the knight

14 årige Michael Smith bor hos sin onkel som sidder i kørestol efter et uheld. en dag hvor michael går lidt rundt på den store herregård, hans onkel bor på, opdager han en dør der fører til en fortryllet verden med krigere, riddere og smukke jomfruer.
Den ridderverden Michael altid har drømt om, da han var lille.
Men han finder hurtigt ud af at det ikke er så nemt som det burde være, og at faren lurer overalt.
Han finder ud af mere om sin familie, og hvorfor han er havnet hos sin onkel.


smid meget gerne en komentar og din menning om det nyeste kapitel:D

7Likes
11Kommentarer
1445Visninger
AA

18. på jagt

Michael sukkede lettet, endelig i fred.De gik videre ind i skoven, der var store grantræer på begge sider af den sti de fulgte, og Michael kunne se dyr, der løb rundt omkring.

Luften var meget tæt herinde, og man kunne lige skimte himlen over de høje grantræer. Et egern kom løbende forbi, og fuglene gav sig til at synge. Det havde en tydelig virkning på de mennesker der havde været spærret inde længe.  deres ansigter lyste op i et smil, da de hørte fuglene, og nogle af børnene gav begejstrede udbrud ved synet af et egern. Michael synes det var helt fantastisk at se dem være så glade. De små børn hoppede og dansede foran ham og Champia.

Efter at de havde gået lidt tid, stoppede Champia  flokken, "vi hviler her" sagde hun, og alle folkene satte sig ned." det er fantastisk at se dem glade igen" sagde Champia og kiggede på Michael, " ja", Michael smilede lidt for sig selv.  Han sad  og nød den fantastiske natur der var i skoven. Det var ikke rigtigt noget man kunne se, i den verden han levede i. Champia vækkede ham fra hans drømmerier: "Vi må have fundet ud af hvad vil skal stille op, vi må lave en plan."  Michael kiggede på hende. Hun så ikke godt ud, hun havde poser under øjnene, uglet hår, og havde rifter, og var meget beskidt, så kom han til at tænke på, at han nok ikke så meget bedre ud selv.

"Ja, hvad skal vi stille op. Vi skal have mad til alle, og vi skal holde mange hvil, og finde våben, og alt muligt." Sagde Michael opgivende. "Op med humøret klogesen, det handler ikke så meget om det, det handler mere om, hvordan vi finder vej tilbage. Det ser ud til at fangehullet var magisk, og tog på kræfterne, for alle ser helt friske ud her, og jeg har det også meget bedre nu hvor jeg er kommet væk fra det fangehul. Det skulle heller ikke undre mig at Sakimel kunne finde på det. Han havde jo fanget magtfulde krigere, der nemt kunne nedlægge hans sorte riddere, hvis de var nok. Vi kom jo også ind på en nærmest magisk måde, og ud på en magisk måde..." Champia stoppede med at snakke, og kiggede på Michael der nikkede. Han syntes at det lød ret fornuftigt. "men, hvordan finder vi så de våben? For sådan nogle skal vi have at forsvare os med, på rejsen hjemad." sagde Michael og kiggede på Champia. "hm.. måske er der  nogle grene vi kan lave til buer og pile?" sagde hun. " ja, så lad os samle de stærkeste, og gå på jagt efter nogle grene...men hvordan laver vi strengen på buen?" Sagde Michael. " mhh... der er måske nogle der har en ide, men det tager vi til den tid. Lad os samle de andre og sætte dem ind i planen" sagde Champia, og rejste sig op.

"Hør her," sagde hun, og fangede straks alles opmærksomhed. "Ømh.. vi har besluttet at vi tager rejsen hjem." Folkene begyndte at mumle, og kiggede glade på hinanden. Champia fortsatte:  "Men, vi skal have nogle våben, så hvis der er nogle stærke personer - mænd, kvinder, drenge, piger -  der vil gå med Michael ud at finde nogle grene som vi kan lave buer og pile af ." fire store mænd rejste rejste sig straks op og fulgte efter Michael der var begyndt så småt at gå. Flere kom til "Okay, vi bliver også nød til at have noget mad, så jeg forslår at, nogle af jer kvinder, eller nogle mænd der også har styr på det, går med mig ud og finder nogle bær vi kan spise. Er der nogen her der kan jage?" sagde Champia. Champias far rakte hånden op, efterfulgt af Michaels far, og nogle andre. "Godt i kan blive her og vente, eller måske hjælpe med at lave buer og pile, så i kan komme ud og jage." Hun kiggede rundt, alle så ud som om de syntes at det var en god ide. "Dem der ikke føler de har kræfter til at hjælpe, kan blive her, og hjælpe med at passe børnene, og de sårede" Alle nikkede, og folkene begyndte at dele sig op. 5 - 6 stykker gik med Champia, lidt flere gik med Michael, og resten blev i lejren.

Michael og de andre var kommet et godt stykke ind i skoven. "Michael?" sagde en mand," du ligner utroligt meget din far, ved du godt det." Michael smilede, det varmede ham inde i hjertet at få at vide at han lignede sin far. " jah, kender du ham meget godt?" spurgte Michael manden. De andre mænd ledte efter pinde. " ja, vi har været gode venner siden jeg var helt lille, og da din far og mor blev fanget på den skrækkelig nat i september måned, troede jeg aldrig at jeg  skulle se ham mere" han sukkede og fortsatte." men en uge efter kom de efter mig." sagde han og sukkede. Michael kiggede lidt på manden, og smilede til ham. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. "Kan den her bruges?" spurgte en af mændene, og rakte en pind frem. "Ja, jeg tror den er fin, men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at det er mig der har mest styr på det." Sagde Michael, og grinede lidt sammen med manden.

I  mellemtiden havde Champia og de 6 personer fundet nogle buske, med friske skovbær på, de plukkede lykkeligt, for det var lang tid siden de havde fået  friske bær. Da de havde plukkede så lommerne på alles tøj var helt fyldt, og buskene næsten var tomme, besluttede de sig til at gå tilbage til lejren.

Da de kom tilbage sad alle børnene i rundkreds og lyttede til en af de gamle damer, der fortalte en af de mange historier, der fandtes i Negara. Denne gang var det om en ridder og en smuk prinsesse. Folkene der havde plukket bær satte sig trætte ned, og begyndte at gøre bærrene rene. Champia samlede nogle tørre kviste i skoven og lavede et stort bål, de skulle overnatte her og så ville de begynde den lange rejse hjem næste dag.

Jægerne kom snart hjem med maden, de havde skudt to rådyr og en bæver, som nogle af de andre tilbredte og stegte over bålet. De sad alle stille rundt om bålet,og spiste, da en mand fandt en lille banjo frem, som han havde været så heldig at rede, - den var bundet fast til hans ryg-. Han begyndte at spille en melodi ganske svagt, Michaels mor åbnede munden og sang stille, det lød meget smukt. lidt efter var der flere der sang med og til sidst sad alle ved bålet og sang. Champia  smilede, ved synet af de voksne der sang og de små børn der puttede sig ind til deres mødre.

Michael lagde forsigtigt armen som Champias skuldre, og hun lagde hovedet så hans skulder. Champia tænkte på Michael, det var godt at have ham her hos sig, og selvom de kun havde kendt hinanden kort tid, betød han alligevel noget for hende, og det føltes næsten som om de havde kendt hinanden altid. Den mur som havde været mellem dem, den triste og sure mine, var ved at være bort. Champia lukkede øjnene og faldt straks i søvn, det havde været en lang dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...