndte sig hen til manden der råbte. Hun var nær faldet om kuld. Der i græsset lå en mand, med en pil lige i maven. Champia´s far.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...