the knight

14 årige Michael Smith bor hos sin onkel som sidder i kørestol efter et uheld. en dag hvor michael går lidt rundt på den store herregård, hans onkel bor på, opdager han en dør der fører til en fortryllet verden med krigere, riddere og smukke jomfruer.
Den ridderverden Michael altid har drømt om, da han var lille.
Men han finder hurtigt ud af at det ikke er så nemt som det burde være, og at faren lurer overalt.
Han finder ud af mere om sin familie, og hvorfor han er havnet hos sin onkel.


smid meget gerne en komentar og din menning om det nyeste kapitel:D

7Likes
11Kommentarer
1442Visninger
AA

20. Nattens mørke

Champias verden stod stille. Hun havde mistet ham engang, og hun ville ikke gøre det igen. Hun faldt ned på knæ ved siden af ham, og trak pilen ud af hans sår, og prøvede at stoppe blodet med hænderne.

Champias far var besvimet og lå helt stille i græsset. Han var kridhvid i hovedet, og Champia vidste at han ikke kunne tåle at miste så meget blod. En af kvinderne kom med noget mos, som var godt til at standse blødninger med, og Champia skyndte sig at putte det på såret, og rev så noget af sin trøje af til at frobinde såret. Da hun kiggede ned på strimlen vidste hun at det ikke ville hjælpe noget som helst med den. Det ville egentlig bare gøre det værre, for hendes tøj var så beskidt at, skidtet nok ville sætte betændelse i såret. Hun rejste sig og begyndte at lede efter noget vand i skoven. 

Mens Champia gik der for sig selv indså hun, at hendes far måske ikke ville overleve. Der var næsten ingen sandsynlighed for at han ville overleve. Hvis han var kommet på et af hospitalerne i byen var der en større sandsynlighed, men de var ikke i byen de var ude i skoven, og levede under primitive forhold, konstant på flugt, og havde en lang rejse foran sig, det  var ikke engang  sikkert at nogle af dem overlevede. Det var ikke sikkert at de kunne finde mad nok, og hvem sagde ikke det ville være koldt om natten og det kunne være.... Champia gad ikke tænkte på hvor lille muligheden var for at de ville nå igennem.

Hun fandt endelig noget vand og bøjede sig ned for at vaske tøj strimlen. Da den var nogenlunde ren, gik hun tilbage til lejren. Der var ved at være nogen lunde styr på det. De sårede var alle ved at blive hjulpet. Nogen gik efter brænde, nogen efter vand og andre efter mad. Champia styrede direkte hen hvor hendes far lå. Der var nogen, som havde lagt mere mos på såret, og havde lavet en hovedpude af mos. Han så ud til at slappe lidt mere af, men Champia kunne ikke helt finde ud af om han var besvimet eller sov.

Champia forbandt hans sår, og satte sig på knæ ved hans side. Han begyndte at stønne og åbnede øjnene på klem. smilede op til Champia og sagde :" Du er meget modig min pige...og hvis jeg end ikke overlever det her, skal du vide at du altid vil have en plads i mit hjerte, vær stærk Champia" Han hostede, og Champia lagde sin hånd i hans, mens hun  lagde sig ved siden af ham. Tårene pressede sig på,men hun huskede hvad faderen havde sagt: "vær stærk Champia." 

champia vågnede ved at nogle krager, lettede fra deres træer, det gav nogle forfærdlige irretrende lyde. Hun satte sig op og kiggede ud over den lille lejr. En masse mennesker der lå og sov, og små børn der lå trygt i deres mors og fars arme, og vidste at de nok skulle passe på dem. Da begyndte det hele at falde på plads for hende, og hun huskede, hvordan hendes far havde ligget der i græsset med pilen i gennem maven. Tårene begyndte lige så stille at løbe ned over hendes kinder. hun bøjede sig ned og mærkede på hendes fars pande. Kold, iskold. kold var aldrig et godt tegn, og hun ruskede stille i ham, men han flyttede sig ikke. " åben øjnene far, sig noget!" udbrød hun fustrerende. Men han åbnede ikke øjnene, lige meget hvor meget Champia tikkede og bad ham om det, og på et eller andet tidspunkt måtte hun indse at hun aldrig ville få sin far igen.

Tårene begyndte ligeså stille at komme frem, og bane sig vej ned ad hendes kinder, mens hun tænkte på alle de lykkelige øjeblikke i hendes barndom, hvor hendes far havde været der for hende. 

Champia knugede hans hånd ind til sig, mens hun kiggede op mod himlen. Tusinde stjerner blinkede oppe på himlen, som hun normalt ville have syntes var  smuk, men i aften var den alt andet end smukt- den var modbydelig, kold og mørk. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...