Et tilbageblik

Roses mor har lige begået selvmord, og hendes liv er sat på pause. Hendes veninde Frida kommer og besøger hende, men en dag er der noget ved hende, der er anderledes. Rose får muligheden for at lave om på fortiden. Men Rose finder ud af, at alt ikke er som det ser ud til.

1Likes
1Kommentarer
460Visninger
AA

3. Gyden

Kapiltel 3: Gyden

 

Jeg måtte selv sørger for at komme hjem, for Frida skulle være sammen med en eller anden pige. Jeg besluttede mig for at gå en om vej hjem, så kunne jeg tænke over tingene. Jeg stak mit head set i ørene og travede der ud af. Som altid skulle jeg forbi en gyde, på vejen hjem. Men denne gang var der noget, der fik mig til at stoppe op. Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg begyndte at gå hen mod gyden. Da der var en hånd, der rørte min skulder. Jeg blev så forskrækket, at det er ufatteligt, at man kan blive så forskrækket. Jeg vendte mig, om, og jeg stod nu og kiggede på den nye dreng.

”Hvad fanden laver du?” råbte jeg ad ham. Og prøvede at få min hjerte rytme under kontrol.

”Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at forskrække dig. Blev du ikke mega forskrækket?” spurgte han. Jeg kunne tydeligt se, at han kæmpede for ikke at falde om af grin.

”Jo, men kun fordi jeg gik i mine egen tanker,” løj jeg.

”Det lignede det ikke, men okay. Jeg var vel med i de tanker ikke?” spurgte han med et stort smil.

”Hvad. Nej,” Jeg prøvede ikke lyde sur. Men det var svært, for jeg syntes, at han var for selvglad.

”Jo, jeg er i dine tanker, det kan jeg se i dine øjne. Hvorfor ville du ellers stå og glo på mig henne på skolen?” drillede han mig. Jeg blev flov over, at han vidste, at jeg havde kigget på ham henne på skolen. Jeg kunne også mærke, at blodet lige så langsom steg op til mine kinder.

”Er du ikke bare lidt selvglad,” spurgte jeg selvom, at jeg godt kendte svaret.

”Nej overhovet ikke, men jeg er måske lidt uhøflig. Jeg har ikke præsteret mig selv. Jeg hedder: Daniel.”

”Hej. Jeg hedder Rose.” Jeg prøvede ikke igen ikke, at lyde sur. Det var der hans ansigt udtryk ændrede sig. Det var lidt som om han havde haft en maske på, som han havde taget af. Under ’masken’ var ligesom alle andre drenge.

”Undskyld! Jeg opføre mig sådan her, men jeg ville bare gerne lære dig at kende. Vil du måske med i biografen med mig i dag?”     

”Undskyld, hvad sagde du lige?” sagde jeg ret chokeret.

”Du hørte godt hvad jeg sagde. Hvad siger du så? Vil du?”   

”Jeg gider ikke rigtig i biografen,” sagde jeg oprigtigt.

”Hvad så med det her?” spurgte han, og trådte tættere på mig. Han stod så tæt, at jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt. Han placerede sine læber, på mine. Kysset varede 10 sekunder, inden han flyttede sine læber.

”Hvad fanden laver du?!” råbte jeg.

”Det ved du vist godt. Hvorfor råber du? Du kunne have skubbet mig væk, men det gjorde du ikke. Så du kunne lide det, kunne du ikke?” Der må jeg desværre sige, at han havde ret.

”Men hvorfor kyssede du mig? Og ja jeg ved du havde lyst, men hvorfor mig?”

”Fordi jeg tror, at du er en sød pige.” alle mine instinkter sagde i mod det, men jeg troede på ham. Så jeg tænkte: hvad fanden, og så kyssede jeg ham. Denne gang var kysset mere intenst, og det fyldte mig med energi. Det bragte mig en form for ro, en form for ro jeg ikke havde følt siden min mor var i live. Så kom jeg i tanken om, hvorfor jeg var her, jeg var her for at forhindre, at min mor begår selvmord. Så jeg tænkte, at jeg var nødt til at komme hjem. Jeg skubbede ham lige så stille væk fra mig og sagde:

”Undskyld, men jeg er altså nødt til at gå hjem.” Jeg begyndte at gå. Jeg kiggede mig ikke engang tilbage.

”Hey! Du kan da ikke bare gå,” råbte han til mig. Jeg ved godt det var dumt, men jeg vendte mig om og sagde:

”Nej, det ved jeg godt, men jeg skal altså skynde mig hjem.” Han løb op foran mig, og blokerede vejen for mig.

”Kan vi mødes her i morgen,” spurgte han.

”Hvorfor skulle vi det?” Spurgte jeg. Slev om inderst inde ville jeg gerne mødes med ham igen.

”Fordi, som jeg sagde, ville jeg gerne lære dig at kende,” sagde med en stemme, som gjorde mig blød i knæene.

”Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan. Men kan jeg få dit nummer, så kan jeg skrive til dig om jeg kan.”

”Ja ja.” og så gav jeg ham mit nummer og jeg fik hans. Og så gav jeg ham et hurtigt kys.

Jeg var gladere end jeg havde været længe, da jeg gik ind af døren. Men jeg prøvede at skjule, for jeg vidste at Frida jo skulle bo her lidt.

”Rose, er det dig?” Spurgte min mor.

”Ja, mor det er mig.”

”Der er vist en der er glad i dag, hvad er der sket? Spurgte Frida med en drillende stemme.  

”Mig. Må man nu ikke være glad mere,” svarede jeg, mens jeg prøvede at lyde overbevisende.

”Jo selvfølgelig, må man det,” sagde Frida, men hun sendte mig blikket der sagde: jeg ved at der er sket noget, og jeg skal nok finde ud af hvad

”Kan i tage diskussionen senere, og i stedet hjælpe mig med at dække bord.”

 

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...