the knight

14 årige Michael Smith bor hos sin onkel som sidder i kørestol efter et uheld. en dag hvor michael går lidt rundt på den store herregård, hans onkel bor på, opdager han en dør der fører til en fortryllet verden med krigere, riddere og smukke jomfruer.
Den ridderverden Michael altid har drømt om, da han var lille.
Men han finder hurtigt ud af at det ikke er så nemt som det burde være, og at faren lurer overalt.
Han finder ud af mere om sin familie, og hvorfor han er havnet hos sin onkel.


smid meget gerne en komentar og din menning om det nyeste kapitel:D

7Likes
11Kommentarer
1464Visninger
AA

15. drømmen

" gad vi snart kunne slippe ud, her er så kedeligt og det er så trist at se alle de folk der lider, og længes efter at komme ud i den varme sol" Michael kiggede rundt på menneskerne,der sad rundt omkring i det store hul. Champia kom hen og satte sig  ved siden af ham, " jeg har tænkt i evigheder, men jeg kan bare ikke finde en løsning" sagde Champia træt. " jeg kan heller ikke finde en mening med det" sagde Michael og sukkede.Champia lage papiret og gik hen til det lille vindue. "tænk at de menneskerne her har siddet her i så mange år, uden at være ude i sollyset" sagde hun trist.  "mmh" lød det fra Michael.

"hov, vent nu lige, sig  gåden i igen" sagde Champia, hun lød meget ophidset " alle som er fanget i dette hul, og har søgt fra loft til gulv, søgt om vejen ud uden heldets bud. i har lidt den lidelse her, at være væk fra dem man har kær. søg hvor håbet kommer fra så skal i nok komme ud her fra" læste Michael højt fra papiret, han sukkede. Champia kiggede bare ud i månelyset " vi finder aldrig ud herfra!" sagde han irriteret "........ hey vent nu lige, håbet kan betyde lyset ik?" sagde hun. Michael nikkede. "og solen giver lys, så måske er det noget...."

"med det lille vindue" færdiggjorde Michael hendes sætning. " ja netop" sagde hun ivrigt. " men vi kan da umuligt komme ud af det lille vindue" sagde Michael, han havde rejst sig og skævede til vinduet. " nej... det mangler jeg også lige at tænke igennem" sagde hun. Michael sukkede "Det er håbløst!" Efter lidt stille tid blev de enige om at de hellere måtte gå til ro.Michael sagde godnat til Champia og lagde sig ned på det hårde gulv, hvor han lå rigtig hårdt og tænkte på de fanger der havde været her i flere år! Det varede dog ikke længe inden han var faldet i en dyb søvn.

Michael var i et lille træhus, i et lille rum, hvor der midt i det hele stod et bord, med fire små træstole, den ene mindre end de andre. Henne i det lille køkken, stod der en kvinde med langt brunt hår, der var bundet tilbage i en løs knold, og lavede mad. Michael gik hen til hende for at spørge hvor han var, men han fik intet svar. Det var som om han var det rene luft for hende. "Stiv, vi skal spise"  råbte kvinden. Hov! havde Michael ikke hørt navnet Stiv før? Jo hans far hed Stiv. Så kunne kvinden  i køkkenet være hans mor. Inde fra et lille rum kom en høj mand, med en lille dreng på armen. Manden lignede Michael ret meget, han havde bare lyst hår i stedet for brunt. Manden satte den lille dreng i den lille stol og fandt selv en plads ved bordet.  "så er der mad" sagde damen og stillede maden på bordet, og kyssede manden på kinden, Michael smilede.

"det ser godt ud" sagde Manden og begyndte at tage for sig." mama" sagde den lille dreng, og rakte sin lille buttede hånd frem mod kvinden. " ja, hvad er der min lille skat" sagde hun og strøg drengen over hovedet, og lagde lidt mad på den lille drengs tallerken. Michael kunne se hvilken hyggelig lille familie de engang,havde før Sakimel ødelagde den. Mandens ansigt var vejrbidt, men ikke rynket eller hærget som det var nu, moderen var glad og smilende, og var heller ikke tynd, lille og krumbøjet. Man kunne tydeligt se hvor meget Sakimel og hans fængsel havde hærget dem. Den lille familie sad og hyggede sig med sin aftensmad, de snakkede sammen, men det de stort set snakkede om var krigen. Den hærgede landet og de var jo trods alt nogle af de bedste soldater. Pludselig bankede det på døren. Damen gik hen for at åbne. Der stod Michaels onkel bare i en meget yngre udgave. Han så meget bekymret ud, og hev efter vejret som om han havde løbet hurtigt. Damen så hurtigt bekymret ud da hun så Onkelens ansigt. "Hvad er der på færder James?" Spurgte hun i et bekymret tonefald. Stiv var også kommet op at stå og var gået hen til James med Michael på armen. "Hurtigt de kommer. En af vores tropper hørte at de ville tage jer. Og især Michael ville de have. Skyndt jer i skal af sted!" Stiv nikkede og gav Michael til James. "Tag ham og skynd dig af sted med ham, gem ham i dit hus i den anden verden!" James skulle til at protestere, han vidste godt hvad Stiv var ude på, men han rystede på hovedet. "skynd dig af sted med ham. Pas godt på Michael!" James stod lidt han så meget ked af ud af det, men så nikkede han, gik ud af døren og skyndte sig afsted. Månelyset glimtede i kvindens tåre, mens hun med øjnene fulgte skikkelsen af James, og lille Michael, der hurtigt blev mindre og mindre.

Manden gik ind i huset for at finde nogle våben, hvis det blev nødvendigt. Han rakte en sølvbue, med et pilekogger, og et meget smukt sølvsværd med indskæringer, til kvinden og  selv havde han et guldsværd stukket i et bælte,han havde bundet om livet. Mens de stod foran det lille hus kunne de høre heste  nærme sig, det måtte være de sort riddere. Der var ingen tid  de måtte løbe. De løb gennem natten ned mod en lille lade, kvinden vendte sig i farten og kiggede sørgende på det lille hus, som om hun vidste at det nok var sidste gang hun så det.

Ridderne kom nærmere, De kunne ikke løbe fra dem, de måtte slås, de stoppede op og trak deres våben, men der gik ikke lang tid inden de var omringet af de sorte riddere. En af ridderene sagde "bind dem, og tag dem til fyrst Sakimel." Ridderne tog fat i kvinden og manden og bandt deres hænder, og selvom de gjorde meget modstand gjorde det ingen forskel, de var fanget.

De red gennem natten, månen lyste kun svagt. kvinden sad helt stille på den hest de havde sat hende op på. Manden prøvede at kæmpe, og hoppe af men ridderne holdt ham fast. Til sidst blev det for meget da manden begyndte at sparke, så de stoppede og bandt også hans fødder. Michael svævede efter dem gennem natten, han var nærmest vægtløs, nærmest et spøgelse.

Omsider kom de til slottet, og de blev ført ind en en stor hal, Michael huskede den, det var den sammen hal han og Champia blev ført ind i for flere timer siden. Der var ikke ændret noget ved tronen, den var lige så modbydelig,og uhyggelig som første gang Michael havde set den. Sakimel vendte sig om og sagde, " jamen dog, hvad har vi her?" han smilede smørret  "er det ikke hr. og fru, Smith, som har gjort sig den venlighed at besøge mig?" han smilede, og kigge rundt på sine vagter, som gengældte hans smil, og grinede ondt.

"Send dem ned til den dybeste krypt, der finder de aldrig ud!, medmindre de finder den hemmelige gåde på væggen, men det er jo ikke ligefrem sandsynligt at de finder den. Eller løser den! Der er jo hverken lys eller håb nede i det hul. Medmindre de tænker på de bittesmå vinduer! Ingen er slupper levende ud fra det hul!" sagde han,hans øjne blev onde og smilet mere smørret, mens han viftede dem væk med hånden. Vagterne greb fat i kvinden og manden og slæbte dem ned gennem gangene indtil de kom til den krypt Michael og Champia var blevet smit i tidligere.

Michael vågnede op med bankende hjerte. Han skyndte sig at vægge hans mor og far, Champias far og Champia. Han havde måske svaret på gåden!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...